PREMIERE: AyOwA går all in på den nye single “Alt det du ku’”

Foto: Franciska Zahle

Vi har i dag den glæde at kunne premiere den nye single fra AyOwA, “Alt det du ku’”. En forløber for deres kommende EP, Farvel, der ser dagens lys den 28. september.

Tilbage i juni sidste år figurerede AyOwa, bestående af Nicolai Kornerup og Hannah Schneider, som vores Ugens Upcoming. Kort efter indtog de Countdown-scenen på Roskilde Festival – en optræden vores anmelder kvitterede for med fire ud af fem stjerner. Herudover tog AyOwa sig også godt ud på mange andre danske koncertscener i løbet af 2017, heriblandt på SPOT Festival og i forbindelse med åbningen af Marina Abramowich-udstillingen på Louisiana – og så indkasserede de også en hel del airplay på P3 og særligt P6 Beat, der afspillede duoen mere end 1000 gange. Men også uden for landets grænser tiltrak duoen sig stor opmærksomhed, trods deres dansksprogede musik. Her opnåede de airplay på radiokanaler som BBC 1, BBC 6, Radio X og Beats 1, ligesom de fik flotte ordroser med på vejen af internationale medier som Line of Best Fit, The Clash, Nosey og den nordiske blog og showcase JA JA JA, der udvalgte AyOwA som “5 to watch” anno 2017.

Ovenpå 2017-successen er de musikalske kompagnoner i dag på banen med et splinternyt nummer, nemlig “Alt det du ku’”. En sang, der belyser det at balancere mellem sammenbrud og gennembrud, og forsøger at skue ud i fremtiden, samtidig med at der kigges tilbage over skulderen mod fortiden. På “Alt det du ku’” har AyOwA inddraget flere akustiske elementer end de tidligere har arbejdet med, i forsøget på at udforske og udvikle deres nordiske, dunkle og stemningsfulde elektroniske univers.

AyOwA har med “Alt det du ku’” endnu engang kreeret en indtagende musikalsk perle, måske endda endnu mere skinnende end før, hvor de let og elegant mixer støjpop med elektronik, legende improvisation og catchy melodier. Schneiders omkransende og sfæriske vokal, de lyse korklange og den raffinerede baslinje klæder hinanden utrolig godt, og bæres afsted på et markerende og insisterende elektronisk beat og drømmende synth-flader. Der er med andre ord stor “risiko” for, at “Alt det du ku’” hænger fast i dine øregange resten af dagen.

Lige om lidt, ja faktisk på onsdag i næste uge, kan du opleve AyOwA live, når de går på scenen i Pumpehusets Byhave, og fyrer op for et energisk og dragende live-show. Derudover giver de også to andre koncerter henover sommeren og efteråret – sidstnævnte i forbindelse med deres Farvel-EP-release.

Helt præcist hvor og hvornår du kan fange duoen live, kan du se herunder:

● 30. Maj: Pumpehusets Byhave
● 2./3. August: New Note Festival
● 28. September: Absalon (releasekoncert)

Tags:
Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com