26 mar Koncertaktuelle Rhye: »Hele min barndom har handlet om at udtrykke følelser«

Foto: Genevieve Medow Jenkins

Der er gået fem år mellem debutalbummet, Woman, og den nye plade Blood fra anmelderroste Rhye. De mange år har Mike Milosh, manden bag, blandt andet brugt på at spille koncerter – mange koncerter – og fortsat arbejde med de følelser, han gennem forskellige kunstarter siden barnsben har været mester i at udtrykke.
Siden udgivelsen af debutsinglen “Open” i 2012, er ord som sensitivt og sensuelt, forførende og følelsesladet blevet brugt flittigt til at beskrive den silkebløde lyd, der er Rhyes musikalske univers. Den ret anonyme duo oplevede dengang noget af en hype, som kun blev større, jo flere sange de udgav, og i tiden omkring 2012/2013 hørte man sange som netop “Open” og “The Fall” strømme ud af højtalerne på enhver storbycafé- og kaffebar med respekt for sig selv.
Rhye havde skabt et lydlandskab, som ingen andre tilbød. Det var soulet og poppet, elektronisk og til tider næsten jazzet. Det var mystisk og dragende, blandt andet på grund af canadiske Mike Milosh’ lyse, bløde vokal, som flere i starten var overbevist om måtte tilhøre en kvindelig sangerinde. Produktionen stod danske Robin Hannibal (bl.a. Quadron) for, og mange herhjemme levede højt på, at en dansker havde en finger med i spillet hos det fremadstormende act.
Hannibal er imidlertid ikke med i projektet mere, og har faktisk ikke været det siden tiden op til udgivelsen af debutalbummet Woman, som de to lavede sammen. Men selvom Milosh’ danske sidestykke ikke længere er med, og der er gået hele fem år, siden Woman udkom i 2013, var ord som netop sensitivt og sensuelt, forførende og følelsesladet stadig passende i beskrivelsen af Rhye’s andet album Blood fra februar i år.

»Jeg ville ikke lave endnu et bedroom-album«

Selvom det umiddelbart kan lyde som om, at Milosh har taget fat, nogenlunde hvor han slap efter Woman, så er det langt fra historien om de fem år, der er gået siden sidst. Milosh måtte efter udgivelsen bruge flere år på at købe sig ud af den pladekontrakt, han havde med Polydor Records, og så skaffe sig yderligere penge nok til at kunne finansiere det nye album. Det var sådan Rhyes turnémaraton begyndte. På fem år havde Milosh spillet 476 shows, som blandt andet talte DR’s Koncertsal i 2015 og Store VEGA året efter til en magisk aften akkompagneret af DR’s Pigekor og et stort ensemble.
Den høje koncertaktivitet har også smittet af på Blood, hvor de mere elektroniske produktioner fra debutalbummet er skiftet ud med lyden af det band, Milosh har stået på scenen med aften efter aften efter aften.
– Jeg tror, at grunden til, at albummet emmer så meget af en live-lyd, er fordi vi spillede så mange shows. Da jeg skrev musikken, ville jeg bare gerne have, at lyden på albummet blev den samme. Det var ikke en beslutning, jeg tog, men bare det, der føltes naturligt, fortæller Milosh nogle dage efter udgivelsen over telefon fra Los Angeles, hvor han er bosat.
Det er i et element som eksempelvis trommerne, at han selv føler den live-stemning, han har forsøgt at fange på pladen, og det er altså blandt andet i detaljerne, at de fem år, der er gået siden debuten, skal findes. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor han har overvejet at tage sit projekt i en fuldstændig anden retning.
– Jeg laver ikke konceptalbum. Jeg går ikke til det intellektuelt på den måde. Jeg går til det meget mere intuitivt, så jeg prøver aldrig per design at gå en anden retning. Jeg følger bare følelsen i musikken, som jeg så naturligt prøver at male efter, forklarer han. Der var dog en klar forskel i processen, og en klar bevidsthed om, hvad han ikke ville gentage fra debuten.
– Jeg ville ikke lave endnu et bedroom-album. Det har jeg lavet masser af.
I stedet havde Milosh nu muligheden for at indspille sin musik i studier, og det har ført ham vidt omkring mellem studier i både L.A., “som tilfældigvis også er Earth Wind & Fires gamle studier”, indskyder han, i New York, Toronto og Berlin. Så Milosh har rejst meget rundt og sørgede for, at der var de samme mikrofoner og udstyr generelt, så lyden blev sammenhængende. Han påpeger, at det dog i sidste ende var én ting, der var vigtig i alt det her:
– For mig er det afgørende altid, og jeg mener det ikke på en selvforherligende måde, men kernen er altid bare, at jeg er virkelig forbundet med det, jeg synger og skriver om.

