08 jan 18 internationale navne du skal holde øje med i 2018

Foto: Lo Moon // Cara Robbins

Vi byder traditionen tro det nye år velkomment med en liste over nogle af de nye navne, vi mener, du skal holde et særligt vågent øje med i løbet af året. Som noget nyt har vi delt vores liste op i to; en international og en skandinavisk, og vi lægger her ud med navnene fra det store udland.
Da vi sidste år forsøgte at spå om fremtiden, var det navne som Lowly, 6LACK, Declan McKenna, Ella Mai og Maggie Rogers, der prydede listen, og året forinden tippede viacts som Phlake, Chinah, Blossoms, Velvet Volume og Troye Sivan. Vi forsøger os endnu engang og har i løbet af 2017 haft antennerne ude for at finde ud af, hvad der så småt er begyndt at røre på sig. Vores 2018-spåkugle byder på alt fra soulet R&B, dreampop og rap til folket singer-songwriting, rock og sågar koreansk/amerikansk hiphop-house. Vi håber, at du finder noget af din nye yndlingsmusik blandt navnene.

Amber Mark

Soulet R&B med følelserne ude på tøjet. Amerikanske Amber Mark er et levende eksempel på den terapeutiske indvirkning, musik kan have på mennesker i sorg. Amber Mark mistede i 2013 sin mor til sygdom, og hun brugte musikken til at skrive sig igennem den svære tid. Resultatet blev 2017-EP’en 3.33am, der består af syv smukke numre, som hun i et interview med magasinet NME har fortalt handler om forskellige stadier af sorg. Selvom det umiddelbart kan lyde sådan, er 3.33am langt fra 25 minutters klagesang, og nedslået er nok det sidste, man føler sig efter et lyt. Amber Marks musik er opløftende og medrivende og har en “det-hele-skal-nok-blive-bedre”-vibe over sig. Hendes vokal er dragende og dybfølt, og toppet med smukke harmonier og produktionsmæssig detaljerigdom bliver det ikke meget bedre. 2017 har været et spændende år for Amber Mark, men vi forudser, at 2018 vil byde på endnu mere. Det synes vi i hvert fald, at det skal.

Clairo

Tiden er stadig til lo-fi bedroom-pop og en D-I-Y-tilgang til det at lave musik – i hvert fald at dømme ud fra Boston-musikeren Clairo‘s virale hit. Clairo har uploaded musik til sin Soundcloud i en periode, men det hele rullede, da hun lagde en video op på Youtube til nummeret “Pretty Girl”. Hun har selv afsløret, at hun ikke havde brugt mere end 30 minutter på videoen, hvor hun sidder på sit værelse og danser med til sin sang med uglet hår og sweatshirt: “I could be your pretty girl // I’ll wear a skirt for you // I could be a pretty girl // Shut up when you want me to,” synger hun til stor begejstring for en fanskare, der efterhånden har bredt sig til mange dele af verden – inklusivt til Bands of Tomorrow-redaktionen. Clairo sluttede 2017 af med at pryde plakaten til en koncertaften den 30. december med blandt andre Tyler, The Creator, Brockhampton og Steve Lacy – et rimelig svedigt lineup, som hun, at dømme ud fra de resterende numre hun har udgivet, sagtens kan leve op til. I november skrev hun på sin twitter: “2018 will be my b*tch”, og vi kunne ikke være mere enige.

Confidence Man

Okay, de har godt nok kun udgivet tre numre indtil videre, men den farverige lyd af australske Confidence Man er så unik, at vi føler os ret sikre på, at 2018 bliver et spændende år for Brisbane-kvartetten. Gruppens medlemmer Janet Planet, Sugar Bones, Reggie Goodchild og Clarence McGuffie har tidligere spillet i større bands i hjemlandet, men vi er fuldstændig solgt til deres konstellation i Confidence Man, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvor meget sjov og leg man kan have med at lave musik. At lytte til Confidence Man er som at besøge en fremmet planet eller et eller andet drømmeland, hvor den eneste regel er, at der ingen regler er. Okay, hvis der alligevel skulle være én regel, så er det nok, at man skal danse, for det er virkelig det, musikken indbyder til. Ét klik på et nummer som “Bubblegum”, og din sjæl er solgt til tre minutter og 28 sekunders trancetilstand. Confidence Man er alternativ popmusik i topklasse, og vi håber inderligt på, at de i 2018 sætter fødderne på dansk grund – vi går ud fra, at en koncert med Confidence Man er noget af en fest.

Connie Constance

Britiske Connie Constance begyndte allerede at udgive musik i 2015, da hun slap den hypnotiserende debutsingle “Stars”, og hun begyndte faktisk, især året efter, at få en del opmærksomhed i hjemlandet. Men nu er det altså på tide, at vi også får øjnene op for det store talent herhjemme, og det tror vi, at 2018 bliver året for. Connie Constance flyttede egentligt i sin tid til London for at blive danser, men hun fandt efterhånden ud af, at musik og lyrik var hendes kald, og hun fik sat lyd til den poesi, hun altid har skrevet. Det er et generelt soulet lydlandskab, hun bevæger sig i, men hun er fan af alt fra Rihanna til The Libertines og har også en stor kærlighed for den britiske punk-scene, og den mangfoldige inspiration kan tydeligt høres i musikken. I 2017 har Constance udgivet de tre singler “Bad Vibes”, “1st World Tragedy” og “Let Go”. Sidstnævnte er den seneste udgivelse fra Connie Constance, og det er et helt utroligt smuk stykke musik, hvor Constance eksperimenterer med en mere jazzet lyd. Tankerne ledes hen på en kunstner som Esperanza Spalding, og det fungerer uhyggeligt godt. Vi har brug for Connie Constance i 2018, så byd hende lige velkommen, tak!

Cosima

Cosima er en South London-artist, vi i slutningen af 2017 fik øjnene op for og blandt andet anbefalede som en af de acts, man skulle se på sidste års Reeperbahn Festival, hvor vi efterfølgende fangede hende til en snak til vores interview-serie “2017-opdagelser”. Nu er vi klar til at spå hende et forrygende år 2018 også. Cosima spiller højtflyvende og drømmende R&B med bunddybe, personlige tekster om især hendes opfattelse af kvindelighed. I 2016 udgav hun mixtapet South of Heaven, som består af syv smukke skæringer, hvor man for alvor får smag for Cosimas talent – både vokalmæssigt, produktionsmæssigt og lyrisk. Cosima er signet til Island Records side om side med kunstnere som Ariana Grande, Bibi Bourelly og The Weeknd, og 2017 bød blandt andet på showcases på festivaler som The Great Escape i Brighton og altså Reeperbahn i Hamburg. Vi glæder os til mere og krydser fingre for et dansk show.

Deem Spencer

Deem Spencer er en rapper fra Jamaica i Queens, New York. I august 2017 udgav han EP’en We Think We Alone, der består af otte numre, hvorpå den unge rapper bearbejder sorgen over hans bedstefars død. Musikken er melankolsk, melodisk, personlig og vedkommende. I en lo-fi-agtig døs af punchlines og nogle gange en form for stream of consciousness inviterer Deem Spencer dig ind i sit univers af dovne og hypnotiserende produktioner og lyrik. Da hans bedstefar blev syg, var det Deem Spencers opgave at blive hjemme og passe på ham. Han købte et keyboard og begyndte at skrive, og det har altså udviklet sig til starten på en meget lovende karriere at dømme ud fra We Think We Alone. Det var lead singlen “Eve’s Titties”, der fik os hooked på Deem Spencer i første omgang, så den får du her:

Dizzy Fae

Ja, hun har kun udgivet én single indtil videre, men mere skulle der sådan set ikke til. Vi er helt vilde med amerikanske Dizzy Fae og hendes “Don’t Hate For Me”. Singlen er på én gang helt smooth og helt tung, og hun slipper også ganske godt afsted med brugen af autotune-effekter på sin lækre stemme, der i høj grad er dominerende i lydbilledet. Efter at have ageret support-act for den fremadstormende kunstner Lizzo i slut-2016/start-2017 lod det egentlig til, at soul/R&B-sangerinden var gået i hi. Men i 2017 hun har stadig været aktiv på Soundcloud og Youtube, og senest med udgivelsen af ovennævnte single i november måned. Vi håber derfor på at høre meget mere fra Dizzy Fae her i 2018.

Findlay

Natalie Findlay fra Manchester er også en af de artister, vi spår vil nå vidt og bredt i 2018. Det synes vi i hvert fald, at hende og bandet fortjener. Findlay startede med at synge allerede som 15-årig, landede en pladekontrakt som 17-årig og startede herefter sit eget pladeselskab Mint Records. Siden har hendes lyd spredt sig med hjælp fra sit post-punkede backing band, og vi er vilde med den. Findlay udgav sin debut-EP i 2015, og i marts 2017 fulgte så debutalbummet Forgotten Pleasures, der byder på et væld af knivskarpe, alternative rockskæringer som singlerne “Waste My Time” og “Wild & Unwise”, som nok er et af 2017’s fedeste udgivelser (lyt selv nedenfor). Findlay har tidligere varmet op for store kunstnere som The Courteneers og Jake Bugg, og hun har selv en helt enorm energi og tilstedeværelse live. Det havde vi glæden af at opleve til VEGA’s new crush den 8. september i år, hvor VEGA gav deres bud på nye, fremadstormende internationale kunstnere. Vi er enige i VEGAs spådom, og vi glæder os til at se punk-rockede Findlay blomstre i 2018.

Hak Baker

I november sidste år udgav Hak Baker debut-EP’en Misfits, som vi blandt andet kvitterede med fem stjerner og følgende udtalelse: “Hak Baker giver med Misfits en tiltrængt stemme til en sprudlende, men overset generation, og han markerer sig som en kunstner, som man i den grad bør holde øje med i fremtiden.” Musikeren har haft en af de lidt hårdere opvækster: som teenager blev han en del af grime-gruppen B.O.M.B Squad og flyttede hjemmefra som 15-årig, hvilket resulterede i alkoholmisbrug, en række kriminelle udslag og en tur i fængsel. Men at sidde inde ledte på mange måder til en genfødsel af den britiske musiker. Da Hak Baker kom ud igen, gik han solo med sin nyfundne glæde for brugen af akustisk guitar som akkompagnement til sin dovne vokal og undergrundsbaserede output inspireret af artister som Damian Marley, Fleetwood Mac og Daughter. Du kan få en forsmag på hele hans EP med musikvideoen til “L.I.O.L.I (Like It Or Lump It)” – og så spiller han forresten på VEGA’s Ideal Bar den 22. februar.

Jay Som

Bag kunstnernavnet Jay Som gemmer sig sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Melina Duterte fra området omkring San Francisco. Hun har spillet musik i en lang årrække, men i 2015 uploadede hun en del af det til bandcamp. I 2016 fulgte albummet Turn Into, men det er altså kun 2017-albummet Everybody Works, der sådan rigtigt har nået overfladen i form af streaming-tjenester. Og hvilket album, det er. Jay Som har formået at skabe et helt unikt univers af selvlært dreampop som på den fortryllende single “Baybee” og mere direkte indierock som på “1 Billion Dogs”. Duterte voksede op med trompeten som sit instrument og jazz i hjertet, men som hun efterhånden fik en øget kærlighed for sangskrivning begyndte hun at læse musikproduktion, og i ægte “bedroom-stil” begyndte hun at indspille i sit soveværelse. Passionen har virkelig båret frugt. Everybody Works er bare et super stærkt album, og vi satser på, at 2018 bliver året, hvor vi også får øjnene op for det her på vores breddegrader.

Lo Moon

En stor mystik spredte sig, da et act ved navn Lo Moon i 2016 udgav det syv minutter lange nummer “Loveless”. Det var så smukt et stykke musik, at folk, der hørte det ikke kunne tage til takke med ikke at vide, hvem der stod bag, hvor de var fra, om der var mere på vej. Der var helt stille fra Lo Moons side af efter udgivelsen, men det var altså ikke et eller andet bevidst stunt for at gøre folk endnu mere interesserede, men blot fordi de virkelig går op i at have tingene 100% i orden, inden de udgiver. Det må siges at gælde de to efterfølgende udgivelser, vi siden har fået fra Matt Lowell, Crisanta Baker og Sam Stewart, der holder til i Los Angeles. “This Is It” og seneste “Thorns” – begge fra 2017 – er musik i allerhøjeste kvalitet. Trods forsanger Matt Lowells til tider skrøbelige og fine stemme, er armbevægelserne store i det melankolske lydunivers. Lo Moon tør tage sig tid, ikke kun hvad angår at udgive, men også i selve numrene, som endnu ikke befinder sig under de fem minutter. Det er skønt, for det betyder mere tid med Lo Moons dragende lyd. Trioen er blandt andet blevet sammenlignet med navne som The xx og M83, men fans af MEW bør måske også spidse øre. Der er den samme skrøbelighed og storladenhed som på de tidlige MEW-plader og begge bevæger de sig i den mere mørke og melankolske ende af følelsesspektret. Lo Moon har signet med Columbia Records og rygtet siger, at der er et debutalbum på vej i 2018. Det håber vi virkelig er rigtigt!

Nilüfer Yanya

Vi har gennem den seneste tid holdt et vågent øje med britiske Nilüfer Yanya, efter vi blandt andet i 2016 satte hende på listen over artister, vi gerne så gæste Roskilde Festival 2017. Det skete ikke… Til gengæld havde vi æren af at se hende optræde på The Great Escape Festival i Brighton i maj måned i stedet, og der er altså et eller andet over hende. Hendes musik er fortryllende, ligesom hende selv, og i hendes lyd finder man mange forskellige inspirationskilder i alt fra Jazz og R’n’B til folk, og singer/songwriting – alt sammen spundet sammen af hendes sprøde vokal med en fantastisk London-dialekt. Af inspirationskilder nævner hun selv Nina Simone og Jeff Buckley, og her rammer hun altså ret meget plet: I en blanding af jazz og folkrock udfolder hun sit univers til stor glæde for vores musikhungrende øregange. Nilüfer Yanya udgav sin debut-EP i juni sidste år, og vi forventer meget mere af hende i det kommende år.

Obongjayar

Steven Umoh aka Obongjayar er født og opvokset i Nigeria, men flyttede i en alder af 17 år til England, hvor han nu er bosat i London. Men tro ikke, at han efterlod Nigeria i lufthavnen. I en unik blanding af afrobeat, spoken-word, soul og jazz tager han i dybsindig lyrik filosofiske og eksistentielle temaer op, og med vovefulde rytmesessioner og beundringsværdig attitude er man solgt til en til tider tranceagtig tilstand. Det var blandt andet det, der på nummeret “Endless” fangede vores opmærksomhed, da vi faldt over det. Obongjayar har indtil videre udgivet to EP’er, Home fra 2016 og Bassey i 2017, og så var han, ligesom Sampha, i 2017 featured på EP’en Close but Not Quite fra Richard Russell’s projekt Everything Is Recorded. Vi glæder os til at følge med i, hvad 2018 kommer til at byde for den unikke kunstner.

Pale Waves

Vi tager lige endnu et britisk navn, for de kan altså virkelig noget på den anden side af Nordsøen. Lyden af Pale Waves er sukkersød og poppet på den helt rigtige 80’er-agtige-håndklap-synthstrygere-måde, og vi kan ikke få armene ned! Gruppen har i 2017 smidt hele fire singler på gaden – senest popbangeren ”My Obsession” i midt december – som med lynets hast skabte dem en anseelig fanbase, især i det britiske, og slog en fed streg under, hvorfor der har været så meget buzz omkring Manchester-kvartetten. De formåede faktisk på denne grund af kun fire singler i november at spille en udsolgt UK-tour. 2018 skal nok blive et rigtig, rigtig godt år for briterne, der den 13. februar kan opleves på Ideal Bar i København.

Superorganism

Der har virkelig været buzz omkring Superorganism i 2017 – især på grund af den mystik, der omgav gruppen, som rygterne i en periode sagde var et projekt fra Damon Albarn eller Kevin Parker fra Tame Impala. Det hele startede, da Superorganism lagde den geniale alternative popskæring “Something for Your M.I.N.D.” på diverse streamingtjenester, og nummeret landede på Spotifys New Music Friday Playlist. Millioner af streams skulle der til, før det kom frem, at Superorganism er et musikkollektiv bestående af otte kunstnere, der mødte hinanden i New Zealand, men nu er bosat i London. Man forstår godt, at folk troede, Damon Albarn kunne have en finger med i spillet – Superorganism lyder ikke som noget andet, selvom det er både moderne og tidsligt. Det er lidt poppet, lidt hiphoppet, meget alternativt, og sådan en leg med genrer og nyskabelse er Albarn jo en sand mester ud i. Efter udgivelsen af “Something for Your M.I.N.D.”, som både Frank Ocean og Ezra Koenig fra Vampire Weekend desuden har kastet deres kærlighed over, er yderligere tre singler offentliggjort, og de kommer alle sammen til at indgå på det selvbetitlede debutalbum, der udkommer den 2. marts. 2018 tegner rigtig godt for gruppen, som du den 25. februar kan opleve i Lille VEGA.

Tayá

Liverpool-baserede Tayá er en spirende R&B-sangerinde med stort R (og B). Hun har i 2017 udgivet en selvbetitlet EP, og herfra har særligt nummeret “When Ur Sober” fået masser af opmærksomhed med en række remix-udgivelser og en akustisk version. Musikalsk bringer sangerinden os en nyfortolkning af kvindelig 90’er og 00’er pop/R&B. Hun minder på den måde både om unge poptalenter fra den periode, eksempelvis Kelly Clarkson og JoJo, eller mere nutidige kvindelige sangerinder som Ariana Grande eller spirende, unge Astrid S. Man kan næsten gå så langt som at sammenligne hende med tidlige produktioner fra Destiny’s Child. Hun er hermed velplaceret i en genre, som man ikke kan andet end at synge med på – hvor hun fornemt tilføjer et særegent og nutidigt element. Vi ser hende som en usleben diamant, der (forhåbentlig) bliver et stort navn inden alt for længe. Selvom hendes EP er præget af elektroniske hiphop/R&B-beats, har vi valgt den førnævnte akustiske version i en live-udgave til at præsentere dig for dette stærke act. Oplev Tayás kraftfulde flødevokal i fuldt flor her:

Tom Tripp

Tom Tripp er faktisk på mange måder lidt trippet i sit udtryk. Der er i hvert fald mange musikalske, særligt elektroniske, elementer, der falder uden for mainstream pop. Men han er også poppet, og hans musik er meget i stil med danske kunstnere som Vera og Scarlet Pleasure, imens hans stemme er lækkert R&B-præget og minder om eksempelvis Frank Ocean. Det britiske stjerneskuds seneste udspil, debut-EP’en REDfra oktober 2017, byder på masser af finesse og lækkerhed. Det er en god kombination af det bløde R&B og det mere hårdtslående elektroniske – og så med et skvæt ‘Tripp’ oveni. Han har desuden lagt vokal til et track på Mura Masas selvbetitlede album, som også udkom sidste år.
Tom Tripp giver den gængse elektroniske pop et frisk pust. Om det er noget, vi kan li’? Lad os bare sige, at vi håber på meget mere fra sangeren og produceren i løbet af dette kommende år.

Yaeji

Yaeji er aliaset for den koreansk/amerikanske musiker Kathy Yaeji Lee. Lidt fløjte og lidt klaver kunne hun spille, da hun var mindre og voksede op i henholdsvis USA og Sydkorea, men da hun downloadede musikprogrammet Ableton begyndte interessen for producering også. På lydsiden er Yaeji et miks af house, hiphop og til tider trap, og på det tekstmæssige plan tager hun store temaer op som eksempelvis angst, som hun leverer på både engelsk og koreansk. Det er altså svært at finde nogen som Yaeji, og det er nok også derfor, at hun især i slutningen af 2017 er begyndt at få en del opmærksomhed, som vi kun kan forestille os eskalerer i 2018. Det på en måde meget indadvendt musik – især for alle dem, der ikke forstår koreansk, men alligevel har Yaeji fundet en måde at gøre det vedkomment på. Og vedkommenhed er generelt noget, hun sætter stor pris på. En del af hendes interesse for musik udspringer blandt andet af konceptet ‘Curry in no hurry’, hvor hun i New York, hvor hun er bosat, inviterer sine club-venner på japansk karry, mens de spiller hende deres nyeste musik. Det er sguda hyggeligt! Det bedste af det hele: hun har nu allieret sig med en lokal restaurant, der serverer karry til hende shows. Hold øje med hende her i 2018, bum.