fbpx

Ugens Upcoming: New Kids

Foto: Stillbillede//PR

Danske New Kids byder på overraskende pop med legesyge temposkift, finurlige støjbider og improviserende lydkunst. I dag har vi glæden af at præsentere gruppen som denne Ugens Upcoming.

Fredagens koncertprogram på dette års SPOT Festival bød blandt andet på danske NewKids. Et navn, vi her på redaktionen ikke umiddelbart kendte til. Men med deres eksperimenterende og sofistikerede psykadeliske pop og deres nærværende optræden på scenen, skrev de sig i den grad ind på lystavlen.

New Kids udgøres af Rune Lohse i front og bandkompagnonerne Anders Filipsen, Joel Gjærsbøl, Henrik Olsson, Nicolai Claesson. Tilbage i 2016 udgav den talentfulde kvintet markante ørehængere med det stærke debutalbum Leonida, skrevet af frontmand Lohse, og til september er der lagt i kakkelovnen til New Kids andet studiealbum, Collective Fruits. I fredags blev der taget forskud herpå med førstesinglen “DIE”, som fik følgeskab af en tilhørende flot musikvideo.

Vi glæder os til at følge med i den spændende musikalske rejse, som New Kids kun lige har taget hul på. Mens vi venter på nye musikalske udspil fra lejren, kan vi i dag med glæde præsentere gruppen som denne Ugens Upcoming, og herunder kan du lære dem bedre at kende.

Hvem er New Kids?

Anders Filipsen, Joel Gjærsbøl, Henrik Olsson, Nicolai Claesson og så mig selv, Rune Lohse.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Popmusik der fucker med sit eget grundlag og inviterer (små stykker) støj og improvisation indenfor i varmen.

Hvordan startede I?

Jeg skrev nogle sange, vi øvede tre gange, vi gik i studiet og ud kom Leonida, vores første plade.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver jeres musik?

Jeg skriver på min musik i intense perioder, når et eller andet står i brand. Nogle gange tager det hundrede år at få materialet til at lyde som det gør inde i mit hoved / min krop / min sjæl. Vi øver kun få gange, både fordi alle i bandet er så sygt dygtige og så fordi jeg gerne vil holde numrene åbne og levende. Når vi indspiller er min fornemmeste opgave at slippe kontrollen og lade fællesskabet vise vejen.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Pharaoh Sanders, Kim Deal, Haruomi Hosono, GZA, Deerhoof, David Bowie, Valby Vokalgruppe, Micachu, Princess Nicotine, Peter Friis, John Maus, Milford Graves, Dirty Beaches, Michael Rexens Mongol, Elias Tebabel, Kendrick Lamar, Petter Hängsel, donAteller, Marie Eline, Samarai Celestial, Michiyo Yagi, TR/ST, Dean Blunt, Franska Trioen, Alice Coltrane – og mange andre.

Hvad er på jeres pladespiller lige nu?

Sade – Promise.

Hvad er I i gang med lige nu på musik-/karrierefronten?

Til september udgiver vi vores anden plade, Collective Fruits, og den kommer på musikfronten til at være et glitrende højdepunkt. På karrierefronten sidder jeg lige nu og bikser med at sætte ord på min kunst.

Hvad er drømmen?

Jeg drømmer om mange ting, fx at hele bandet kravler ned i min højre hånd og at jeg så lægger alle kræfter i et slag på lilletrommen.

Indspilning, øvelokalet eller koncert- hvad foretrækker I?

Koncert når jeg er glad, indspilning når jeg vil ændre verden, øvelokalet når jeg savner mine venner.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Lyt til den nye single “DIE”.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

Politik eller kostumer, tror jeg – det samme som vi laver nu, bare i andre former.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com