Med henblik på de mange rejser fra by til by, både i forbindelse med indspilning og turné, er det fristende at tro, at specielle steder også har en inspirerende effekt på Milosh og hans sangskrivning. Det plejede han også selv at tænke, men;
– Jeg har fundet ud af, at det mest inspirerende for mig er, hvad der foregår i mit liv og for mig som person. At rejse er sjovt, og jeg elsker eventyr. Jeg elskede, da vi var i Mexico og stod op klokken fire om morgenen for at flyve i en luftballon henover pyramiderne, men jeg ved ikke, om det har nogen indflydelse på specielle lyde i mine sange. Det holder mig konstant sulten på livet, men i sidste ende, er det, hvad der sker i mit liv på et emotionelt plan, der inspirerer mig til at skrive.

På rejse med følelserne som guide

Mike Milosh har aldrig søgt rampelyset, og at dømme ud fra tidligere interviews og den generelt sparsomme PR, der har været omkring Rhye, tyder alt på, at han har nydt godt af den anonymitet, der i lang tid har omhyllet projektet. Men det er en sjov balancegang, for Rhye er tydeligvis så tæt forbundet til manden bag, som det næsten kan være. Lyden af Rhye er altså lyden af Mike Milosh, der inviterer dig helt tæt på, fortæller historier inspireret af sit eget liv og lader følelserne sidde helt ude på tøjet, så du kan gribe dem og føle med.
Når Milosh finder inspiration og føler ting helt inde på kroppen, fortæller han sjældent om det til andre, for det er ofte meget intenst, som han selv beskriver det:
– Jeg har det ikke sådan super ‘yeaah jeg ser det i farver for mig’. Jeg føler rent faktisk min hud brænde, jeg kan smage det, og min perception bliver forvrænget.
Det er imidlertid ikke sådan, han skriver sine sange. Når han skriver, tænker han over noget, der er sket, noget smukt, for eksempel. Hvis det er noget, han virkelig kan føle, han er på bølgelængde med, synger han om det dagen efter.
– Meget af pladen handler om mig og Geneviéve (Meadow Jenkins, red.), min kæreste, som oplever livet sammen. Det er noget, jeg føler mig meget rørt over, og jeg begynder at arbejde på en sang med det samme. Jeg bliver i den følelse, og fortsætter med at blive i den, når jeg er i studiet.
Den process er sangen “Song For You” indbegrebet af: Jeg var i den følelse hele tiden, hele dagen. Det er en meget følelsesladet sang for mig. Jeg følte, at jeg skulle til at græde, selvom jeg prøvede at lade være, så hele resten af dagen blev meget følelsesladet.
Følelse og sensibilitet er med andre ord kernen af Rhyes musik, og højst sandsynligt også en af grundene til, at så mange mennesker har taget musikken til sig.
Vi lever i en tid, hvor der er rettet et (tiltrængt) større fokus på følelser generelt, men især mod mænds følelser, og hvordan det er okay for en mand at udtrykke dem. Den firkantede tankegang om, at maskulinitet og følelser er en lodret modsætning rykker længere og længere væk, og forhåbentligt stadig flere lærer at åbne op. For Mike Milosh har det ikke været noget, han skulle lære. At udtrykke sine følelser har været en del af hans person siden barnsben.
– Jeg var meget heldig med min opvækst. Mine forældre tog mig til audition på et kunstskole. Jeg var omkring otte, da jeg gik til audition. Jeg studerede dans, ballet, jeg studerede musik og visuel kunst. Hele min barndom har handlet om at udtrykke følelser. At male surrealistiske billeder og at tegne ud fra vores egne følelser var virkelig noget, der blev værnet meget om i den skole, jeg gik på. Det er som om, man skaber en sti i sit sinds forbindelse til det emotionelle til at tillade sig selv at udtrykke sig uden at dømme sig selv. Det har altid ligget dybt i mig som barn.
På grund af den meget kunstneriske opvækst, Milosh har haft, er musikken lagt fra den eneste kunstform, han udtrykker sig gennem, og særligt fotografi er en af hans absolut favoritter. Det er Milosh selv, der har skudt det meste af det cover art, du finder på albummet, og også videoerne afspejler Milosh, der udtrykker sig gennem kunst. Han købte et Red Camera og har skudt alt på det siden. Videoen til “Song For You” har han også selv skudt og instrueret sammen med sin kæreste, som også skrev den.
– Det er så smuk en ting, fordi det er så anderledes en kunstform fra musik. Du kigger rent faktisk på nogen, du ser en handling, og du leder efter det øjeblik, det perfekte kommer, som du så prøver at bevare og værne om. Det er en anden måde at udtrykke følelse på. Man ser det fra den anden side, hvorimod man med musik er i det. Der er man personen, fortæller Milosh om sin passion for fotografi og video.
Han og holdet afsatte fem dage til at skyde videoen. “Vi vil ikke længere haste noget igennem,” fortæller han og fortsætter:
– Da jeg instruerede videoen til “Please”, havde jeg kun 12 timer. Og mit største problem med den video var, hvor svært det var at skyde på kun 12 timer. Man havde ikke tid til bare at lege med. Det gik op for mig, at jeg aldrig vil være forhastet med nogen som helst kunstform. Så vi gav os selv fem dage til at skyde en tre minutter lang video. Jeg tror det er hemmeligheden i kunst og i livet, at man ikke skal haste igennem; at man kan tillade ægte følelser at komme op og tage dig på en rejse, lige meget hvad man laver.

