26 feb Superorganism – Lille VEGA

Foto: Jordan Hughes
Venue: Lille VEGA
Dato: Søndag den 25. februar 2018

Der er ingen som Superorganism. Det beviste den alternative popgruppe til søndagsfest i København. 
[rwp_box id=”0″]
De har fat i noget specialt i det otte-personers store musikkollektiv. Superorganism, som de kalder sig selv, spiller indie-synthpop med psykedelisk præg, og deres musik har i løbet af et år nået at blive hypet inden for den populær musikalske undergrund. Sangene selv er stærkt skrevet, og det er svært ikke at blive glad i låget, når man hører sange som eksempelvis “Something for your M.I.N.D.” eller “Everybody Wants to be Famous”, som i løbet af aftenen da også var blandt publikumsfavoritterne.
Medlemmenerne kommer fra forskellige lande, Australien, England, Japan, New Zealand og Sydkorea, og internettet har derfor været en vigtig måde at kommunikere med hinanden på. Nu bor syv af de i alt otte medlemmer sammen i en lejlighed i England, hvor de deler musikfiler med hinanden, som er blevet til albummet Superorganism der udgives d. 2 marts i år.
Af de otte mennesker, der er med i Superorganism, går kun syv medlemmer på scenen. Det skyldes, at det sidste medlem, Robert Strange, sørger for det visuelle sceneshow, der er til stede under Superorganisms koncerter. På trods af at Superorganism ikke er store (endnu!), så virkede sceneshowet på Lille VEGA ambitiøst og meget gennemført, hvilket jeg synes, man oftest kun ser med større bands. Det var meget unikt, og det skabte, sammen med deres legesyge og farverige musik, deres helt eget udtryk.
Koncerten startede med, at bandet gik på scenen i hver deres farvede regnfrakke, mens de spillede på små klokker, og alle bandmedlemmerne gik til deres respektive instrumenter. Bandets opsætning tæller trommer, keyboard/synthesizer, guitar/synthesizer, tre baggrundsvokalister og forsangeren Orono Noguchi. Generelt for hele aftenen var, at alle i bandet virkede glade og udadvendte på scenen, hvilket smittede af på orkesteret. Kontrasten på scenen kom i form af den 17-årige forsanger, der modsat korsangernes dans og smil, stod med hovedet sænket og med en slags indadvendthed.
Jeg syntes det var en sjov og positiv kontrast, med de måske “lidt-for-meget-på” korsangere og musikere omkring den mere indelukkede forsanger. Det virkede som noget, de har tænkt over; at de gennem deres live-shows kunne skabe kontraster med hvert individs måde at optræde på. Der var tænkt over, at koncerten aldrig måtte stå stille, hvilket føles som et godt alternativ i forhold til at stå stille på scenen.
Dette kunne dog også føre til, at forsangeren snakkede bare for at holde koncerten igang, mens de ventede på at beatet eller basmotivet skulle begynde. Men det afhang måske af, hvordan man ser på sådan noget, da de i virkeligheden virkede til at være dem selv. Hvad man fik på scenen af Superorganism, kunne godt virke som den slags mennesker, man kan få uden for scenen: Unikke, legesyge, farverige og sammentømrede. Sagt på en anden måde virkede det autentisk og ikke indøvet. Lyden var massiv, hvor synthbasser og trommer buldrede igennem, mens der altid var et ørehængende motiv eller en melodi, man kunne gribe fat i, så man ikke blev tabt i de mange musikalske udtryk, der kunne komme i løbet af enkelte sange, i form af for eksempel rytmiske, kaotiske variationer.
Superorganisms musik er samtidigt også meget sample- præget, hvor publikum, igennem lydkilp, blev hevet op til rummet, ned til havets dyb og rundt omkring internettet og til forskellige videospil. Der var på denne måde en humoristisk tilgang til koncertens koncepter og musikken selv, hvor de, på trods af at have brugt lang tid på musik og sceneshow, virkede til ikke at ville tage det for seriøst.
Det vigtigste var festen. Blandt andet synes jeg, det er sjovt at bruge en frø til breaks i musikken, det er ikke noget, du rigtig kan høre andre steder i popmusik, og dér kunne man høre inspirationen fra psykedeliske pop-kunstnere fra 60’erne som eksempelvis Brian Wilson eller Van Dyke Parks.
Et kritikpunkt, som skal rejses, er misforståelsen af, hvordan man hyper publikum, eller får gang i dem. Orono Noguchi ville gerne have at Lille VEGA skulle synge med på “Everybody Wants to be Famous”, et ret enkelt omkvæd, hvilket fik hende til at råbe i mikrofonen op til hver eneste opbygning til omkvæd. Mikrofonen overstyrede, og det var ikke yderligt godt for ørerne eller musikken, at hendes stemme skulle overdøve hele koncerten. Jeg har været til nok koncerter, hvor forsangeren har råbt til publikum, at de skulle synge med på omkvædet, hvilket kun har ført til akavede forsøg fra publikums side, der enten forcerer en vrøvletekst, eller for den sags skyld stadig ikke synger med. Publikum imponerede samlet set ikke til denne fællessang kort sagt, men der var stadig dansefest og begejstring for Superorganism.
Alt i alt en god oplevelse, hvor bandet formåede at starte en fest på en meget kold søndag aften. DIY-ånden i Superorganism kommer virkelig til udtryk på en livescene, og det var interessant at se deres idéer udfolde sig visuelt såvel som auditivt. Det bliver spændene at se, hvor langt de kan gå med deres musik, hvilket vi får at se efter deres udgivelse. Jeg er i hvert fald blevet større fan af Superorganisms musik efter den koncert på Lille VEGA, hvorefter man kun kunne konkludere, at der ikke findes særlig mange bands der ligner dem.