28 mar Mød Mavi Phoenix: »Det var magien ved musik kombineret med ønsket om at blive til noget«

Foto: Lukas Gansterer

Du har måske ikke hørt navnet Mavi Phoenix før, men det tyder alt på, at du kommer til i fremtiden. EP’en Young Prophet blev fredag den 23. marts udgivet her i Danmark, og i weekenden fremførte hun den for fyldte sale i Forum Black Box og SCC i Aarhus som opvarmning for Scarlet Pleasure. Vi har talt med den unge østriger om alt lige fra autotune til enden på genrer, som vi kender dem.

2017 og 2018 har set flere fremadstormende, attitudefulde kvinder i Hiphop- og R&B-miljøet bryde rekorder på hitlisterne. Cardi B headliner Roskilde Festival, før hun overhovedet har udgivet sit debutalbum, og navnet SZA spredte sig i 2017 som en steppebrand hele vejen til Grammy-nomineringslisten. Det var et tiltrængt pust til en fastgroet industri, og heldigvis ser det ud til, at rækken af kvinder, der sætter sine fødder på det stadig meget mandsdominerede territorium, fortsætter. Blandt andet med en kunstner som Mavi Phoenix, der med nummeret “Aventura” lå flere dage i top 5 på Spotify’s Viral Chart, fik Young Prophet tilføjet på Apple Musics A-List: Hiphop, var nomineret i to kategorier til Austrian Music Awards, og går koncerter på blandt andet The Great Escape, Primavera Sound, Rock am Ring, Melt! Festival og Iceland Airwaves i møde.

Marlene Nader er hendes borgerlige navn, og hun er født og opvokset i Linz i Østrig, mens familien har rødder i Syrien, hvorfra hendes bedstefar flygtede i 70’erne. Det er begrænset, hvor meget man hører til østrigsk musik uden for landets egne grænser, men det er ikke en stopklods for den unge sanger, sangskriver, producer og rapper, hvis internationale karriere for tiden tager fart.

Som mange andre i sin generation, begyndte Mavi Phoenix sin musikalske rejse med en laptop i skødet og GarageBand på skærmen. Hun fik sin MacBook som 12-årig og begyndte hurtigt at eksperimentere med sange og produktion.

– Når folk spørger mig, hvorfor jeg startede, kan jeg ikke rigtigt tænke på andet, end at det kom ud af kedsomhed. Jeg kedede mig virkelig meget, og havde det sjovt med at skabe et eller andet, som lød som en sang, fortæller Mavi Phoenix og griner, da vi møder hende nogle få timer inden hendes første opvarmningsshow for Scarlet Pleasure i Forum i København.

For Mavi Phoenix var musik magisk, og hver gang hun hørte et nummer i radioen, blev hun fascineret af tanken om, hvordan man egentligt lavede det.

– Det var helt vildt for mig pludselig at finde ud af, at det på en måde faktisk var nemt nok. Det er ikke nemt at lave en god sang, men det at få de første trin på plads.

Efter opdagelsen af, at Phoenix selv kunne kreere lyde, som dem hun hørte i radioen, føltes det naturligt for hende at fortsætte, og kedsomheden veg til fordel for morskaben ved at skabe.

Den østrigske kunstner tilhører således en generation af unge musikere, for hvem den teknologiske udvikling har haft afgørende betydning. Det er nemmere end nogensinde før at udgive musik på egen hånd, og puljen af musikere, der når til tops med ‘bedroom’-musik er stadigt voksende.

At Phoenix i 12-årsalderen opdagede muligheden for selv at lave musik på sit værelse, var blot én ud af mange muligheder, hun pludselig så, hvor andre måske havde set begrænsninger. Pyt med, at hun kom fra et land som Østrig, der normalt ikke har historie for at slå rekorder på den internationale musikscene, fuck om hiphop-genren generelt er håbløst mandsdomineret, og skid generelt på alle de konventionelle tanker om, hvad musik bør være, hvordan musik bør lyde, og hvordan musik bør skabes. De er blot et udtryk for en forældet tankegang, der er meget sjovere at nedbryde end at tage til sig.

Mavi Phoenix var i de tidlige teenage-år motiveret af Disney-stjernerne, hun så på TV.

– Jeg var virkelig blændet og ville så gerne være en del af det. Jeg følte, at de her mennesker levede et bedre liv end mig. At komme fra et hjem med en enlig mor var nogle gange hårdt, så jeg forestillede mig, at de her mennesker havde the time of their lives, mindes hun.