Ikke to koncerter er ens

Efter de over 470 koncerter, Rhye fik spillet på sine fem år mellem albumudgivelserne, har Milosh lært alt om også at udfolde sine følelser live. Om kun ganske kort tid står Store VEGA endnu engang for skud, efter 2016’s mindeværdige visit. Til juni vender Rhye igen tilbage som et af de helt store scoops på NorthSide-plakaten. Det er to vidt forskellige live shows, Milosh skal spille, og det har han gjort sig mange tanker om.
– For det første, så vil jeg aldrig have, at to shows ligner hinanden. Det er grunden til, at jeg ikke bruger backing tracks. Jeg snyder ikke på scenen med laptops.
Hvad angår mit festival show og VEGA, så vil jeg altid bare sørge for, at vi er helt i takt med, hvad det er for et publikum.
Selvom koncerten i VEGA står lige for døren, ved Milosh stadig ikke, hvad der kommer til at ske. Ofte beslutter han sig først for, hvilke sange de skal spille, når han ankommer til spillestedet.
– Vi finder frem til sætlisten omkring 45 minutter før, vi spiller. Jeg går rundt blandt publikum og prøver at se, hvilken feeling, der er, fortæller han. Overraskende for en musiker af Rhyes kaliber, ikke overraskende, Milosh personlighed taget i betragtning.
Én ting kan han dog løfte sløret for om begge koncerter, og det er, at de kommer til at være syv musikere på scenen. Vi kommer ikke til at have et kor, siger han med henvisning til den førnævnte tidligere koncert i Store VEGA. Det var et meget, meget specielt øjeblik, tilføjer han og fortsætter:
– Vi kommer til at spille de to koncerter som band, da jeg virkelig gerne bare vil tjekke den nye musik ud. Selvfølgelig ville jeg elske at komme tilbage til Danmark og lave noget igen med et kor og et symfoniorkester, du ved, lavet noget specielt igen. Men for de første 12 måneder, vil jeg bare gerne fokusere på at dele musikken og forhåbentligt få en god reaktion.

I og med at ingen aftener skal være ens, når Milosh og bandet giver koncert, og i og med at han først sammensætter sin sætliste i timen op til koncertstart, er der heller ingen specielle sange, han nyder at optræde mere med end andre. Alt er flydende og i konstant forandring i Rhye-universet.
– Jeg favoriserer ikke rigtigt nogle sange. Jeg tænker på sangene forskelligt hver aften af forskellige årsager, og måden, jeg synger dem på, forandrer sig hele tiden, afhængigt af hvordan jeg har det den aften. Nogle gange føler jeg for at bruge meget kraft i stemmen, og andre gange skal det være super stille. Nogle gange føler jeg for at tage chancer, udforske forskellige ting, min stemme og bandet kan gøre.
Selvom der ikke er nogle favoritnumre, er der ting, han virkelig godt kan lide at gøre med publikum, afslører han. En af dem er at tage musikken helt ned og barbere lydbilledet ind til hans vokal alene. Det vil han også prøve i Danmark, siger han, og så må de se, hvordan det kommer til at gå. Blandt andet har Milosh og bandet prøvet noget, der hedder secular sabbath, improvisatoriske musikalske set, hvor forskellige sanseindtryk blandes og udforskes. Det var efter sigende i forbindelse med et secular sabbath-arrangement, at han i sin tid mødte sin kæreste. Nu har de rejst rundt sammen med konceptet:
– Vi har lavet det i Island, i New York, i L.A. to gange i Mexico. Til den sidste, vi lavede i Mexico, var der 100 mennesker i et lille rum, og jeg fik alle til at synge sammen med mig i omkring 15 minutter. Det var fantastisk kraftfuldt. Jeg ved ikke, om jeg kan lave det i et rum så stort som VEGA, men hvis jeg kan få trukket mig selv væk fra mikrofonen og synger til publikum uden, ville det være det vildeste nogensinde. Det er sådan et smukt sted. Så ‘earthy’, ‘woody’ og varmt. Det er et dejligt sted at give koncert.
Hvad angår årets danske festivalkoncert er udsigterne til en scular sabbath-oplevelse nok længere, da stilhed er så stor en forudsætning for, at det kommer til at fungere.
– Vi spillede til Fuji Rock i Japan, hvilket er en kæmpe festival. Men den foregår i en skov, så lyden fra de andre scener kom ikke i nærheden af vores. Dér kunne jeg være super stille, i modsætning til da jeg spillede på Coachella, og man kunne høre Run the Jewels spille under hele koncerten. Man ved aldrig, om det kan fungere, før man kommer til scenen. Det er det, der er skræmmende med festivaler. Man ved hverken, hvordan lyden kommer til at være, eller hvordan publikum kommer til at være.
At dømme efter Rhyes popularitet herhjemme, har han ingen grund til at frygte publikum til sommerens festivalkoncert på NorthSide. Og så må kun tiden vise, hvilke sange han synger til de to koncerter, og ikke mindst hvordan.
Rhye spiller i Store VEGA tirsdag den 27. marts og på NorthSide lørdag den 9. juni. Læs vores anmeldelse af Blood her.