Moon Mountain ude med den nye discopunk-single “You”

Foto: Alexander Rydberg

Den københavnske psych-pop kvartet Moon Mountain udsender i dag et stykke discopunk i form af singlen “You”, der også vil være at finde på den kommende EP, High Healed Man in Female Low Tide.

Moon Mountain har tidligere høstet mange roser blandt det psych-rock-elskende publikum med debut-EP’en White City fra 2014. Men med dagens singleudgivelse, og på resten af den kommende EP, med den udsøgte titel: High Healed Man in Female Low Tide, forsøger bandet at fornye og videreudvikle sit eget lydunivers, ved at bevæge sig hen mod mere melodiske, mekaniske og dansable skæringer.

“You” er på den måde et fremadstormende, melodiøst, og til tider bevidst støjende, diskopunk-track.

I sin stortlydende og overvældende sfære, bygget op af et hårdtslående beat, svævende synth-flader, insisterende guitarer og en overhængende og luftig vokal, handler singlen om at bryde med én, man elsker højt, og derpå tage afsked med et kærlighedsforhold, som har været rammeskabene for ens liv. Tematisk vil resten af den kommende EP også komme omkring forliste forhold og vejen videre derfra.

Om dagens nye udspil fortæller Mona Selma Linderoth fra Moon Mountain:

“”You” handler om at sige farvel efter et langt betydningsfuldt forhold hvor man også er blevet involveret i familie og venner og det hele. At man ikke bare siger farvel til én person, men en hel familie og omgangskreds der har sat sig dybe spor”

Til nummeret følger også en dyster og surrealistisk men på samme tid psykadelisk, smuk og farverig musikvideo, der hovedsageligt er blevet filmet langs den flotte kyststrækning i Argentinas Buenos Aires.

Du kan tjekke “You” ud lige her:

… Og så kan du desuden opleve Moon Mountain live, når de i aften går på scenen på Bakken i Kødbyen sammen med den danske indiepop-gruppe Eos Tribe.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com