Derudover havde musik generelt bare en helt vild indflydelse på hende. Nogle mennesker, lytter til en sang, og så er det dét. Andre lytter til en sang, og det ændrer deres liv. For Phoenix var det numre som “Bittersweet Symphony” med The Verve og U2s “With or Without You”, der revolutionerede hendes verden, fortæller hun og griner: Jeg var sådan, wow! Jeg havde ingen idé om, at musik som det her overhovedet eksisterede.

Da hun blev ældre, tog rap over, og en kunstner som Kanye West åbnede hendes øjne for, at musik kunne tage et hav af forskellige former, og stadig lyde godt. Blandet med begæret efter det liv, hun tænkte, at dem på TV levede, var hjulene sat i gang; det var magien ved musik kombineret med ønsket om at blive til noget, der drev den unge kunstner.

Young Prophet (EP)

Som streaming-tallene stiger betyder Mavi Phoenix’ navn mere for flere mennesker, som hun som teenager-drømte om. På singlen “Janet Jackson”, som hun udgav i sammenhæng med Young Prophet-EP’en, synger hun om den amerikanske drøm og om forestillingen om, hvordan det føles at være på toppen. Og der er generelt højt til loftet på EP’en, hvor Phoenix i et overordnet sammenhængende lydbillede viser sig fra mange forskellige sider med en skudsikker attitude som fællesnævner på alle seks numre.

Young Prophet er som lyden af et Odd Future mixtape, hvor Phoenix leverer samtlige elementer lige fra smørblød R&B ala Frank Ocean, rap ala Tyler, the Creator og bastunge, elektroniske beats som The Internet. Hun samler nogle af de mest populære genrer for tiden i ét musikalsk udtryk og gør det til sit eget. På “Aventura” flirter hun med det spanske, men på alt andet end den efterhånden alt for brugte “Despacito”-måde, og det hele er med til at skabe et billede af en kunstner, der er influeret af nutidige tendenser, men i sit eget søger konstant fornyelse.

EP’en har hun lavet i samarbejde med produceren Alex the Flipper, som hun begyndte at arbejde sammen med for omkring to år siden.

– Vi var i studiet og skrev bare nogle sange. Det var gode sange, men lige pludselig følte jeg, at vi endelig bevægede os et bedre sted hen, og jeg var sådan, okay, glem alle de her sange, vi har lavet; nu er vi i et groove sammen. Så vi startede med at skrive “Quiet”, “Love Longtime” og “Aventura”. Så havde vi en turné gennem Europa sidste sommer, og så lavede vi “Janet Jackson”. Jeg føler, at denne her EP er en virkelig god introduktion til, hvem jeg er som artist. Det er den type musik, jeg kan lide, og det er 100% mig. Sangene er meget forskellige, men jeg er i dem allesammen.

Mavi Phoenix ser Young Prophet som en udgivelse, der virkelig indkapsler hendes kunstneriske udvikling, som hun fortæller først for alvor startede for cirka halvandet år siden. Inden da havde hun lavet en masse musik, men det havde ikke været seriøst nok, og imødekom derfor heller ikke hendes fulde potentiale. Det gør det nu, og det er nok heller ikke tilfældigt, at så mange nu er begyndt at reagere på det.

Udviklingen har hun især sine samarbejdspartnere at takke for. Rejsen fra at sidde alene på sit værelse og lave musik til pludselig at indspille i et studie og arbejde med producere, management og hele maskineriet har stort set kun ført positive ting med sig, forklarer hun:

– Det var en læringsproces, fordi jeg havde lavet musik alene i så mange år. Jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg havde gang i, og at jeg var den smarteste i verden. Det var jeg selvfølgelig ikke, men det blev jeg nødt til at lære ved at arbejde med andre. Når man generelt begynder at arbejde med andre og spiller live, forstår man, hvor langt man i virkeligheden kan nå. At man kan skrive en sang som “Aventura” eller “Janet Jackson”, og at det kommer til at lykkes, selvom man er fra Østrig og aldrig har spillet et instrument før.

Fugl Phoenix til kamp mod autotune-snobberi

Marlene Naders kunstnernavn, Mavi Phoenix, er ikke helt tilfældigt. Det stammer blandt andet fra en dokumentar om den amerikanske skuespiller og aktivist River Phoenix, men referencen til den ældgamle myte om Fugl Phoenix er heller ikke til at tage fejl af.

