fbpx

Mød Joseph J. Jones: »Det er rootsy og jordnært, men også elektrisk«

Foto: PR

Han er en af det helt nye skud på den britiske soul-scene, og med en kærlighed for både gamle jazz-standarder, Joy Division og moderne hiphop-inspirerede artister, er Joseph J. Jones godt i gang med at indtage den. Vi har fanget den spirende kunstner til en snak om, hvordan det hele begyndte, og hvad vi kan forvente os af det forestående debutalbum.

De gav ham kælenavnet Frank, “efter Sinatra,” fortæller han.

Alle bøllerne fra de ældste klassetrin var der også, da Joseph J. Jones som cirka 14-årig blev tvunget til at optræde til en skoleforsamling. Det var det ultimatum, hans lærerinde i musik gav ham, hvis han havde ambitioner om at bestå faget og gå videre til næste år. Han havde i forbindelse med et musikprojekt fjollet lidt rundt med en mikrofon og sunget nogle gamle jazz standarder, da hans ven pludselig pointerede, at han rent faktisk kunne synge: Nej, jeg kan ikke synge! sagde jeg, ‘jo du kan!’ og så hentede han vores lærer, uden jeg vidste det.

Joseph J. Jones havde virkelig ikke lyst, han var selv i ottende klasse, og nogle af de ældste var i 11. Jeg gennemtænkte fuldstændig, at de ville tage mikrofonen fra mig og give mig tæv, fortæller han. Men alle i salen rejste sig og klappede, da han var færdig, og det kick, han fik fra oplevelsen, var ikke til at tage fejl af. Det var dér Joseph J. Jones, der aldrig havde været særligt akademisk anlagt, vidste, at han skulle forfølge sin glæde for musikken, frem for at efterstræbe en levevej som bokser, som han ellers var blevet inspireret til af sin far, en ABA-vinder (Amateur Boxing Association of England).

Som opfølger til hans EP, Hurricane, fra 2016, er der nu et debutalbum i støbeskeen, og en masse koncerter i bagagen – blandt andet også et visit på Ideal Bar i starten af februar i år, hvor vi mødte den unge crooner.

Baggrundshistorien


Joseph J. Jones er opvokset i byen Hornchurch i Essex, England. Han husker det ikke som et godt sted at vokse op, hvad angår forholdet til musik. Alt var meget mainstream, fortæller han, så det var svært at gribe fat i noget nyt. Derfor hadede han faktisk også musik som mindre, for det, de andre hørte, havde ingen appel til ham overhovedet: Så da jeg fik øjnene op for jazz, tænkte jeg, ‘oh, ingen kan lide det her, så det kan jeg!’ Det var min form for punk, mindes han.

På en eller anden skæv måde, giver Essex måske så dårlige forudsætninger for at engagere sig i musik, at området alligevel har endt med at spytte en række musikere ud. Udover Joseph J. Jones kan Damon Albarn blandt andet nævnes: Det er som om, det er sådan et sted, du gerne vil bryde ud af for at komme hen til en verden af musik i London. Jeg er stadig meget en Essex-dreng, men der er en del af mig, som tænker, ‘jeg har ikke lyst til at være som de andre, så jeg bryder ud af det her’.

Joseph J. Jones bor stadig i Hornchurch, da jeg møder ham på Ideal Bar, men om lidt hiver han teltpælene op og flytter til London.

Den britiske musiker omtales tit som én, der er født nogle årtier for sent, og hans musik lyder, som er den taget ud af et tilrøget værtshus i 50’ernes USA. Joseph J. Jones bedstefar var jazzguitarist på BBC, og kunstnere som Chet Baker, Sarah Vaughan, Frank Sinatra og Ella Fitzgerald har alle spillet en stor rolle i hans liv.

Men Joseph J. Jones er ikke født i det forkerte årti. Han blander sin kærlighed for det gamle med sin glæde for aktuelle kunstnere, og har efter eget udsagn fået arbejdet sig op fra 30’erne til nu at være “up to date”. Af moderne inspirationskilder nævner han blandt andet Sylvan Esso, dels på grund af musikken, dels på grund af Amelia Meaths evner som frontkvinde: Jeg tænker nogle gange, når jeg ser dem, at det er sådan, jeg har lyst til selv at være som kunstner. Hun har denne her, jeg har lyst til at sige, folkede country-stemme, men formår at gøre det hiphoppet, og jeg elsker det så højt!

Og han ser helt klart en lighed i sin egen musik, som han selv beskriver som soul blandet med hiphop og elektroniske lyde: Jeg har altid gerne ville føles som en elektronisk Johnny Cash eller noget i den stil. Jeg ønsker ikke at være Johnny Cash, men idéen om den følelse, man får, når man hører det. Det er rootsy og jordnært, men også elektrisk.

Udover Sylvan Esso, er Joseph J. Jones også glad for en artist som Jacob Banks, og King Krule, som han endda har været så privilegeret at møde engang; “han er en virkelig flink fyr,” tilføjer han. Alt i alt lægger musikeren ikke skjul på, at hans primære inspirationskilder er folk som Johnny Cash og “old school dudes” som Joy Division og diverse jazzartister, men han mixer det op ved hele tiden at stille sig selv spørgsmålet, “hvordan kan jeg gøre det her nutidigt?

