fbpx

Courtney Barnett annoncerer nyt album

Foto: Pooneh Ghana

Den 18. maj 2018 udkommer Courtney Barnetts andet studiealbum Tell Me How You Feel, der er ude på Marathon Artists og Playground Music i Skandinavien.

I dag udgiver den Melbourne-baserede multikunstner Courtney Barnett sit singleudspil, ”Nameless, Faceless”, der står som pladens forløber. Sangen byder på et støvet trommespil og klirrende guitarer, der i forlængelse af omkvædet kulminerer i en massiv eksplosion, der danner et forvrænget lydbillede, som tegner et dominerende billede af en prominent magtdemonstration udi Barnetts uimodståelige overraskelsesmomenter.

Den 12. februar slap Courtney Barnett en teaser til det kommende album. Selve videoens relativt korte omfang formåede alligevel at skabe en del mystik i fanskaren. Videoen er i skrivende stund blevet set 35.000 gange og delt 267 gange. Den indeholder en rastløs men målrettet Barnett, der valfarter rundt i et stort lagerlignende lokale og skiftevis spiller trommer, guitar og klaver alt imens hun synger.

Videoen synes at afspejle den kommende plades mange forskelligefacetter, med alt fra semiakustiske ballader til massiv punk-rockede tendenser som på ”Nameless, Faceless”.

Tidligere har Courtney Barnett modtaget ros fra blandt andet vores anmelder i forbindelse med pladen Lotta Sea Lice, som hun skabte sammen med Kurt Vile. Vores anmelder kvitterede dengang med 4,5/5 stjerner og sagde blandet andet:

På Lotta Sea Lice finder man Courtney Barnett og Kurt Vile i deres es, og de fremstår begge som to virkelig habile sangskrivere. Oftest skifter de med at synge hver deres vers og omkvæd, som virker imponerende godt, da deres sangstil minder om hinanden. De to eksistentielle sjæle finder hinanden utroligt godt hele albummet igennem, og passionen skinner igennem.

Mens vi venter i spænding på den kommende plade, så kan man glæde sig over ”Nameless, Faceless”, og ikke mindst høre den lige her:

Tracklisten for Tell Me How You Feel:

  1. Hopefulessness
  2. City Looks Pretty
  3. Charity
  4. Need a Little Time
  5. Nameless, Faceless
  6. I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch
  7. Crippling Self Doubt and a General Lack of Self-Confidence
  8. Help Your Self
  9. Walkin’ on Eggshells
  10. Sunday Roast
Mathias Jepsen
mathiasjepsen@bandsoftomorrow.com