26 apr Jack Prince – New.Wav

Foto: Jakob Knudsen
Udgivelsesdato: Torsdag den 26. april 2018
Label: Thursday Records

Den unge dansk/amerikanske rapper Jack Prince er med sin debut-EP New.Wav endnu et eksempel på, at det er muligt at lave engelsksproget rap på et niveau, der appellerer internationalt. Men især eksperimentering med produktion og melodi på vokalen bringer noget nyt til den ulmende, engelsksprogede bevægelse herhjemmefra.
[rwp_box id=”0″]
Da Noah Carter sidste år udgav Couch Dreams, beviste han, at det også var muligt for danske rappere at følge med på et internationalt niveau. Noah Carter er langtfra en enlig svale, og det er tydeligt, at Jack Prince også har taget trækket over Atlanten. I februar udgav han debutsinglen ”Realest”, der, ligesom resten af numrene på New.Wav., er stærkt inspireret af tendenserne i amerikansk hip-hop. Og det er en vaskeægte banger – hverken mere eller mindre. Klokkespillet, de glidende 808-bastoner og det afdæmpede, men energiske hook er en trap-opsætning by the book.
De to producere Lukas Leth og Kristian Hossy har gjort et imponerende arbejde i at genskabe det amerikanske udtryk, og der er ikke noget at sætte på produktionerne. Men beats’ene er brygget på en klassisk og snart noget vel slidt opskrift, så det er i de vokale eksperimenter, at de nye lyde dukker frem. Omkvædet på ”Mistress” er en massiv mur af vokaleffekter, som forvrænger Princes stemme og skaber et punket udtryk, der passer perfekt ind i den ellers faste trap-ramme. Også omkvædet og især broen på ”Sleepless” har det døsige, druggy udtryk, der sammen med teksten åbner op for en verden med depression og intethed på en måde, der ikke før er set på engelsk i Danmark. Når Jack Prince i den skrøbelige bro på ”Sleepless” synger ”I cry when I’m alone” høres tydeligt den enorme ind ydelse fra den kontroversielle amerikanske Soundcloud-rapper XXXTentacion, og det er lykkedes
at ramme den samme nerve.
De fængende hooks er Jack Princes stærkeste feature, og omkvædene sidder fast længe efter afspilning. Det hurtige rap-flow fra numre som ”Realest” og i første vers af ”Thrown” er imponerende i dansk kontekst, men det bliver for monotont i længden. Til gengæld viser Jack Prince også sin tekniske alsidighed i det melodi-bårede-flow i andet vers af ”Thrown”, og især i nummeret ”Dream Scenario”, hvor de første bars af verset bygger op til en stigning i toneleje. Herfra udsender det nu nærmest råbende ow en energi, der kommer som en eksplosion i kontrast til det druggy omkvæd.
Kontrasten mellem de langsomme hooks og de hurtige engelske rim bliver oftest for stor, og man savner mere ydende overgange mellem vers og omkvæd, der kan nedbryde den klassiske opbygning, på samme måde som temaer om depression og syngende rappere er i gang med at nedbryde hip-hoppens genremure. I modsætning hertil står de melodiske, autotune-forvrængede elementer (som i den inspirerende bølge fra USA) som det mest
interessante i Jack Princes musik.