Sangfugl og sangskrivning


Vokalen er det første, langt størstedelen kommenterer på, når de hører Joseph J. Jones musik, og det er heller ikke så underligt. Den dybe røst er ikke til at tage fejl af, og den spiller en afgørende rolle i definitionen af Joseph J. Jones som soulartist (blandt andet). Han varmer op før sine shows, men selvom man skulle tro det, så er stemmetræning egentligt ikke det, han har brugt mest tid på: Det føles bare ret naturligt, du ved. Det hører man tydeligt.

Når det så er sagt, så har Joseph J. Jones dog haft én rimelig essentiel lektion i stemmetræning. Det var efter et spillejob i en bar i South End, Essex, at en kvinde kom op til ham og erklærede sin begejstring for hans stemme: “Hun sagde, ‘jeg tror, du har et stort potentiale, og jeg synes, du skal møde min ven’,” husker Joseph J. Jones. Og det gjorde han så.

Hun var omkring 87 år gammel og boede øverst oppe i en bygning i London. Hun havde et flygel, og jeg aner ikke, hvordan hun havde fået det hele vejen derop. Men hun var virkelig god og fortalte mig, hvad der var godt i forhold til at varme op. Jeg er en baryton tenor, så nogle toner kan være svære i det højere register, så det var sådan noget, jeg lærte at varme op til, fortæller han.

Det var først, da han skulle til at takke af, at han fik talt ordentligt med hende, og der fandt han ud af, at hun var George Michaels vocal coach: ‘Holy shit! wauw!’ tænkte jeg. Og så så jeg hende aldrig igen, for hun indspillede alt til mig på et bånd. Hun var rimelig dyr, og vidste, at jeg bare var en ung knægt, men jeg tror hun så en smule talent. ‘Tag det her’, sagde hun, ‘og så behøver du aldrig komme tilbage, det her er alt, du har brug for at vide.’ Jeg bruger det stadig af og til.

Okay, så du kender efterhånden historien om britens vokal, men Joseph J. Jones er også sangskriver, og det var omkring en alder af 18 år, at han fandt ud af det. Han lagde ud med at synge covers over backing tracks i barer som den, han mødte den begejstrede dame på. Han havde brug for penge, så han sang bare det, han vidste, at folk ville genkende. Men han blev træt af det og begyndte at lære at spille guitar og klaver. Her ville han efterhånden regne forskellige akkorder ud, og så begyndte han ellers at skrive som sig selv: Du ved, når man lytter til sine første sange, bliver man altid pinlig, fordi man tænker over, hvor dårlige de var. Men det var fra de første sange, at jeg begyndte at lære mit håndværk. Jeg blev virkelig vild med Joy Division, The Smiths og sådan nogle, og jeg tænkte, at hvis de her helt normale mennesker kunne lave musik, så kan jeg også. Og så udfoldede min stemme sig pludselig meget mere, og blev mere ekspressiv.

Med første albumudspil på vej


Nu skriver Joseph J. Jones sin musik i samarbejde med produceren Richard Frenneaux, og det er nærmest som at gå i terapi, når de begynder på en ny sang: Vi taler om forskelligt lort, vi har til fælles, og som sker i vores liv, og så ender vi med at skrive i sådan tre timer. Så går vi ned på en pub, og når vi kommer tilbage, ser vi, hvad vi har og starter forfra.

Men på det kommende album har de to også prøvet andre processer af, hvor J. Jones for eksempel har bedt om et track, og så har taget det med hjem. Det bedste output kommer, lige når han er ved at falde i søvn, siger han: Når sindet er fuldstændig afslappet, og idéer bare popper op i hovedet. Så går jeg med på dem, og skriver dem ned.

Idéerne tager ofte form af statements, og Joseph J. Jones kan godt lide at “skrive som en rapper eller en grimer,” som han selv beskriver det. Hvad han siger flyder over i det næste statement, og sådan fortsætter det. Og det skal helst være let forståeligt. Han kan ikke lide at være for mystisk i sin sangskrivning: Jeg kan godt lide at gøre det relatérbart på en universel måde, og samtidigt have et personligt afsæt.

Ifølge Joseph J. Jones skal man have oplevet ting for at kunne skrive rigtigt om dem, men der har været nogle få tilfælde, hvor han har skrevet om noget, han endnu ikke har oplevet, men som senere er sket for ham. Og pludselig giver det hele meget mere mening: Der er en sang, der handler om, hvordan jeg vil være i fremtiden, og det handler meget om at opgive alkohol, hvor jeg tænker over, om der vil komme en tid, hvor det sker. Det er som en note og en advarsel til mit fremtidige selv: lad nu være at blive for hooked på alkohol og det dér, og det handler om at opgive den livsstil.

Og det er faktisk et gennemgående tema på debutalbummet, fortæller han. Det handler om at give afkald på ting, at lære, at komme videre, blive voksen og prøve at blive et bedre menneske.

Er du allerede bekendt med EP’en Hurricane, kan Joseph J. Jones afsløre, at nummeret “Stay” helt klart kommer til at være på albummet også. Det udgjorde på en måde startskuddet for albummet, siger han, og det er hårdere og mere bombastisk i udtrykket. Ligeledes har “Crawl” været afgørende for den nye lyd, han mener, man også kommer til at spore på albummet. Nummeret er mere drevent og mere storladent i lyden. “Det er mere poppet,” siger han og fortsætter om hele albummet: “stadig til venstre for midten, men det er mere drevet af trommer og hårdere end EP’en. Det er på en måde EP’ens storebror.” Men vi må vente at se, teaser han. Måske føler vi det samme.

Seneste bid, vi har hørt fra albummet er singlen “Speaking in Tongus”, som du kan nyde her:

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com