31 jan Django Django om Marble Skies: »Vi kommer nok altid til at være lidt en form for kamæleon«

Foto: Fiona Garden

Marble Skies er titlen på det tredje albumudspil fra de anmelderroste og alsidige gutter i Django Django. Albummet landede den 26. januar, men inden da tog vi en snak med forsanger og guitarist Vincent Neff om gruppens arbejde med albummet, deres tendens til at røre ved alle typer af musik, de kan komme i nærheden af, og om hvad vi kan forvente os af deres kommende danske visit.
Britiske Django Django har altid lavet musik, fuldstændig som det har passet dem, og hele vejen igennem har det vist sig heldigvis også at passe deres omgivelser. Det selvbetitlede 2012-debutalbum blev, udover flotte anmeldelser, taget imod med en Mercury Prize-nominering, og de mange lyttere sendte gruppens 2015-opfølger Born Under Saturn i top 20 på albumhitlisterne. Nu er Django Djangos tredje plade Marble Skies på gaden, og søreme om det ikke allerede af flere (inklusivt dem selv) er blevet kaldt deres bedste album til dato.
– Man føler sig aldrig helt sikker, før ugen op til udgivelsen, hvor man begynder at modtage anmeldelser og sådan noget. Man tænker altid, ‘vil folk forstå det her?’
Django Django-forsanger og guitarist Vincent Neff ved endnu ikke, at anmelderne står i kø for at rose han og resten af gruppens tredje albumudspil, da jeg fanger ham over telefon i starten af januar. Han går en tur i området omkring deres studie i den nordlige del af London, og iveren efter at kunne dele den nye plade med resten af verden er stor. Det er aldrig til at vide, hvordan det store arbejde, der er lagt i en udgivelse, vil blive modtaget.
– Med den første udgivelse havde jeg absolut ingen idé om, om folk ville sige, at det var lige til skraldespanden, eller at det var godt. Det var først, da vi nåede ugen op til, at man kunne være sådan, ‘oh, det er positivt’. Men det er bare andres fortolkning af, hvad man laver. Man er selv blændet på en måde, fordi man er den, der laver det. Man kan ikke rigtigt se det fra de andres perspektiv, siger Neff reflekteret.

Marble Skies

Gruppen har altid prøvet at have en albumtitel eller cover art klar, inden de begynder at skrive, som kan give dem en form for kreativt afsæt og pejlemærke i forhold til, hvilken retning, de skal gå. Det har de efterhånden fundet belejligt, når de som gruppe er flere der skriver på noget, som i sidste ende skal være sammenhængende. Inspirationen til titlen og coverart til Marble Skies kom fra synet af himlen, da gruppen spillede på Lollapalooza i Chicago.
– Der var en storm hen over the Great Lakes, og den kom nærmere festivalen, mindes Neff. Jeg kan ikke huske, om vi skulle lige til at gå på, eller om vi lige var blevet færdige, men himlen så bare virkelig mærkelig ud. Lidt som en stor marmorplade.
Ligesom, at de fire medlemmer, Vincent Neff (sanger og guitarist), David Maclean (trommeslager og producer), Tommy Grace (keyboard) og Jimmy Dixon (bassist) altid starter deres arbejde med en titel eller et billede, har de altid gået efter at eksperimentere. Kender du allerede til bandets musik, ved du nok fra tidligere udgivelser, at genrer i Django Django-regi er til for at blive udforsket, og samme gælder indspilnings- og skriveprocesserne.
Mens deres anmelderroste debut var resultatet af en 100% DIY-tilgang til indspilningen, der foregik i Mcleans’ soveværelse, prøvede gruppen på to’eren for første gang kræfter med et professionelt studie. Det har alt sammen været en del af én lang læringskurve, og med ni års erfaring, efter dannelsen af Django Django i 2009, har gruppen på Marble Skies igen søgt tilbage til DIY-ånden fra første album, men nu med erfaring nok til at de selv har kunne producere albummet med Mclean ved roret. Det har givet gruppen den frihed i forhold til tid, de har haft brug for som de legesyge og grænsesøgende musikere, de er. Samtidig har de i forhold til indspilningen fundet en blanding mellem Mcleans soveværelse fra debuten og det professionelle studie fra opfølgeren, ved selv at lydisolere et varehus i Tottenham, London og omdanne det til et rum, de har kunne forme og indspille Marble Skies i.
Resultatet er blevet endnu et unikt album, der især adskiller sig fra Born Under Saturn ved at være kortere og mere kompakt med en reducering i albumlængde på hele 16 minutter. Det var et mål for gruppen at have et album med præcis ti tracks på, og de har måtte skære så mange sange fra til sidst, at de nærmest har nok til et nyt album allerede. Selvom du på Marble Skies præsenteres for numre i et væld af forskellige genrer, har meget af frasorteringen netop gået på at afskære de numre, der ikke passede ind i det samlede lydbillede. Og det er netop en af Django Djangos styrker, at de formår at skrive så forskelligartet musik og alligevel få det til at flyde sammen som ét samlet udtryk. Et af nøgleordene i udformningen af det nye album var flow, og inspirationen var hentet fra deres kærlighed til old school mixtapes.
– Vi er fra en tid, hvor man lavede en masse mixtapes, da man var ung, og vi har prøvet at lave et album på den måde nu, hvor der er en masse forandringer. Hvor meget vilde og energiske sange slår over i mere stille og simple numre.
Glæden for gammeldags mixtapes bunder blandt andet i formatets evne til at tage lytteren med på en rejse gennem mange forskellige udtryk og med mange overraskelser, samtidig med at det føles som en naturlig rejse med et sammenhængende flow. Det er en idé, der præger albummet og giver lytteren en følelse af aldrig at vide, hvad der venter rundt om hjørnet.

»Hvis vi kun lavede straight indie-guitarmusik track efter track, ville vi blive skøre«

På “Surface to Air”, hvor gruppen har fået besøg af Slow Club’s Rebecca Taylor, bevæger albummet sig i en dancehall- og R&B-præget retning, inspireret af Mclean og Taylors fælles glæde for 90’er-hiphop- og R&B, mens den højenergiske og hypnotiserende “Tic Tac Toe” i langt højere grad opererer inden for et rockabilly-prægede lydunivers. Sådan har det altid været med Django Django, og det er egentligt ikke noget, de som sådan har tænkt over, andet end at det eneste, de kan gå ud fra, er deres eget forhold til genrer og til det at lytte til et album.
– Jeg tror bare, vi har svært ved at holde os til én ting. Vi er bare alle sammen til mange forskellige typer af musik, som de fleste jo er. Når jeg lytter til musik, sidder jeg ikke og lytter til techno i seks timer. Jeg lytter til noget elektronisk, og så bryder jeg det med Neil Young eller skifter til noget andet igen. Det føles mærkeligt kun at holde sig til én type musik hver gang.
Så selvom musikjournalister som jeg selv har det med altid at ville beskrive musikken med en genrebetegnelse, har Django Django langt fra samme behov, fortæller Neff.
– Det er bare os fire, som skriver noget musik. Jim (Jimmy Dixon, red.) tilføjer et element af folk, og Tommy laver en masse dancehall-agtigt. Vi lytter bare til idéerne og kører med det. Vi kommer nok altid til at være lidt en form for kamæleon. Jeg tror, at hvis vi kun lavede straight indie-guitarmusik track efter track, ville vi blive skøre. Vi vil gerne prøve hele tiden at lave noget anderledes og få folk til at prøve at gætte, hvad der sker næste gang.
Det var heller ikke helt til at gætte, hvad vi kunne forvente af gruppens tredje album, men Marble Skies er generelt lidt mere poppet, end hvad vi hidtil har hørt, hvilket især gør sig gældende i de fængende melodier, der gemmer sig bag de til tider vilde produktioner. Selvom Neff siger, at de selvfølgelig altid er inspirerede af, hvad de lytter til under udformningen af albummet, er det er ikke fordi, Django Django decideret er gået efter, hvilke tendenser, der er på musikscenen, eller har higet efter det, der er moderne lige nu. Sådan har det aldrig været.
– Selvfølgelig prøver man at være opdateret og hører nye ting hele tiden, som man med det samme falder for, og måske tjekker man op på et eller andet, man har hørt en masse snak om. Det tror jeg bare er noget generelt ved at arbejde med musik. Men i sidste ende gør vi bare vores ting – være det fashionabelt, være det ikke fashionabelt. Du ved, det handler bare om at lave det, man har lyst til, og jeg tror, at vi altid har været den type band, hvor vi lader det faktum, at vi er glade for det, vi har lavet, være vores bedste dommer.

På dansk visit

Nu albummet er ude, er næste skridt på vejen at spille det live. Noget Django Django har et rimelig solidt ry for at mestre. De starter i UK, kommer igennem det meste af Europa og tager turen over atlanten for blandt andet at spille på dette års Coachella. Heldigvis er Danmark også et stop på vejen, når de den 15. marts kommer forbi Lille VEGA, og gruppen er velforberedte med nye visuals og koncepter til scenens design. Hvad angår musikken er der især én ting, de er meget fokuserede på.
– Vi prøver at lave det en del anderledes fra numrene på pladen. Du ved, vi prøver at tage dem i en anden retning, når vi spiller det live. “In Your Beat” spiller vi lige for tiden på en akustisk guitar. Vi har allerede spillet de indspillede versioner af sangene så meget, at vi på en måde keder os lidt med det i den form, så vi prøver at lave det næste fuldstændig anderledes, så der kommer nogle overraskelser, forklarer Neff.
Og med det show sat i udsigt, er der ikke meget andet for end at glæde sig til forårets komme, for det bringer Django Django og alsidige Marble Skies med sig. Indtil da kan du jo passende varme op med den indspillede version af albummet via din yndlings streamingtjeneste her. God fornøjelse.