20 maj #TGE18, dag 3: Sam Fender, G Flip, ALASKALASKA, Haiku Hands, Conner Youngblood, Ten Fé

Foto: Sam Fender//Phoebe Fox

Tredje og sidste dag på The Great Escape bød på nogle af festivalens største højdepunkter overhovedet. Skriv dig især G Flip, ALASKALASKA og Haiku Hands bag øret nu, så du kan sige “jaja, dem har da jeg lyttet til i lang tid,” når dine venner om et halvt års tid viser dig dem og tror, de er på forkant.

Øv, så blev det sidste dag af The Great Escape Festival, og det er lidt stramt, når man kunne have fortsat en uge mere, hvis det skulle være. Til gengæld slutter vi på toppen med nogle af de fedeste koncerter på hele festivalen. Solen står højt over Brighton, og der er omend endnu flere mennesker i byen end de forrige dage. Nu er det ikke kun musikbranchefolk og slaskede musikere, der trasker rundt i de hyggelige gader, men også masser af lokale, der er taget på lørdagsindkøb.

Vi tager ned til vandet, hvor et nyt festivalområde i år er at finde helt ude på stranden, og i dag er scenerne dedikeret til australske acts. Som vi også havde erkendt i vores guide til festivalens lineup, har Australien bare sindssygt mange, sindssygt fede navne på plakaten i år.

Det er Melbourne-artisten G Flip, vi er kommet for at se, og efter at have hørt rygter om en yderst mindeværdig optræden på SXSW i år, var forventningerne høje. G Flip er virkelig unik, selvom det måske ikke umiddelbart er det første, du tænker, når du sætter eksempelvis debutsinglen “About You”, som blev startskuddet til det hele, på. Det er popmusik i sin pureste form som skrevet til år 2018.

Det er virkelig godt, men ikke decideret banebrydende. Men Georgia Flipos (aka G Flip) musikalske rejse startede ved trommesættet, og det udnytter produceren, sangskriveren, sangerinden og multiinstrumentalisten på bedste vis ved at hive trommerne langt frem i lydbilledet og både synge foran og bag trommesættet live. G Flip og hendes band er et festfyrværkeri uden lige, og man har mest af alt lyst til bare at smide hæmningerne og hoppe op på scenen med dem.

Solen står fortsat højt på himlen, da vi kryber ud af teltet høj oven på et brag af en popfest. Der er stort set ikke ét spot, der ikke er dækket af festivalgæster, om det er på bænkene, foran madboderne eller på sandstenene. Vi finder dog et hul og slår os ned for lige at samle kræfter til resten af dagen og få overblik over de sidste acts, vi skal nå at se, inden turen går tilbage til Danmark.

Det bliver britiske Sam Fender, der er next up. Vi gik forgæves, da vi prøvede at fange ham dagen forinden, hvor køen var uendeligt lang. Denne gang kommer vi i god tid. Dørmanden holder os tilbage og spørger sin kollega, om der er plads. “Seks flere kan komme ind,” siger dørmanden. Han er en populær fyr, ham Sam Fender fra Newcastle. Alle i rummet er tømmermændsramt, inklusivt bandet, som Fender selv italesætter med et grin. Deres tourmanager er taget hjem, fortæller han videre, så nu har de ikke rigtigt styr på noget – heller ikke setlisten, som de skaber sang for sang. Der er ingen tvivl om Sam Fenders talent både vokal- og sangskrivningsmæssigt. At det var et super velspillende band, gjorde det jo bestemt heller ikke værre. De to første numre havde en virkelig rå tidlig-Arctic Monkeys- og The Strokes-agtig vibe over sig, men Fender præsenterede også mere bløde numre, der dog alle er gennemsyret af rødderne i britisk indie. Mens instrumenteringen og det musikalske aspekt hele vejen igennem er ret rocket, er Sam Fenders vokal mere poppet, og det skaber en lidt anderledes kontrast i musikken.