Myten har plads i blandt andet både græsk, ægyptisk og arabisk mytologi, og selvom historien om den varierer fra mytologi til mytologi, ligger det grundlæggende fast: Phoenix var en fugl, der levede i flere århundrede, og satte ild til sig selv for derefter at genopstå med fornyet ungdom. Fuglen var unik; der levede kun én ad gangen, og så sang den tryllebindende smukt. Phoenix skulle efter sigende, ifølge ægyptisk mytologi, være af hunkøn og ifølge flere legender fløj den rundt på den arabiske halvø og byggede sit dødsleje et sted i Syrien, inden den altså genopstod.

Det er svært ikke at tage en næsten overfortolkende tilgang til historien om Phoenix-fuglen og den østrigske sangerinde. At den ifølge nogle myter var af hunkøn, at historien somme tider udspillede sig i Syrien, hvor kunstnerens familie som sagt har rødder, og at fuglen tilmed sang, kan være tilfældigheder. Men fuglens unikke karakter, og symbolikken om fornyelse er ikke langt ude at føre videre over på Mavi Phoenix.

En af de steder, hvor Mavi Phoenix har oplevet, at hun måske er lige et skridt længere fremme, end hvad nogle er forberedt på, er i hendes massive brug af autotune, som eksempelvis i den forførende “Love Longtime”. Hun har fået kritik på Youtube for at bruge “for meget autotune”, men sætter især spørgsmålstegn ved én ting: Når Kanye West baserer enorme dele af sin musik på autotune (808s & Heartbreak, vi kigger på dig!), er det fint, men når Mavi Phoenix på “Aventura” eksempelvis rapper “They’re mad they ain’t faaamous” med en metertyk autotune, bliver øjenbrynet løftet. Hun tror blandt andet, at det har noget at gøre med vores forventninger til kvindevokalen, og det er præcis fastgroede tankegange og forventninger som disse, der motiverer hende til at fortsætte.

– Hvis man bruger det (autotune, red.), hvorfor så skjule det? Hvorfor ikke gøre det til et element og bruge det som et redskab i musikken. Jeg elsker “rene sange”. Der er mange, der beskriver mine sange som ret rå, når det kommer til mixing, men for mig er de faktisk virkelig rene. Autotune har det her element af, at tonen ikke går nogle steder, og den æstetik kan jeg bare virkelig godt lide. Jeg skriver sange, hvor jeg på forhånd ved, at det bliver svært for mig at nå en en tone, men jeg gider ikke lægge begrænsninger på mig selv, når jeg skriver en topline eller en melodi. Jeg har denne her melodi i hovedet, og det er den, jeg vil have. Så kan jeg bruge autotune til at opnå det mål. Ikke alle er født en Mariah Carey, siger musikeren, der tit i live-sammenhænge overrasker folk, når det går op for dem, at hun rent faktisk kan synge.

Hvad fremtiden vil bringe, udover en god portion festivalgigs, må tiden vise, siger hun. Men der er ingen tvivl om, at hun elsker popmusik og gerne vil lave en popsang, så længe hun kan gøre det, uden at det bliver “cheesy”, som hun selv kalder det.  Og det er der mange, hun synes er sluppet godt afsted med.

– På Tyler, the Creators album Flower Boy, er der nogle sange, som er virkelig poppede, faktisk. Folk lægger bare ikke mærke til det, fordi det ikke er på en generisk måde, men fra sangskrivningsperspektiv og i forhold til hooks og sådan nogle ting, er det faktisk popsange. Det samme har Tame Impala.

Med den store genreforvirring, der er for tiden, kan man virkelig “fucke med folk,” siger hun, ingen ved, hvad de skal kalde musik mere.

– Folk har virkelig svært ved det, jeg har selv svært ved det. Når folk spørger, hvilken genre jeg er, siger jeg, at jeg tror, det er pop med hiphop og indflydelse fra overalt. Til Austrian Music Awards satte de mig i kategorien ‘Best Alternative’, men de havde også en kategori, der var bedste pop/rock. For mig er pop/rock ikke en ting mere, der er pop og hiphop meget mere sammenhængende. For mig er genrer et overstået kapitel, eller også er der bare nogle helt nye i spil.

Og således sætter Mavi Phoenix igen en fed streg under symbolikken i hendes kunstnernavn med budskabet om fornyelse.