Beach House offentliggør fulde albumdetaljer, dansk koncertdato og den nye single “Dive”

Foto: Shawn Brackbill

Er du klar til en hel række af gode nyheder fra Beach House? Det tænkte vi nok – så her kommer de: I dag offentliggør Beach House de endelige detaljer for deres kommende syvende album, 7, samtidig med at de annoncerer dansk koncertdato og deler den nye single “Dive”.

Den amerikanske dreampop-duo Beach House, bestående af Alex Scally og Victoria Legrand, er meget snart parat med deres kommende syvende album, der passende går under titlen 7. I dag annonceres det nemlig, at det nye album rammer gaden den 11. maj. Annonceringen får desuden følgeskab af den splinternye single “Dive”, som, foruden de tidligere offentliggjorte singler, “Lemon Grow”, “Black Car”, “Drunk In LA” og “Dark Spring”, selvfølgelig vil være at finde på 7.

Beach House udgav sidste år albummet B-sides and Rarities, som en måde at rydde ud i deres gamle katalog på, for at kunne starte en ny og frisk kreativ proces. 7 bliver dermed en genfødsel og foryngelse af Beach House og deres lydunivers, hvor duoen ikke længere vil begrænse sig til at indspille musik, de tidligere troede var muligt for dem at performe live. Og i stedet for én lang studio session, har Scally og Legrand denne gang indspillet albummet af fem mini-sessions-omgange, der har forløbet over 11 måneder. På den måde har duoen kunnet indspille musik, når inspirationsniveauet har været på sit allerhøjeste.

Det får vi en lille forsmag på med det nye singleudspil, “Dive”. Med en flydende orgel-agtig synth-flade og simple guitarstrums under Legrands vuggende og luftige stemme, inviteres du til lukke øjnene, læne dig tilbage, og dykke helt ind i dig selv. Lidt efter ruskes der en smule op i de hypnotiserende toner, da nummeret langsomt bygges op af pulserende og fremdrivende trommer, en mere skarp guitar og et erstemmigt kor bag Legrand. Det hele virker til at arbejde sig hen mod et sonisk klimaks, da al lyd pludselig stopper, og det føles som vågnede man brat op fra en middagslur. Et fint og forførende nummer, der om end kun får os til at glæde os endnu mere til det kommende album.

I tilfælde af, at ovenstående nyheder ikke var nok for dig, kan Beach House heldigvis også meddele, at de den 30. april sætter gang i en omfattende Verdensturné i forbindelse med album-release, der den 1. oktober vil tage dem forbi Forum Black Box i København. Det er selvsagt, at vi lige nu har meget svært ved at få armene ned!

Lyt til “Dive” her:

Tags:
Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com