Ugens Upcoming: Balcony Bliss

Foto: Sebastian Vistisen Toft

Danske Balcony Bliss byder på velproduceret elektronisk soulpop, der kan betegnes med de tre f’er: fortryllende, forførende og forfriskende. I dag har vi glæden af at præsentere den unge duo som denne Ugens Upcoming, og lige herunder kan du lære dem bedre at kende.
Et år på Mellerup Efterskole skulle vise sig at være starten på et nyt og spændende kapitel for 17-årige Birgitte Kolby og 18-årige Johan Jelonek. Her fandt de nemlig ud af, at de begge havde en stor passion for elektronisk musik og kunstnere som The Internet, Hiatus Kaiyote og Mahilala. Derfor besluttede de at slå pjalterne sammen til det, der nu hedder Balcony Bliss – et musikalsk projekt, hvor Kolby leverer vokalen og Jelonek agerer producer.
Sammen har den purunge duo skabt et dragende elektronisk soulpop-univers, hvor markante beats, tunge basmelodier, samples og henrivende synth-flader danner et i særdeleshed indbydende fundament for Kolbys lækre og jazzede stemme og sangtekster om følelser og forelskelser. I denne uge har vi stillet skarpt på Balcony Bliss, så du kan komme endnu tættere på den dygtige, dynamiske duo, mens du lader dine øregange smelte til deres seneste udspil, det super sprøde track, “Inside”.

Hvem er Balcony Bliss?

Balcony Bliss er en duo bestående af Birgitte og Johan. Kunstnernavnet i sig selv, burde gerne få lytteren til at tænke på noget rart men samtidig ukendt, da ordet ”bliss” som regel ikke bliver brugt i hverdagsengelsk. Navnets dannelse skete forholdsvis forhastet og impulsivt efter mange overvejelser, da vi udgav vores første single sidste sommer.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Indtil videre har vi udgivet to numre i to vidt forskellige genrer. Det første nummer ”Need It All” bærer tydeligt præg af en Future Bass bølge, som vi hoppede med på og følte os inspireret af, da nummeret blev produceret.
Vores andet og nyeste nummer ”Inside” bevæger sig mere over i noget elektronisk progressive-soul og jazz med synths, samples og en heftig bass.

Hvordan startede I?

Vi mødte hinanden på Mellerup efterskole, hvor vi gik et år tilbage. Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge havde stor interesse for det at skabe elektronisk musik og begyndte derfor at arbejde sammen.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver jeres musik?

Vi mødes typisk i Viborg hos Johan og sidder i hans kælder i timevis og laver musik. Vi starter som regel helt fra scratch med nogle lækre akkorder på klaveret og begynder derfra at skrive en melodi. Johan sørger for det meste for producer arbejdet, mens Birgitte står for melodi og vokal. Der er aldrig noget, som foregår kronologisk, og det betyder også, at der er rimelig frie tøjler til at kunne inddrage forskellige elementer. Det er ikke altid, at det fungerer med det samme eller inden for et par timer, men der er vi ret gode til at lægge det fra os og begynde forfra med noget helt andet. Faktisk er “Inside” lavet på en nat i januar.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Vi er meget inspirerede af kunstnere som The Internet, Hiatus Kaiyote og Mahilala, som har det tilfælles, at de bryder med genrer vi kender så godt.

Hvad er på jeres pladespiller lige nu?

Vi hører for tiden rigtig meget chillhop, progressive-soul, electronic-funk og alternative. Herunder kunstnere som Tom Misch, Breakbot, Flamingosis og anderson.paak, som er vores absolutte favoritter.

Hvad er i igang med lige nu?

I en længere periode har tingene desværre stået ret stille, og der kan vi begge kun skyde skylden på distancen mellem vores bopæle og livet i gymnasiet. Vi regner dog stærkt med at kunne komme tilbage inden sommer med et nyt nummer, som vi er i gang med at få arrangeret. Det er vi meget spændte på!

Hvad er drømmen?

Drømmen er klart at vi en dag kan leve af at lave musik, men lige nu drømmer vi nok mest bare om at få skrevet meget mere og forhåbentligt få mange flere lyttere.

Indspilning, øvelokalet eller koncert- hvad foretrækker I?

Indspilning.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Klart vores nyeste single “Inside”, som vi udgav i midten af marts. Den single afspejler helt klart bedst vores lyd.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

Begynde at tegne og løbe flere ture.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com