08 apr Altar of Oblivion – Royal Metal Fest 2018
Foto: Jason Champney
Scene: Voxhall
Dato: Fredag den 6. april 2018
Danske Altar of Oblivion var et af de få bands, der spillede hårdtslående, riff-baseret, doom metal på dette års Royal Metal Fest. Hvad der kunne have været en fed headbanger-koncert, blev dog kun en realitet for de få.
[rwp_box id=”0″]
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Candlemass har ikke levet forgæves. Mange sammenligner Altar of Oblivion med Black Sabbath, hvilket måske er fair nok, men udover med guitarspillet, ser jeg ikke selv den helt store lighed. Omvendt er der utrolig meget inspiration fra et band som Candlemass, der netop har fokus på de episke kompositioner, stærke riffs, og et bombastisk lydbillede.
Altar of Oblivion var bedst, når deres sange lod sig opbygge. Når de lod deres riffs munde ud i en fusion af trommeslagerens hårdtkørende dobbeltpedal, var det tæt på umuligt ikke at headbange og kaste horn. Publikumstallet var relativt lavt, taget de andre koncerter i betragtning, men trods det, virkede publikum alligevel ret tændte og klar til at headbange. Det skulle dog vise sig ikke at være vedvarende. Løbende igennem koncerten lod de forreste i publikum sig rive mere og mere med og headbange. De gav den til gengæld også ekstra gas med et par synkron headbangers. Bagudtil var publikum dog mest stillestående, og egentlig bare til stede.
Forsangeren Mik Mentor, der ærligt talt ligner en blanding mellem Pilou Asbæk og Robert Plant, var i mine øjne dog grund til, at koncerten alligevel ikke blev for kedelig. Han formåede at komme ud til scenekanten og bevæge sig på tværs af scenen. Trods en lidt langsom start blev det en karismatisk og energisk forsanger, der stod på scenen. Sammen med bassisten, en George Harrison look-alike, Chistrian Nørgaard, var disse to nok de medlemmer på scenen, der lod sig mest rive med af den stemning, de selv var i gang med at bygge op. De to guitarister kunne omvendt set ikke have været mere anonyme, hvor lead-guitaristen i højre side eksempelvis ikke ytrede sig én eneste gang. Man skulle virkelig holde sit fokus på bassisten og forsangeren, hvis man ønskede at blive rivet med af stemningen.
Der var op til flere gange en akavet stilhed mellem numrene, hvor forsanger, Mik Mentor, med fordel kunne have brudt tavsheden og snakket lidt til publikum – om ikke andet, så for at opretholde den energi, de så ihærdigt prøvede at skabe. Det var især i de her pauser, at Altar of Oblivion mistede grebet om publikum. Men når ret skal være ret, så hjalp scenelyset heller ikke. Kolde lysspots skød fra lokalet ned på bandet mellem numrene, så det mest af alt lignede, at koncerten var slut. Det lyder banalt, men hvad med at holde lidt liv i scenen med lyset, så det ikke virker, som om vi starter forfra, hver gang et nyt nummer skal spilles? Men Altar of Oblivion var ikke noget, man fortrød at se. Det var solid old-school doom metal med tætte riffs, og hårdtslående trommer. Musikken er bare ikke altid nok til at skabe en god koncert. Der skal være en vis forbindelse mellem publikum og band, så man som publikum mærker, at man er del af noget større. Det skete desværre ikke under Altar of Oblivion. I stedet fik vi en svingende koncert, der til tider var hårdslående og fedt og til tider… meh.
