24 maj KAKKMADDAFAKKA charmer med hjemmebrygget musikvideo til “Boy”
Foto: Linn Heidi Stokkeda
Den norske sekstet KAKKMADDAFAKKA er i dag ude med en splinterny DIY-video til nummeret “Boy” fra 2017-albummet, Hus.
Oppe i Norge, nærmere bestemt i Bergen, holder sekstetten med det yderst bemærkelsesværdige navn, KAKKMADDAFAKKA, til. Et band, der, siden opstarten i 2004, har fået stor succes i hjemlandet med deres charmerende og særegne indierockede R&B, og som af flere omgange også har taget sig ganske godt ud på diverse spillesteder og festivalscener herhjemme i Danmark. Ja, faktisk behøver KAKKMADDAFAKKA ikke den helt store introduktion, for de har jo efterhånden sneget sig ind i øregangene på de fleste med deres uimodståelige musikalske univers.
Sidste år udkom KAKKMADDAFAKKA med deres fjerde album, Hus. I den forbindelse tog vi en snak med gruppen, hvor de blandt andet fortalte om deres stærke tilhørsforhold til Danmark, og deres første år på Roskilde Festival tilbage i 2005. Og netop på Hus-albummet finder vi nummeret “Boy”, som i dag har fået sig en charmerende og hyggelig visuel side – faktisk en helt hjemmebrygget en af slagsen, som bandet selv har filmet og redigeret. Her følger vi forsanger Axel Vindenes, også kaldet Wild Nature, rundt i hjembyens gader, der i disse dage bader i et fortrinligt solskinsvejr.
Henover sommeren vil de norske gutter kunne opleves på en god håndfuld festivaler, heriblandt den norske Slottsfjell Festival, den spanske Low Festival og så selvfølgelig Roskilde Festival, hvor de vil indtage Avalon-scenen onsdag den 4. juli.
Dagens musikvideo-udspil kan du tjekke ud lige herunder: