BØRNS: Jeg ville gerne vise, hvor idéer til sange kommer fra

Foto: Universal Music Group

Efter 2015’s successfulde debutalbum, Dopamine, har BØRNS taget hul på 2018 med opfølgeren, Blue Madonna. Bliv klogere på det farverige og kreative legebarn med sans for storladne omkvæd og glitrende synthpop i interviewet her, hvor han også guider dig igennem nogle af tankerne bag det nye album.
Det er virkelig behageligt at have en samtale med Garrett Clark Borns, som til daglig laver musik under kunstnernavnet BØRNS. Han taler med stor eftertænksomhed og en ro, der spreder sig til hver en krog af lokalet. Han taler om, hvor fedt han synes, det er, at alle cykler her i Danmark, og før jeg ved af det, stiller han mig spørgsmål om, hvor jeg ville drømme om at flytte hen, hvis jeg kunne. For Borns er Los Angeles hjem lige nu. Det føles forskelligt, hver gang jeg kommer tilbage til L.A. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers kunne forestille mig selv, fortæller han.
Vi sidder i Lille VEGAs backstage-lokale en dag i slut november. BØRNS er på turné, og det har også ført ham til København. Udover hans fascination af vores cykelkultur er han generelt bare ret glad for byen, og hvis han da alligevel skulle se sig selv bo et andet sted end L.A. for en stund, så er en by som København ikke noget dårligt bud.
– Det er så anderledes herovre. Alle er så… folk er bare så anderledes. Selv de folk, der kommer til mine koncerter her. Aller er bare så cool og chill.
Borns virker rimelig meget selv som indbegrebet af “cool og chill”, som vi sidder og taler helt stille og roligt. Mens “cool” også stadig er et udmærket ord at beskrive hans kunstneriske udtryk med, så rammer “chill” noget ved siden af. Musikken er storladen og overvældende, når brede synthflader overtager lydbilledet i de ofte episke omkvæd, BØRNS efterhånden har gjort til sit varemærke. Det overdådige topper han med en udsøgt stil, som når han i videoen til “Faded Heart” er iført et retro Gucci-sæt fra top til tå.

Blue Madonna

Nummeret her er fra Blue Madonna, efterfølgeren til det anmelderroste debutalbum Dopamine fra 2015. Det fører os atter tilbage til de varmere breddegrader og den californiske sol i L.A. For omgivelser betyder alt for Borns. De betyder faktisk så meget, at han, som en teaser til sin nye musik, sidste år lavede en kort film i samarbejde med Lana del Reys søster, fotografen Chuck Grant, og PipusTheWise, som han gav titlen The Search For The Lost Sounds. I en tvekamp med en lille dreng slår Borns hovedet, og lad os bare sige, at det hele bliver reeeet syret derfra. Han møder blandt andet “Muse of Melody”, som fortæller ham om tre forskellige lyde, han fortsat vil møde på sin vej. Lyde, som efterhånden er blevet tabt i fortiden, og lyde som omgiver ham i hverdagen.
– Jeg ville gerne vise mit miljø. Hvor jeg bor, og hvor jeg får inspiration fra. Jeg følte, at man aldrig rigtigt havde set det. Ofte, i en video, ser man sådan noget ‘making the album’, hvor man er med i studiet og ser alle knapperne og guitarerne. Men jeg ville gerne gå et skridt bag det og vise, hvor idéer til sange kommer fra.
Og de kommer netop fra det miljø, vi lever i, hvis du spørger Borns. Han boede selv i et lille nabolag i L.A., hvor han hver dag lagde ører til en hær af små chihuahuas, der gøede fra det sekund, han trådte ud af døren. Og når det ikke var lyden af små pelsdyr, var det en isbil, der trillede op og ned ad gaden og spillede en lystig melodi, eller et mariachi-band (traditionelle mexicanske underholdningsorkestrer).
– Der skete så meget, og der var så meget larm i de her melodier, der var omkring mig, at jeg tænkte, ‘jeg bliver nødt til at lave et eller andet ud af det her. Folk bliver nødt til at se, at det er det her miljø, jeg lever i,’ for jeg tænkte, at det ville være en interessant insider-viden at få om albummet.
Så han fik skrevet sine idéer ned på papir, og lavede et script med fortællingen om at søge inspiration til albummet: “Jeg ville gerne have, at det var et form for surrealistisk indblik i mit liv i L.A,” forklarer han. En af de lyde, Borns blandt andet finder i sin søgen, er lyden af det ret syrede instrument, thereminen, som man spiller uden at have fysisk kontakt med selve instrumentet: Det er sådan… umuligt at spille, siger han nærmest opgivende. Alligevel er thereminen en af de nye tilføjelser, du kan høre på Blue Madonna. Borns har nemlig fået en klassisk trænet thereminist til at spille på albummet, og samme gælder strygere, som også er med på flere af sangene.
Derudover vil du finde flere piano-baserede numre, fortæller han, og så en lidt uventet feature:
– Jeg synger med autotune på et af numrene. Det er ret sjovt. Det var et eksperiment. Jeg har altid gerne ville prøve det.
Det er ikke fordi, der er gået Kanye i BØRNS, “det er bare en lille stilistisk ting,” forsikrer han. Men det er, autotune eller ej, hans vokal, han forestiller sig vil skille sig mest ud sammenlignet med, hvad vi hørte på Dopamine.
– Jeg synes, jeg synger ret anderledes på det nye album. Bare fordi jeg har turneret meget og brugt den som et instrument i et mere dynamisk interval.
Du kan jo selv lytte til albummet og vurdere, om du er enig i forskellen. Generelt er der bare en masse små hemmeligheder gemt på albummet, som Borns håber, du vil lægge mærke til.
– Jeg bruger meget tid på album, fordi jeg vil have, at de skal være behagelige at lytte til igen og igen, og fordi jeg vil have, at du skal høre ting første gang, som du bagefter stadig prøver at regne ud. Jeg har altid elsket sange, der har fået mig til at føle, ‘uh, det ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om’, og så kommer det snigende ind på mig igen senere.

Barnlig kreativitet

Der tegner sig et tydeligt billede af Garrett Clark Borns, når man lytter til hans musik, ser The Search For The Lost Sounds og høre om alle hans idéer. Et billede af et menneske, hvis krop må bestå af primært kreativitet, hvis det skal give mening.
– Jeg lavede konstant ting [da han var mindre, red], og det stoppede aldrig rigtigt, siger han. Borns voksede op i en lille by i Michigan, hvor der blandt andet var skov og sø, og masser af tid at underholde sig selv i. Så det gjorde han. Han satte shows op, lavede performances og alt derimellem for sine venner og familie: Jeg lavede altid ting, som jeg gav folk i gave, eller skrev sange som jeg sang til dem.
Når man lytter til Borns musik, ser videoerne, ser hans stærke liveshows og fortrinlige stil, er det svært at forestille sig, at den unge musiker af og til ikke føler sig kreativ, men den er god nok, og det går hånd i hånd med det at være kunstner eller lave “alt, der kræver din fantasi,” mener han:
– Hver gang, jeg indspiller musik, er der denne dér onde djævel, der sidder på skulderen og fortæller dig, at du er lort, og så englen der er sådan, ‘du er fantastisk!’.
Og det er netop, når man tillader, at der sker fejl, at det virkeligt smukke opstår, mener Borns, som altid har elsket at udfordre sig selv ved at tage en eller anden totalt rodet idé, og prøve at finde mønstrer i den, eller hive et eller andet smukt ud fra kaosset. Det er sådan, han altid har lavet ting.
– Da jeg var mindre, legede jeg altid denne her leg med min far, hvor man skulle lave en eller anden vild krusedulle, som den anden så skulle få til at blive til noget. Vi prøvede altid at gøre det så umuligt for hinanden som muligt, men vi ville altid se et eller andet, vi kunne forvandle det til. Det er altid blevet ved mig.
Og ja ja, vi bliver i barneland, for som dansker har du jo al forudsætning for at tænke, at Borns har en eller anden kærlighed for det barnlige, som fik ham til at slå en skrå streg igennem o’et i sit efternavn. Han ved nemlig godt, hvad “børns” betyder på dansk, og han synes, det var et ret interessant sammentræf, da han fandt ud af det. Og det leder os tilbage, hvor vi startede – på den amerikanske vestkyst i millionbyen Los Angeles.
– Da jeg første gang flyttede til L.A., arbejdede jeg på mine demoer og fandt det her træhus. Det var oppe i The Canyons, og det var det her meget lille rustikke træhus omringet af frugttræer, og familien, som ejede det, lejede det ud til gæster som en Bed&Breakfast, begynder han sin fortælling.
Familien havde tre børn, som alle var meget kunstneriske, og som skrev sange ligesom BØRNS.
– Vi spillede altid sange sammen, og de arbejdede på kunstværker og viste mig altid, hvad de havde lavet. Et eller andet ved det med at bo i det her træhus og hele tiden være omkring de her børn tændte en kreativitet inde i mig, og jeg opdagede på en måde, at mit indre var som et barn. Det fik mig til at tænke meget over, hvor jeg kom fra og hvem jeg var som en ung knægt. Så jeg kunne godt lide idéen om, at det [kunstnernavnet, red.] minder mig om at skrive fra min indre barnesjæl.
Blue Madonna er ude nu og kan streames på din yndlingstjeneste via linket her. Du kan få en smagsprøve på herligheden med den seneste single inden releasen “God Save Our Young Blood”, hvor BØRNS er i fint selskab med sin fotografs søster Lana Del Rey.