fbpx

Father John Misty annoncerer udgivelsesdato for album og deler to nye singler

Foto: PR

Så er der godt nyt fra Father John Misty, der nu annoncerer udgivelsesdatoen for sit kommende album i følgeskab med to spritnye singler.

Det er lige godt og vel et år siden Father John Misty sendte sit seneste og tredje album, Pure Comedy, på gaden, hvilket vores anmelder kvitterede med intet mindre end fuldt hus i stjerner. Men nu er den amerikanske sanger, sangskriver og musiker med det borgerlige navn Josh Tillman, atter klar med ny musik, og kan derfor annoncere, at han udgiver sit fjerde album, God’s Favorite Costumer, fredag den 1. juni.

Størstedelen af det ti-numre lange udspil blev skrevet i New York mellem sommeren 2016 og vinteren 2017, og kommer blandt andet til at indeholde februarsinglen “Mr. Tillman”. Men én god nyhed behøver ikke altid komme alene, og derfor udsender Tillman to nye singler sideløbende med annonceringen af udgivelsesdatoen. Det drejer sig henholdvis om “Disappointing Diamonds Are the Rarest of Them All” og “Just Dumb Enough to Try”, som nu er blevet føjet til sangerens stemningsfulde og fortryllende indiefolkunivers. Et par skønne, guitarbaserede numre, der krydres med fine blæsermelodier, gribende klaverspil og Tillmans sprøde vokal, som man ikke kan andet end at give sig fuldstændig hen til.

God’s Favorite Customer kommer desuden ud lige op til Father John Mistys koncert på NorthSide, så mon ikke der højst sandsynligt vil være et par numre herfra at finde på sætlisten, når han indtager festivalscenen lørdag den 9. juni?

Mens du venter i spænding, både på albumrelease og NorthSide-koncert, kan du holde dig hen med de to nye singler, lige her:

God’s Favorite Customer er produceret af Tillman selv, indspillet i samarbejde med Jonathan Rado, Dave Cerminara og Trevor Spencer, og udgives i Europa via pladeselskabet Bella Union, og i resten af Verden via Sup Pop Records.