05 maj Albumaktuelle Blossoms: Det er det, der bedst repræsenterer os som band lige nu

Foto: PR

‘Cool Like You’, den anden plade fra det synthtunge britiske indiepop-band Blossoms, er på gaden, og den 2. oktober 2018 bringer turnélivet dem forbi Hotel Cecil i København. Vi har catchet up med forsanger Tom Ogden for at høre meget mere om lige præcis dét.
Det er to år siden, vi for første gang talte med Blossoms. Den stadigt fremadstormende kvintet fra Manchester-forstaden Stockport, som dengang i 2016 stod foran udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum og en koncert på NorthSide, har i slutningen af april i år udgivet deres andet album, Cool Like You, og det gav anledning til en ny snak.
Efter lidt problemer med telefonomstillingen, får jeg langt om længe fat på forsanger og guitarist Tom Ogden. Det er på releasedagen, den 27. april, og jeg er blevet informeret om, at gruppen har en meget travl dag foran sig. Efter interviewet med mig, skal Ogden, bassist Charlie Salt, guitarist Josh Dewhurst, trommeslager Joe Donovan og Myles Kellock på keys og synth videre til et intimt instore live-event i hjemstavnen Manchester, hvor de skal optræde for kun 250 hardcore fans.
Da Blossoms sidste gang udgav album, var det deres debut, og modtagelsen var mildest talt bedre, end de fleste debuterende acts ville drømme om. Da året var omme kunne de bryste sig af titlen som indehavere af det bedst sælgende debutalbum i England i 2016 – et år hvor darlings som både Jack Garratt og Zayn ellers også slap deres. Og nåja, så landede både en Mercury Prize-nominering for bedste album og en Brit Award-nominering for Best British Breakthrough Act også på drengenes bord.
Med den fornemme modtagelse af debutalbummet in mente, steg forventningerne til det nye album Cool Like You gevaldigt, da Blossoms forud for release, kaldte det for det bedste, de indtil videre har lavet. Det stod Ogden stadig fast på, da jeg havde ham i røret på den store dag, og selvom man lige såvel kunne forestille sig det modsatte være tilfældet, har det lagt en vis ro over gruppen at vide, at det, ifølge dem selv, er det bedste, de har præsteret:
– Det føles godt at vide, at vi har gjort det bedste, vi kunne, og at det bedst muligt repræsenterer, hvor vi er som band lige nu. Det er præcis det album, vi havde lyst til at udgive, og præcis den lyd, vi ville have. Den er større, og det er det, vi gik efter. Vi har altid ønsket at vokse i lyden og lave det så stort, vi overhovedet kunne.
Lyden var i forvejen stor på debutalbummet, godt båret på vej af gruppens karakteristiske synth, men Ogden har ret i, at den alligevel er vokset endnu mere.
– Det føles som endnu et skridt imod, hvad det er, vi gerne vil. Det føles ret surrealistisk, men også helt rigtigt. Vi har lavet noget, vi er virkelig stolte af, og nu er det endelig ude.
Nu har albummet været ude i lidt over en uge, og modtagelsen har (ikke overraskende at dømme ud fra single som “I Can’t Stand It” og “There’s A Reason Why (I Never Returned Your Calls)”) været rigtig god. Det er var også Ogdens opfattelse ud fra de reaktioner, de havde fået forud for udgivelsen:
– De lader til at elske albummet. Vi har fået en god modtagelse, og det er lykkedes med at få folk til at relatere til sangene og tage dem ind i deres liv.

En naturlig udvikling

To år virker som et ganske tilforladeligt tidsrum mellem to albumudgivelser, og drenge har også haft travlt med et utal af koncerter, TV-optrædener og support shows for sværvægtere som The Stone Roses, Gallagher-brødrene (ja, hver for sig selvfølgelig) og Jake Bugg. Sidstnævnte ledte blandt andet bandet forbi Store VEGA i november 2016, og siden da blev fik de opbygget deres eget navn således, at de i februar 2017 igen vendte tilbage til Lille VEGA – nu med deres eget navn øverst, og det spirende britiske indie-talent Declan McKenna som support.
Ind imellem alle turnéerne skrev Ogden på nye sange, og gruppen investerede i nye keyboards, de samme som også er brugt på soundtracket til Stranger Things. Baseret på det, opdaterede de også deres 80’er synths, “og det lød fantastisk,” forklarer Ogden og fortsætter:
– Vi lavede nogle demoer omkring julen 2016/2017, og jeg tror, det var dér, det virkelig tog fat. Vi lavede tre demoer, tror jeg, og det begyndte bare at lyde som et album, så vi bookede noget tid i studiet for at gøre det ordentligt.
At lyden på deres nye album har ændret sig, og blandt andet er gået i en mere poppet retning, kunne tyde på, at Blossoms har brugt den sidste del af perioden på sangskrivning. Men det er altså langt fra tilfældet. Kimen til de første numre fra det nye album blev, som Ogden fortæller, allerede lagt i tiden omkring udgivelsen af det første. Det gør det kun endnu mere interessant, at Ogden og resten af holdet alligevel har formået at adskille lyden på de to.
– Jeg tror, de nye keyboards virkelig hjalp. Vi investerede bare i lyden. Vi ville også gerne have den mere upbeat, så mange af sangene er skrevet efter det. Jeg tror, det bare er en ret naturlig udvikling for mig som sangskriver og for os som band. Da vi skrev mange af sangene på det første album, var det med ret stor afstand mellem hinanden, så da vi endelig var færdige med det første album, følte jeg, at jeg havde ramt et eller andet peak i måden, jeg skrev på. Så jeg fulgte på en måde bare vejen ned af den korridor, og det er det, man kan høre i lyden. Det er ikke et stort skridt væk, men helt klart en naturlig udvikling.
En af de numre, jeg selv har bidt mest mærke i på albummet, er nummeret “Giving Up the Ghost”, og det beskriver Ogden også selv som det mest anderledes nummer på pladen, og en af de tidligste, han skrev:
– Det er det mest beskidte og rå nummer, og på en måde det mest rockede. Det har en ret tung guitar, men det er faktisk skrevet på keyboardet. I starten ville jeg nok gerne have det til at være en smule mere soul og- og R&B-agtigt, da jeg skrev det. Men da vi så fik riffet på med en elektrisk guitar, lød det bare som et kæmpe riff, som gjorde det så tungt, så ja… Det er en fed sang, fortæller Ogden, og jeg er helt enig.

