28 apr Den anden single, “Grow” , fra Holms debut-EP er en lektion udi længselsfuld indierock
Foto: Ditte Gyldendal Amby
“Grow” er anden forsmag på Holm’s kommende debut-EP, Dappled, der er på gaden den 4. maj via Tough Love Records.
Måske er du stødt på navnet Holm, da dine øje flakkede ned over årets SPOT- eller Roskilde-program, hvor den danske multiinstrumentalist Mikkel Holm Silkjær, manden bag, i år er at finde. Måske du er stødt på det i forbindelse med den danske punkgruppe Yung, som Holm er forsanger i. Og måske, du endnu ikke kender til navnet overhovedet. I så fald er det godt, at du er endt her, for det er ikke uden grund, at to af Danmarks vigtigste festivaler for ny musik har set sig lune på det danske act.
Dappled er titlen på den kommende debut-EP fra den produktive kunstner, der udover Yung, også har udgivet musik (mere end 15 udgivelser!) med projekter som Urban Achievers, Happy Hookers For Jesus og Brooch, hvoraf sidstnævnte var et samarbejde med Ben Stidworthy fra det Montreal-baserede postpunk-band Ought.
Med soloprojektet, Holm, har den unge kunstner fundet endnu et rum til at tage sin musik i nye retninger, og denne gang i en mere personlig retning, som udgivelsen i eget navn også indikerer.
Dappled er produktet af Holms helt eget arbejde som både sangskriver, producer og mixer, og processen er i bedste DIY-stil foregået i eget øvelokale, ligesom at Holm også har oprettet sit eget selskab Shorwood Records og selv planlagt koncerter og festivalen Bryggerfest.
De utroligt mange projekter taget i betragtning, er det imponerende hvor helstøbte og gennemførte de første bidder af Dappled er blevet (tjek også førstesinglen “Hope” ud).
“Grow” lægger blødt ud med et beroligende, drømmende og opløftende guitartema, som dog hurtigt brydes af Holm’s dybe, længselsfulde og rastløse vokal. Holm balancerer nummeret igennem mellem det både storladne og minimalistiske, men karakteristisk for hele nummeret er en gennemgående melankoli og melodiøs snilde. Det fem-minutter lange nummer skifter karakter undervejs fra den stille intro til et mere upbeat udtryk, alt imens Holm som historiefortæller og sanger i nummeret også træder mere i karakter med lyrik som, karakteristisk for hele EP’en, kredser om eksistentielle spørgsmål om identitet.
Vil du gerne høre Holm’s melankoli udfoldet live i den kommende tid, kan du foreløbigt opleve ham live den 4. maj i Osramhuset i København, på SPOT Festival den 10. maj, på Radar i Aarhus den 15. juni som support for Pennsylvania rock-gruppen The Districts og på årets Roskilde Festival den 3. juli.
Varm op med “Grow” her: