fbpx

Jada annoncerer sin første turné: “Mutual Selfcare Tour”

Foto: Sarah Liisborg

Et af de helt store håb for 2018, nemlig danske Jada, annoncerer i dag sin første turné, der bringer hende forbi Odense, Aarhus og København til efteråret.

Danske Jada, med det borgerlige navn Emilie Molsted, har allerede formået at markere sit territorium, blot to måneder inde i 2018, og har mødt stor begejstring i både ind- og udland, med alt hvad hun foretager sig.

I slutningen af Januar udgav hun sin første officielle single, den anmelderroste “Keep Cool”, og selv samme aften præsterede hun en fænomenal optræden på scenen, som en del af Vegas Udvalgte 2018.

I sidste uge var Jada både at finde på vores liste over 18 skandinaviske navne du skal holde øje med i 2018, ligesom hun var på banen med den flotte og udfordrende musikvideo til “Keep Cool”, hvor kvinden og kvindekroppens naturlige skønhed hyldes på smukkeste vis. I dag kan hun så annoncere sin første turné, under navnet “Mutual Selfcare Tour”, som går godt i spænd med tematikkerne fra “Keep Cool”-videoen.

Jada kan selvfølgelig opleves på diverse festivaler rundt omkring i både Danmark og udlandet i løbet af foråret og sommeren, blandt andet den Oslobaserede by:Larm-festival og aarhusianske SPOT Festival, og er senest blevet annonceret i det fulde musikprogram til Lillefredag 2018 i Tivoli. Men “Mutual Selfcare Tour” tager den dygtige sangerinde, sangskriver og producer forbi de tre største danske byer, hvor hun vil optræde med sit seks-personer store band til deres første headliner-shows.

Turnéplanen for “Mutual Selfcare Tour” kan du se her:
18/10 2018: Odense – Posten
19/10 2018: Aarhus – Radar
20/10 2018: København – Lille Vega

Tags:
Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com