Ugens Upcoming: Efraim Leo

Foto: PR

Passionerede melodier og tekster, en velklingende vokal og en rå akustisk feeling – det er, hvad der kendetegner det unge talent, Efraim Leo, som vi i dag har glæden af at præsentere som denne Ugens Upcoming, og lige herunder kan du lære ham bedre at kende.

Svenske Efraim Leo har store planer for fremtiden. Og selvom nogle af dem måske virker en anelse uoverkommelige lige nu, så er det vigtigt at have drømmene for at flytte sig fremad, og nå derhen, hvor man gerne vil i sidste ende, som han selv fortæller. En livsfilosofi, der står stærkt hos den 20-årige sanger og sangskriver. Lige siden Efraim Leo fik en guitar i hånden, har det kriblet i ham efter at komme ud og optræde med sin musik. Det har nu ført til, at han, med sin lækre poplyd på et råt akustisk fundament, er hurtigt på vej fremad – og han kan ikke vente med at vise Verden, hvad han dur til. Vi har stillet det unge talent en række spørgsmål, som du herunder kan læse svarene på.

Hvem er Efraim Leo?

Jeg er en 20-årig gut fra Stockholm, Sverige. Jeg har sunget on and off stort set hele mit liv, men jeg startede først med at spille guitar da jeg var 13 år gammel. Der er mange musikere i min familie. Min far spiller guitar, min mor synger, min bedstefar spiller bas og min onkel har taget en kandidat i musik og spiller alle slags instrumenter, så man kan nok godt fornemme hvor min interesse fra musik kommer fra.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Jeg vil beskrive den som pop med et organisk twist. Jeg har altid elsket ren pop, og prøver som regel at skabe alt jeg laver med samme vibe. Men jeg forsikrer mig altid, at den rå akustiske fornemmelse, som min lyd består af, stadig er en del af mine sange. Hvis nogen spørger mig, og gerne vil have et mere direkte svar, siger jeg, at det er ligesom Ed Sheeran mixet med One Direction, og så forstår folk for det meste, hvad jeg mener, haha.

Hvordan startede du?

Jeg begyndte at lave musik, da jeg begyndte at spille guitar. Digte og historier har altid været noget, jeg har elsket at skrive siden jeg var lille, og da guitaren blev en del af mit liv, blev alle mine skriverier til sange i stedet.

Kan du fortælle lidt mere om den proces, der foregår, når du skriver din musik?

Jeg starter som regel med et riff eller en melodi, og arbejder mig frem derfra. Når jeg har fået det på plads, så kommer teksten altid helt naturligt. Sommetider hvis et riff er alt, jeg har, optager jeg dét først, så jeg kan lægge guitaren væk, og bare fokusere på melodierne og teksten. Det afhænger af humøret og situationen.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

I starten lyttede jeg til en hel del Bob Dylan og Queen, eftersom det var noget af det musik, min far spillede derhjemme. Senere skiftede det til Justin Timberlake og Justin Bieber, og efterhånden i noget tid nu har min største inspiration været Ed Sheeran. En af de senere tilføjelser til min liste er Post Malone. I et indflydelses-perspektiv har det dog mest været hans akustiske numre.

Hvad er på din pladespiller lige nu?

For det meste Ed Sheeran og Post Malone, men jeg kan li’ at lytte til alle slags pop- og hiphop-artister.

Hvad er du i gang med lige nu?

Jeg arbejder mig bare opad. Optræder, skriver, rejser og gør alt, hvad jeg kan, for at blive støre, haha.

Hvad er drømmen?

Jeg vil gerne bevæge folk med mine tekster og melodier, og få dem til at føle noget, de ikke vidste, de kunne føle. Hvis jeg kan ændre bare én persons liv til det bedre, har jeg gjort mere end jeg nogensinde kunne drømme om. Men selvfølgelig vil jeg også dét, alle andre upcoming artister vil: optræde i en udsolgt Madison Square Garden! Jeg ved, at det er et stort mål, men vi har alle brug for dem, for at nå derhen hvor vi vil til sidst!

Indspilning, øvelokalet eller koncert – hvad foretrækker du?

At indspille og optræde er begge dele super sjovt! At øve er uden tvivl min mindste favorit af de tre. Jeg ved, at en masse mennesker er uenige, men det er helt sikkert sådan, jeg har det, haha.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Jeg har kun én sang ude i øjeblikket, så jeg vil tro, at det må være den, haha. Jeg har også noget fed musik på vej, som jeg er spændt på at vise Verden!

Hvis du ikke lavede musik, hvad ville så være din “ting”?

Jeg er en meget kreativ person, så højst sandsynligt bare noget andet i samme stil, haha. Som skuespiller, lave film eller være fotograf.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com