fbpx

Confidence Man – Confident Music for Confident People

Foto: PR
Udgivelsesdato: Fredag den 13. april 2018
Label: Heavenly Recordings

Debutalbummet fra dance-pop bandet Confidence Man er overordnet set karakteriseret ved en ensformighed, som hurtigt vil kede lytteren.

Confidence Man – Confident Music for Confident People
2.5 / 5 Anmeldelse

Melbourne-baserede Confidence Man tæller fire medlemmer, der i musikalske sammenhænge går under navnene Janet Planet, Sugar Bones, Reggie Goodchild og Clarence McGuffie. Bandet specialiserer sig i dance pop, og siden udgivelsen af debut-singlen ”Boyfriend” i 2016 har Confidence Man turneret i både Australien og Europa. Nu er de aktuelle med deres første fulde udspil, og albummet har fået den tillokkende titel Confident Music for Confident People.

I løbet af albummets 11 numre forholder Confidence Man sig overordnet set tro mod dance-pop genren, og Confident Music for Confident People emmer af festlig og frisk lalleglæde, som udtrykkes i funkede baslinjer, energisk synth-støj og hyperaktive percussion-mønstre. Mangler du et soundtrack, som du kan danse forårsfesternes dansegulve i smadder til, er debutalbummet fra Confidence Man utvivlsomt et godt bud, men det må tilføjes, at udspillet ikke helt er interessant nok til at fortjene din fulde opmærksomhed.

Albummets mest presserende problem er ensformighed. Numrenes relativt statiske rytmiske karakter er at forvente, fordi vi trods alt har at gøre med dance-pop, men det er foruroligende, at numrene i så høj grad minder om hinanden. Sangene udføres alle i stort set samme tempo, det er så godt som umuligt at kende den ene baslinje fra den anden, de samme synth-elementer genbruges igen og igen, og det hjælper ikke på det, at bandets tekstlige univers synes meget begrænset. Tæt på samtlige numre beskæftiger sig med trivialiteter, som udtrykkes i et kedsommeligt simpelt sprog som for eksempel på ”Boyfriend”, der indledes med ordene: ”My boyfriend wants to talk / My boyfriend talks too much / Too much about our love / Our love is not enough”.

Tilsyneladende kunne Confidence Man have begrænset sig til en EP- udgivelse, for på debutalbummet kunne man som lytter sagtens have undværet omtrent halvdelen af numrene.

Dog bør det påpeges, at Confident Music for Confident People også indeholder visse lyspunkter. For det første er Janet Planets vokal ufattelig lækker at lytte til hele vejen igennem. Stemmen er dyb, småhæs, og sangerinden udfører sine tekster med en forførende flabethed, som på bedste vis komplementeres af Sugar Bones og de koreffekter, der ledsager en del af numrene. For det andet demonstrerer Confidence Man et par steder, at de mestrer den ørehængende og uimodståelige popmelodi. I denne sammenhæng må albummets højdepunkt ”Out The Window” fremhæves.

Sangen er mindre dance-orienteret og mere melodiøs end de resterende numre på albummet. Der er en klanglig vemodighed og en tekstlig eftertænksomhed over ”Out The Window”, som klæder Confidence Man. Da Sugar Bones mod slutningen af sangen synger: “I only want a good time” efterfølges hans ord af et perfekt placeret kor, der gentager ham, og dette suppleres af blæsereffekter, der smukt bidrager til den form for klimatiske øjeblik, som desværre ikke er at finde på resten af albummet.

Sofie Ree
sofieree@bandsoftomorrow.com