18 maj Courtney Barnett – Tell Me How You Really Feel
Foto: Pooneh Ghana
Udgivelsesdato: Fredag den 18. maj 2018
Label: Marathon Artists
Med Tell Me How You Really Feel dykker Courtney Barnett ned i sine melankolske, selvtvivlende og selvhadende tanker, og præsenterer sig selv som en særlig sangskriver, der gennem sine små hverdagsobservationer, humor og ærlige beskrivelser, kan finde ud af at skabe relaterbare sange.
[rwp_box id=”0″]Det er gået rimeligt stærkt for Courtney Barnett de sidste fem år. Hun har udgivet et meget anmelderrost album, været nomineret til forskellige priser, blandt andet en Grammy for bedste nye kunstner, og skrevet albummet Lotta Sea Lice sammen Kurt Vile, som er en af hendes musikalske forbilleder. Og her står vi så med Courtney Barnetts andet album, opfølgeren til hendes Sometimes I Sit and Think, Sometimes I Just Sit.
Alt i alt finder vi Courtney Barnett i et mere melankolsk hjørne på det nye album. Der er ikke ligeså mange ironiske observationer, og de nærmest neurotiske tanker om hendes egen eksistens, er der også skruet ned for. Til gengæld får vi præsenteret en Courtney Barnett, som virker til at være omringet af angstprægede tanker og fornemmelser, hvilket hun ikke kun ser i sig selv, men også i andre mennesker. Hun prøver at hjælpe dem omkring hende samtidig med, at hun ikke føler sig tilstrækkelig nok.
Dette har gjort, at Courtney Barnett har skrevet nogle af sine flotteste sange som eksempelvis “Sunday Roast”, der som nævnt beskriver Barnett, der forsøger at motivere en, hun holder af: ”Ignore that voice/It puts you down/You make your choice/I’m here for you […] I know you’re doing your best/I think you’re doing just fine […] Keep on, keeping on/You know you’re not alone/ And I know all your stories, but I’ll listen to them again”.
Denne lidt mørkere retning hører man allerede fra starten af albummet, hvor en vred distortet guitarakkord er det første, der møder lytteren. Det er tydeligt, at Courtney Barnett har været fuldt bevidst om, at albummet skulle være anderledes i forhold til hendes debutalbum. Rent musikalsk er der ikke den store forskel på de to albums. Det er stadig trommer, bas og guitar i et mellempunkt mellem alternativ rock og grunge lyden, der dominerer hele albummet igennem. De fleste sange er bygget op omkring vers, bro, omkvæd, gentagelse af disse tre, en guitarsolo og en outro, enten i form af et omkvæd eller guitarmelodi. Dette er desværre også albummets mest irriterende punkt. De fleste sange er bygget op på samme måde således, at de er forudsigelige, og derfor bliver formen småkedelig. Hver enkel sang står stærkt, men når der kommer ti sange i træk, så bliver det lidt ensformigt.
Barnetts største styrke har altid været hendes evne til at vende små personlige observationer til at virke universelle, generelle og relaterbare. Hun er ikke gået helt væk fra dette, men hun er blevet mere direkte i beskrivelserne af situationer og personer. Selve albummets titel virker også mere konfronterende på en sarkastisk facon. “Fortæl mig hvad du virkelig føler” kan måske også forstås som et selvtvivlende spørgsmål. Titlen på albummet passer derfor meget godt til albummet, som veksler mellem en meget selvbetvivlende Barnett, til en langt mere direkte, vred og konfronterende Barnett, som man især kan høre på sangen “I’m not your Mother, I’m not your Bitch”. På sangen vender hun selvtvivlen til et had og konfrontation mod misogynismen. Med en meget forvrænget guitar og en panisk guitarsolo, må sangen siges at være Barnetts hårdeste nummer, og den klæder hende virkelig godt.
Denne dualisme, mellem selvtvivl og udadvendt irritation, som Barnett får præsenteret på hele albummet, er meget “Barnettsk”, og den er under ingen omstændigheder forsvundet.
En anden sang, som er et af albummets højdepunkter er den halvskæve, “Nameless. Faceless”, der i versene humoristisk giver igen til misogynister og ‘internet-trolls’, og får dem præsenteret som nogle tabere: ”You sit alone at home in the darkness/With all the pent-up rage that you harness/I’m real sorry/’Bout whatever hapenned to you […] He said “I could eat a bowl of alphabet soup/An spit out better words than you”/But you didn’t”.
Derudover er der et meget sjov skift mellem vers og omkvæd i, hvordan akkorderne bliver spillet, næsten som om det er to forskellige sange, der spilles. Men hvor der er humor og ironiske kommentarer i verset, er der samtidig også noget meget farligt der lurer i omkvædet: ”I wanna walk though the park in the dark/Men are scared that women will laugh at them/I wanna walk through the park in the dark/Women are scared that men will kill them/I hold my keys/Between my fingers”. Med et Margaret Atwood citat, præsenterer hun en situation i verset og vender det på hovedet i omkvædet.
Generelt hænger alle sangene virkelig godt sammen, og bidrager til det overstående tema, som Barnett undersøger. Jeg vil i virkeligheden anbefale folk, der er fans af den alternative indierock, med grunge elementer, at starte med Coutney Barnetts første album, og hvis de er vilde med musikken, så er Tell Me How You Really Feel en virkelig god opfølger.
Albummet er ikke lige så stærkt, sjovt, eller skarpt som Sometimes I Sit and Think, Sometimes I Just Sit, men det viser Barnett frem som en meget dygtig sangskriver,der ikke er bange for at fortælle om sine inderste følelser og gøre dem relaterbare.
