22 apr Bersærk – Radar

Foto: PR
Venue: Radar
Dato: Lørdag den 21. april

Lørdag aften den 21. april stod i de danske hedninge-rocks navn, da aarhusianske Bersærk var på hjemmebane og spillede op til mosh og dans på Radar. En perfekt koncert? Nej. En fantastisk sjov koncert? You betcha!

[rwp_box id=”0″]

Det er vidst ikke gået nogens næse forbi, at Bersærk er et af de fedeste livebands på den danske metalscene. Med Casper Popp i front er en Bersærk-koncert aldrig kedelig. Dette var min femte koncert med Bersærk, og det er en sand fornøjelse at se, hvordan banden har forandret sig igennem dens levetid. Hvor Casper Popp før har virket en anelse reserveret i sin performance, er han nu en af de musikere, der oser af overskud og løber ned fra scenen for at snakke med to ni-årige drenge, der stod og kastede horn med deres far – alt imens at bandet spillede videre med den afsyrede sang “Mørke” fra Mulm.

At bandet kalder sig selv Bersærk – og i aftenens anledning et folkeorkester, er nok meget passende. Så snart åbningsnummeret, “Kronen på Værket”, var færdiggjort, og den nye “Kampånd” blev spillet, var gulvet ryddet foran. En konstant mosh var nu kørende igennem hele koncerten – imens habile headbangere stod oppe foran og gav den fuld gas med horn og hår.

Den energi og varme, som blev skabt i det lille lokale som er Radar, var et stærkt bevis på den energi, der var blandt publikum. Bersærk formår at fylde det hul, der er i metalscenen, som forbinder den gamle metalskole med den nye. Publikum var fyldt med gråhårede mænd og kvinder, såvel som teenagers og unge. Det var generelt fedt at se alle aldersgrupperne repræsenteret. Så ved man bare, at det, som Bersærk går rundt og laver, har fat i den lange ende. Den danske tekst skaber en vis form for fællesskab, som man ikke får med typisk engelsksprogede sange. Det gør det egentlig bare lettere, at man sammen kan gå bersærk.

Med sig havde de en ny bassist, Jens Moss. Det var ikke til at mærke, at det var et nyt medlem, den måde som han var på scenen; utrolig udadvendt. Hvis han er ny på en scene, i en generel forstand, var det ikke til at mærke. Ikke nogen dårlig erstatning! Generelt var hele bandet på toppen denne aften, hvor følelserne sad uden på tøjet. Trommerslageren svedte og straffede sit trommesæt. Guitaristen lod sig danse og rive med, trods et genert og ydmygt udtryk i hans udstråling, og forsanger, Carsten Popp, løb rundt på scenen, ødelagde og væltede mikrofonstativer, og sørgerede generelt for et fantastisk kaotisk billede til den tilhørende dommedagsmusik.

Den primære fest (som konstant var på sit kogepunkt) var at finde oppe foran, modsat ved publikummet, der stod nær baren, som var relativt passive (men okay. Rammer man en alder på 40, og har en stereotypisk ølvom, så er moshpits måske ikke det ideelle).

Derudover kan man måske diskutere, hvordan variationen i setlisten var sammensat, men hey, at se en massiv glæde på hele bandets ansigt i løbet af koncerten, var så utrolig smittende, at det ikke var en af de afgørende faktorer. Man blev i stedet bare revet med af stemningen.
Var det en perfekt koncert? Nej. Var det dog den perfekte måde at tilbringe min lørdag aften på? Hell Yeah! Ville jeg gøre det igen? You f*cking know it!