Der er en grund til, jeg ikke ringede tilbage

Der er masser af detaljer at dykke ned i, hvis du beslutter dig for at give Cool Like Youet spin, men især tekstskrivningen har spillet en særlig stor rolle for Ogden denne gang. Han forklarer blandt andet, hvordan flere af sangene dokumenterer et positivt forhold, hvilket han altid har haft sværere ved at gengive i lyrikken: Du ved, hvis du er glad for en, er det ofte ret svært at sige ‘hey, jeg synes du er dejlig’ uden at det kommer ud forkert, forklarer han og fortsætter: Der er de her numre som “Between the Eyes” og “Love Talk”, hvor lyrics handler om et positivt forhold, og det tog bare lang tid at få indkapslet og videreformidlet.
Ogden gengiver en linje fra “Between Your Eyes”, der lyder: “You crept into my heart//there must have been a side door left unlocked.” – Jeg synes det var en ret fin tekst. Det er en anden måde at prøve at sige, ‘Oh, det her forventede jeg ikke ville ske’. Så det er sådan nogle små ting i lyrikken, jeg gerne ville have.
Selvom linjen ovenfor er en rimelig tydelig metafor, har der faktisk i pressematerialet forud for udgivelsen været fokus på, hvordan Ogden også har bevæget sig en smule længere væk fra de store metaforer og i stedet fundet mod til at udtrykke sig mere direkte i sine tekster. Og måske det egentligt bare er endnu et led i den naturlige udvikling, han flere gange har henvist til:
– Jeg tror, jeg er blevet mere sikker i forhold til at være hudløst ærlig i lyrikken. Men jeg tror aldrig, jeg helt kommer til at slippe det. Jeg bruger stadig metaforer. Altså, når jeg siger, ‘there must have been a side door unlucked’, er det jo ikke… altså… jeg taler jo ikke bogstaveligt om en bagdør. Det er bare mit hjerte, der står åbnet, siger han og begynder at grine over sin egen forklaring.
Når det så er sagt, så er sangene om breakups mere direkte, og det medgiver han også selv: Som ‘There’s a reason why I never returned your calls’ – det handler om ting, der er sket for mig, som jeg bare dokumenterer og prøver at få ud. På sangen “Stranger Still” er der en fed linje, der lyder, ‘since you left my heart there’s a vacancy’ og ‘when I check my phone it’s always for you’.
Det er den form for ret ærlige tekster, Ogden håber, at mange mennesker vil kunne relatere til. Genkendelseselementet i denne her form for behov for at prøve at holde sig fra sociale medier, fordi man konstant prøver at holde øje med, hvad ekskæresten laver, “eller hvad det nu er, man gør efter et brud.”
Og hvis Ogden har ret i, at folk relaterer til den form for tekster, så er målet nået. Det er nemlig præcis det, de håber at folk får ud af musikken. At lytterne tager den ind i deres liv, og at den kan hjælpe dem med at glemme “alt det lort, der kan foregå i folks liv,” som han selv siger og fortsætter; at det kan hjælpe dem med at glemme, og at de har lyst til at komme til koncerterne og synge med sammen med deres venner.
Og hvor er det dog belejligt i det henseende, at Blossoms til oktober lægger vejen forbi Hotel Cecil i København. Der er noget tid til, men jeg prøver alligevel at spørge ind til, hvad vi kan forvente os. Det er han rimelig hemmelighedsfuld omkring, så svaret kommer nok først ved showstart. Han afslører dog, at de har øvet det i løbet af ugen, og “virkelig har taget et skridt op i forhold til deres kommende live shows.”
Forhåbentligt bliver det for fedt, siger han, og han kan næsten ikke vente til, at folk endelig kan opleve, hvad de har lavet. Og som han nævnte tidligere, er flere af sangene mere upbeat – så jeg synes, det er det bedste show, det nogensinde har været.
Og med den kommentar, der jo meget godt matcher deres udtalelse om, at Cool Like You også er det bedste album, de har lavet indtil videre, må jeg lade Tom Ogden slippe røret.
I en HMV-butik i Manchester står 250 fans klar til at modtage Blossoms, lykønske dem med albumudgivelsen og spørge efter en autograf. Med det tempo, Blossoms siden debutalbummet har lagt for dagen, tyder noget på, at sådan én vil være meget værd i fremtiden.
Cool Like You er ude på alle streamingtjenester her, og nedenfor kan du varme op til efterårets koncertvisit med denne her forrygende akustiske version af “There’s A Reason Why (I Never Returned Your Calls)”.