Janelle Monáe deler fjerde single fra kommende album

Foto: JUCO

I dag er Janelle Monáe ude med fjerde single fra hendes kommende album, Dirty Computer, der lander på alle gader og stræder fredag den 27. april.

Nu er der snart ikke længe til, at multitalentet Janelle Monáe udgiver sit tredje studiealbum, der går under titlen Dirty Computer – og vi ved ikke med jer, men hold nu helt fast, hvor vi glæder os til dagen oprinder! Noget kunne tyde på, at Monáe også selv er spændt på at dele det forestående album med omverdenen. I slutningen af februar slap hun nemlig hele to nye numre med tilhørende visuals, “Make Me Feel” og “Django Jane”, i forbindelse med annonceringen af albumudgivelsen. Sidste tirsdag, den 10. april, dukkede så endnu et track, nummeret “PYNK”, med tilhørende video op ud af det blå.

I dag har sangerinden fulgt op på de tre foregående numre, ved at dele sangen “I Like That”. Et dragende udspil, der åbnes op med et sødmefuldt “uuh”- og “aah”-kor, forførende guitarspil og basriffs, og et lowkey flydeorgel som bund, der kort efter får selskab af et fængende, minimalistisk beat og en både sitrende og omsværmende synth-flade. Herefter indtræder Janelle Monáe med hendes inderlige og enormt dygtige vokal. Alt i alt er det et nummer, der byder på intet mindre end ren eufori for øregangene.

Alle fire album-teasers er stærkt udtryksfulde og sprudlende værker, der absolut må siges at have støbt et solidt fundament for det forestående Dirty Computer-album. Nu bliver det så spændende at se, om der kommer flere hints fra Monáe inden næste fredag, eller om vi må ruste os med tålmodighed lidt endnu. Uanset hvad, er nedtællingen til albumudgivelsen i hvert fald godt i gang.

Du kan høre dagens nye track fra Janelle Monáe her:

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com