Vi har lidt tid, inden næste act på programmet, engelske ALASKALASKA, hvis singler “Meateater” og “Bitter Winter” har ledt os dertil. Deres koncert er på spillestedet Horatio’s, som ligger på spidsen af Brighton. Hele vejen ud af Brighton Pier, igennem det mest forfærdelige (undskyld Brighton!) arkade-område, til man når spidsen og forlystelsesparken der ligger for enden. Horatio’s er en lille perle i alt hurlumhejet, og hvert år har det præsenteret nogle super fede navne. ALASKALASKA skal vise sig at føje til den erfaring. Den alternative popgruppe består af seks virkelig kompetente musikere, inklusivt en saxofonist, som er med til at fremhæve de jazzede elementer, musikken blandt andet bygger på (sammen med genrer som funk og disco). Forsanger og guitarist Lucinda John-Duarte forvrænger sin vokal en smule med en effekt, der godt kan lede tankerne hen på The Knife og Fever Ray, men udover det, har gruppen ikke meget til fælles med de svenske acts – udover virkelig høj kvalitet. ALASKALASKA er et sublimt liveband og virkelig anbefalesesværdigt, lige meget hvilke genrer, du normalt hælder til.

Vi bliver på Horatio’s og går ud til udendørsområdet, der vender ud mod havet. Der er hurtig omstilling inde på scenen, så australske Haiku Hands kan gå på til tiden. Ligesom ALASKALASKA, viser Haiku Hands sig at blive et af de helt store højdepunkter på festivalen. Vi har inden festivalen forelsket os i de to singler “Not About You” og “Jupiter” – to alternative popbangere, man ikke rigtigt finder nogle andre steder. Man kan godt komme til at tænke lidt på Superorganism, når man hører Haiku Hands, både på indspilning og live. Det er ikke fordi deres musik lyder ens, men der er en kreativitet, nerve og energi i det, som begge mestrer og formår at udfolde live – Haiku Hands mere vildt og voldsomt, end man overhovedet havde turde forestille sig. Deres show er et elektronisk dansemekka med hårdtslående beats, rysten i brystkassen og en ukuelig, smitsom glæde fra de tre australske kvinder, som tager empowerment til et nyt stadie og i deres vilde optræden nok har fundet kilden til den bedste workout-strategi nogensinde. Haiku Hands nailer den fuldstændig. Shit. Tak!

Efter Haiku Hands har vi yderligere to navne på ønskelisten, som begge spiller nede på Prince Albert i den anden ende af byen. Spillestedet er svedende varmt, og man må stikke næsen i vejret for at prøve at få lidt luft. Rock og rul, eller noget…
Første navn er amerikanske Conner Youngblood. Det kunne godt lyde som navnet på en hardcore grime-rapper eller noget i den stil, men det er virkelig langt fra sandheden. Conner Youngblood var forrige år nomineret til den første Anchor Award nogensinde – en pris der nu uddeles hvert år på Reeperbahn Festival, og som vi har dækket siden starten i 2016. Den unge amerikaner er en multiinstrumentalist, en en-mands-hær, som, væbnet med forskellige instrumenter og en masse teknik jeg slet ikke forstår mig på (okay, der var da en loop-pedal), skaber eksperimenterende alternative folk-universer. Når han hiver guitaren op, ledes tankerne hen på en tidlig Bon Iver. Lyden er ikke den samme overhovedet, men der er helt klart den samme ro over udtrykket. Youngblood siger ikke meget undervejs, men er meget ydmyg over, at være kommet til at gå lidt over tid. Det gør ikke noget, for at se så inderlig musikalitet, som Conner Youngblood viser, er ventetiden værd.

Sidste act på aftenen, og derfor hele festivalen, suk!, er britiske Ten Fé. Vi oplevede dem faktisk første gang, vi var på The Great Escape i 2016, fordi der i beskrivelsen stod noget med, at det var for fans af The War on Drugs. Så nu er vi selvfølgelig interesserede i at se den udvikling, at band kan undergå på to år. Og den er til at høre. Ten Fé var gode dengang, men de fremstår som et langt mere sammentømret band nu, og sammenspillet er forrygende. Jeg er mere draget af det rent instrumentale udtryk end af melodierne og sangen, og det er heldigvis også dér, der er rigtig meget at fange. Gruppen er gode til at lege med intensitet og mættede lydbilleder. De er ikke bange for (ligesom The War On Drugs forresten), at trække et nummer ud, kun med instrumental, og overraske med temposkift eller intensivering, bedst som man forventer en nedtoning. Det er dejligt, når et band tør overskride grænserne for, hvor meget et nummer “skal” vare, så man har tid til at give sig lidt mere hen. Og ja, bedst som man synes, at koncerten er begyndt, er den slut, og vi må takke af for denne gang. Hold kæft hvor har The Great Escape endnu engang vist sig fra en satans god side. Jeg begynder at tvivle på, om den nogensinde kan andet.

Hvis du er nysgerrig på de to forrige dage, kan du læse om dag 1, torsdag, her, og fredag på The Great Escape her.