Roskilde Festival er klar med årets spilleplan og de sidste 13 navne – Bl.a. Albert Hammond Jr og PartyNextDoor

Foto: Vegard S.Kristiansen

Eminem på Orange kl. 22.30 og nattefester med Massive Attack, Fever Ray, Mike Skinner, Anderson. Paak & The Free Nationals og De Underjordiske x Fribytterdrømme. Årets Roskilde-spilleplan er ude sammen med tilføjelsen af blandt andre Albert Hammond Jr, Marlon Williams, Blonde Redhead og canadiske PartyNextDoor som erstatning for Cardi B.

Der bliver kortere og kortere tid til, at kalenderen viser lørdag den 1. juni, og Danmarks største festival endnu engang skal afvikles. Og det hele synes altid at rykke lidt tættere på, når spilleplanen for de i alt 186 navne endelig er ude. Og det er den så nu sammen med de sidste 13 kunstnere.

Efter at den ellers højaktuelle hiphop-artist Cardi B måtte aflyse sin Roskilde-optræden grundet graviditet, er R&B-kunstneren PartyNextDoor trådt ind i stedet. PartyNextDoor er blandt andet sangskriveren bag Rihannas monsterhit “Work” fra 2016, men tiden er moden for den 24-årige canadier, Jahron Anthony Brathwaite, til at tage hul på sin karriere som solartist med sprød R&B som sin spidskompetence. Roskilde er da heller ikke de eneste, der har spottet et eller andet i den unge kunstner, og blandt andet Drake har kastet kærlighed efter PartyNextDoor ved at signe ham til sit pladeselskab OVO Sound og invitere ham med på hittet “Come and See Me”.

I en helt andet boldgade tæller dagens offentliggørelse blandt andet også Albert Hammond Jr, The Strokes-guitaristen, der med debutalbummet Yours to Keep fra 2006 viste, at han sagtens kan stå på egne ben, og siden da kun har bekræftet dette – senest med albummet Francis Trouble fra fra marts i år.

Også New Yorker indie-trioen Blonde Redhead er føjet til programmet med deres tidlige noiserock og nu mere drømmende kompositioner, mens det spritnye østrigske talent Mavi Phoenix er klar til at skyde lørdagen igang kl. 13 på Apollo med sin don’t-give-a-fuck-attitude og hårdtslående bedroom-hiphop (læs meget mere om Mavi Phoenix i vores portræt-interview med hende her).

Bookingen af navne som Haley Heynderickx, Courtney MarieAndrews, Marlon Williams og RVG er alle resultatet af booking-gruppens tur til den gigantiske showcase-festival SXSW (South by South West), som fandt sted i marts i Texas-storbyen Austin. Om den sidste musikpakke siger programchef Anders Wahrén:

PartyNextDoor har potentialet til meget snart at løfte sig op i den helt tunge popliga sammen med ikoner som Drake og The Weeknd, så det er fantastisk at kunne præsentere ham på Roskilde Festival, mens han står på tærsklen til gennembruddet. Selvom vi har præsenteret plakaten tidligere på foråret, holder vi helt bevidst en håndfuld pladser ledige frem mod festivalen, så vi kan præsentere de unge kunstnere, der virkelig rykker på sig i 2018. Vi spottede højaktuelle navne som Courtney Marie Andrews, Haley Heynderickx, Marlon Williams og RVG på branchefestivalen SXSW her i foråret og var ikke i tvivl om, at de skulle inviteres til Roskilde Festival hurtigst muligt.

Hvornår dine yndlingskunstnere spiller, og hvilke clash du uomgåeligt skal forholde dig til, kan du få svar på i årets spilleplan lige her.

De 13 nye navne er som følger:

PartyNextDoor (CA)
Albert Hammond Jr (US)
Blonde Redhead (US)
Courtney Marie Andrews (US)
Debonair (DJ) (UK)
Haley Heynderickx (US)
Indika (DJ) (UK)
Madball (US)
Marlon Williams (NZ)
Mavi Phoenix (AT)
Pernille (DJ) (DK)
RVG (AU)
Steffi (DE)

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com