08 apr Lebenssucht – Royal Metal Fest 2018
Foto: Jason Champney
Scene: Voxhall
Dato: Lørdag den 7. april 2018
Det multikulturelle black-metal projekt Lebenssucht gav ikke alene en koncert på dette års Royal Metal Fest – men en oplevelse man sent vil glemme.
[rwp_box id=”0″]
Lebenssucht består af medlemmer fra Tyskland, Østrig og Belgien. Det bliver næsten ikke mere undergrund en Lebenssuchts – og måske foreståligt nok. Det bliver svært at bryde igennem mainstreamen, når man spiller voldsom black metal, men samtidig er et band, der er, bogstavligt talt, badet i blod – imens den kvindelige forsanger fagter og gestikulerer forskellige akter med en stor kniv.
Lyden af Lebenssucht er selvhad, desperation fortvivlelse og ondskab. Deres EP fra 2016 (som er den eneste udgivelse med Lebenssucht) hedder Fucking My Knife, hvilket måske giver dig, kære læser, en bedre forståelse af, hvad jeg mener, når jeg siger, at hun gestikulerede forskellige akter med en stor kniv.
I en hvid trøje, malet med blod selvfølgelig, og iført et gennemsigtig skørt, formåede frontkvinden, S Caedes, at skabe en visualisering af en besat kvinde. Hvis man nogensinde har set en gyserfilm, hvor der er et kvindeligt spøgelse i hvid kjole, så har man allerede en god idé om, hvordan S Caedes så ud. Håret fedtet til med blod. Der var ikke et eneste sted på hendes, der ikke var malet. Samtidig med de voldsomme bevægelser, virkede hendes udstråling både, ja, voldsom, men også provokerende og uhyggelig. Og resten af bandet var sølet ligeså meget til – bortset fra trommeslageren, der egentlig så lidt malplaceret ud i forhold til det visuelle billede, som Lebenssucht forsøgte at skabe. Gruppens session-guitaristen havde, hvad der lignede et kæmpe sår på sin nøgne isse, og på scenen var også laset tøj, som også – you guessed it – var dækket i blod.
Du lægger måske mærke til, at jeg fokuserer meget på det visuelle ved koncerten, men i min optik var dette ikke bare en normal black metal koncert, men rettere sagt, en kunstforestilling, hvor man som publikum var vidne til et kaotisk lydbillede, med mørke og dystre visuelle undertoner. Og det var netop funktionen af det visuelle. S Caedes vokal er en af de mest voldsomme, jeg har hørt. Hun laver ikke normal scream eller growl, som man måske er vant til i black metallens verden. Hendes skrig gik fra at være ‘normal scream’ til at være hendes helt egen. En perfekt indkapsling af had, desperation, depression og generel dystopi.
Hvor S Caedes fungerede som lead vokal, var tjansen dog også delt mellem trommeslager Ahephaïm, og guitarist Irleskan, der henholdsvis sang enten rent eller growlede. Imens de agerede backing vokal, bevægede S Caedes sig på underlige måder, der endnu engang cementerede forstillingen om hende som besat eller psykisk ustabil. Jeg siger det igen: Det var ikke bare en koncert. Det var en forestilling. En oplevelse. Lebenssucht er noget for sig selv. Et black metal band, der skiller sig ud og findes dybt i undergrunden. Det er svært at danne sig et ordenligt indtryk af Lebenssucht, da de har så støjende et lydbillede, og så makaber en optræden. Lebenssucht formåede måske ikke at skabe en black-metal-messe, men de formåede at give en ordentlig én på opleveren.
