06 apr Hinds – I Don’t Run

Foto: Neelam Khan Vela
Udgivelsesdato: Fredag den 6. april
Label: Lucky Number Music

Hinds leverer atter en medrivende lo-fi plade, der vidner om et band, der for længst har droppet jagten på det perfekte, men i stedet tør gøre plads til skævhederne.
[rwp_box id=”0″]
Efter udgivelsen af det flotte debutalbum Leave Me Alone i 2016, har der været fart på for den spanske kvartet. De har efterhånden spillet et utal af koncerter og varmet op for The Libertines. Hinds har i den grad givet musikbranchen et stort skub i den rigtige retning, da Hinds er den første spanske kvindegruppe til at spille udsolgte shows verden over. Og med god grund. Hinds leverer medrivende garagerock og er er en sand DIY-gruppe, der spiller musik på egne præmisser.
Med singleudgivelserne ”New For You” og albumåbneren ”The Club,” har Hinds givet os en forsmag på deres andet album, I Don’t Run. Begge singleudgivelser er lyden af Hinds som vi kender dem. Højt tempo, catchy guitarriffs tilført små vigtige udmeldinger, som på ”The Club” når guitarist og sangerinde Ana Perrote synger, “Politely, can I ask you what the hell do they have/That you want so bad?” Det samme gælder højdepunktet “Echoing My Name” som lægger ud med et simpelt men utroligt klingende guitarriff, der netop leder tankerne hen på indierock gruppen, The Libertines.
Endnu et højdepunkt sker på det efterfølgende nummer, ”Tester”, der blot starter med guitar og sang, men tempoet stiger hurtigt og guitaren får lov at lyde endnu mere skramlet. Et eksempel herpå er lyden af de distortede guitarer, der virkelig træder i kraft, efterfulgt af andet omkvæd.
På nummeret ”To The Morning Light” leverer Hinds endnu en klingende melodi. Hinds opnår utrolig meget spil ved hjælp af de mange simple, men yderst catchy riffs og ikke mindst ved hjælp af Carlotta Cosials’ og Ana Perrotes skriftende og legende vokaler. Som på ”To The Morning Light” hvor Cosials og Perrote skiftevis synger verset, og der i omkvædet skråles i fællesskab.
I Don’t Run har meget tilfælles med debutalbummet, hvilket er et bevidst valg, bandet har gjort sig. De har i stedet fokuseret på at blive stærkere og bedre kendte med deres instrumenter fremfor “pludselig at tilføje en masse synth,” som bandet selv har udtalt.
Med Cosials og Perrotes skæve vokalharmonier og bandets kærlighed til lo-fi, er I Don’t Run ingen finproduktion. Men Hinds har godt tag om den upolerede lyd, hvilket er deres styrke. Ligesom sin forgænger, er I Don’t Run endnu en melodiøs og tilpas upoleret plade, der vidner om et band, der spiller musik af ren og skær spilleglæde. Det er derfor befriende at følge og lytte til et bands som Hinds, og netop det, der skiller Hinds ud fra mængden.
I forbindelse med udgivelsen af I Don’t Run er Hinds netop taget afsted på turné, som desværre ikke bringer dem forbi Danmark i denne omgang.