fbpx

Fribytterdrømme deler trancedansende musikvideo til “Hallusignaler”

Foto: Daniel Buckwald

I dag udgiver Fribytterdrømme en ny musikvideo til deres seneste udspil, “Hallusignaler”, hvor frontmand Lau I. V. Pedersen i selskab med Fugleflugtens Rasmus Yde begiver sig ud i en dansende trance i lyset fra omkransende fakler.  

De fem psychrock-gutter i Fribytterdrømme er allerede blevet annonceret til at skulle give koncert ved mange af landets kommende musikfestivaler. I mandags kunne de så føje endnu én af slagsen til puljen, da det blev offentliggjort, at de også gæster dette års Heartland Festival. Det fejrer kvintetten i dag ved at udgive en dugfrisk musikvideo til deres seneste single, “Hallusignaler”, der så dagens lys i starten af denne måned.

Det visuelle udtryk til “Hallusignaler”, som du kan se herunder, blev optaget en iskold februaraften på Amager Strand af Daniel Buckwald, hvor et upoleret vanvid og vildskab kulminerer i lyset af omkransende fakler. Her begiver frontmand Lau I. V. Pedersen sig ud i en dansende og til tider psykadelisk trance i selskab med Fugleflugtens Rasmus Yde, der også er gæstevokal på nummeret.

Læs også  SPOT annoncerer otte nye navne

“Hallusignaler” er et energiladet, psykadelisk vitaminboost med Madchester-referencer, der vækker minder om navne som Primal Scream og Happy Mondays. Et udspil, hvor både Lau I. V. Pedersen og Rasmus Yde lader hver deres kendetegnende vokal vrænge ud over et markant og stålsat beat, bas, sitrende perkussion og et bagvedsvævende syntheziser-tæppe.

I løbet af 2018 vil Fribytterdrømme udgive mere ny musik. Henover foråret og sommeren kan du ligeledes opleve kvintetten live af flere omgange, når de blandt andet gæster Heartland Festival, SPOT Festival, Hotel Cecil, Voxhall og Roskilde Festival, hvor sidstnævnte begivenhed bliver en fælles koncert i selskab med De Underjordiske.

Du kan tjekke hele deres koncertprogram ud lige her:

Læs også  Den svenske rapper, sanger og producer Raghd med ny single

04/21: Sønderborghus, Sønderborg
04/26: Tobaksgaarden, Assens
04/27: Fermaten, Herning
04/28: Voxhall, Aarhus
05/04: Odense, Kulturmaskinen
05/10: Hotel Cecil, København
05/11: SPOT Festival, Voxhall
05/12: Walthers, Skanderborg
05/26: Konfus, Esbjerg
06/02: Heartland Festival
07/07: Roskilde Festival (med De Underjordiske)
17/08: Wonderfestiwall
06/09: Tivoli, Lillefredag, København

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com