FORPREMIERE: SPOT-aktuelle Lunar udgiver velvære på lyd med ny dobbeltsingle

Foto: Jakob Elleriis

SPOT-aktuelle Lunar forærer dig tirsdagens soundtrack med dobbeltsinglen “Anyone Everywhere/Part Two”. I dag har vi æren af at holde forpremiere på det nye udspil fra den aalborgensiske kvintet.  

Vi indrømmer det gerne: Vi er temmelig vilde med Lunar. Det blev især gjort klart tilbage i februar, da den aalborgensiske kvintet figurerede som vores Ugens Upcoming.

Lunar udgøres af Christian, Benjamin, Johan, Oscar og Viktor. Sammen udgør de et stærkt hold, som formår at skabe et helt fortryllende og drømmene pop/rock-univers med et twist af melankoli, hvor forførende saxofonmelodier og henrivende synth-flader helt elegant og på smukkeste vis går hånd i hånd.

I efteråret udkom debut-EP’en, Mirrors, hvilken gruppen kreerede i samarbejde med deres producerkompagnon, Joachim Stidsen Kollerup. Nu har Lunar og Kollerup været ved producerstolene igen, og det er der kommet en skøn dobbeltsingle ud af, nemlig “Anyone Everywhere/Part Two”.

Med de nye numre har Lunar forsøgt at søge efter en mere defineret og skarptskåret poplyd, end de tidligere har arbejdet med – dog uden at gå på kompromis med deres unikke, musikalske idéer. Hermed har de haft mere fokus på detaljen, for eksempel i hver enkelt instruments melodi og den samlede harmoni, med en bestemt idé om slutresultatet.

Om forskellen på efterårets Mirrors-EP og det nye udspil, fortæller Lunars Christian Popp Therkildsen:

“Tematisk tog Mirrors meget udgangspunkt i religion og foragt og der har egentligt siden Lunars tilblivelse været meget mørke i vores univers. De nye numre foregår lidt tættere på lyset, og emnerne er blevet mere håbefulde, dog ligger der stadig en kynisme dybt begravet i teksterne, og en sandhed jeg ikke ved om er værd at tro på. “Part Two” er lidt interessant da den er en fortsættelse af et andet nummer, “Part One”. “Part One” er bare ikke blevet færdiggjort endnu, og der er en mulighed for den aldrig bliver det. Vi har et nyt koncept på vej som måske kan virke opklarende, men hvad det er vil vi ikke løfte sløret for endnu.”

“Anyone Everywhere/Part Two” er således to dynamiske numre, der med varme guitar- og basriffs, sprøde trommer, fortryllende synth-flader, forførende blæsermelodier og en lys og smørblød vokal, overvælder lytteren med en fuldkommen gennemført følelse af velvære – en følelse man hurtigt kunne blive afhængig af.

Om få dage vil Lunar indvie publikum i deres magiske univers, når de giver koncert ved dette års SPOT Festival. Vi har derfor inkluderet den fortryllende kvintet i vores guide til festivalens musikprogram, som kan findes her.

Vi glæder os helt enormt til mere musik fra Lunar, og hører allerede det nye udspil på repeat. Det kan du også gøre, lige her:

Tags:
Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com