08 dec Vera: »Jeg er ikke interesseret i at lave “feel-good” musik«

Foto: PR

MØ- og Liss-producer og tidligere medlem af Kiss Kiss Kiss, William Asingh, har i det sidste år arbejdet på et soloprojekt. Et projekt der opstod som en tilfældighed, men som nu har udviklet sig til at være en nødvendighed – projektet hedder Vera, og hans debut-EP Good Job No Conversation er ude i dag.

Det København-baserede act Vera debuterede i foråret med singlen “In And Out of Love”, og det stod klar fra start, at William Asingh, kunstneren bag, var en kunstner, man skulle holde øje med. Efterfølgende singler som “Falling (featuring Okay Kaya)”, “Nobody Else” og den seneste “Life Round Here” viste det samme. Efter live-shows på blandt andet SPOT Festival og i Lille VEGA, hvor Vera spillede sammen med vennerne Goss, Vasco og School of X, har Asingh bevist, at det ikke kun er på indspilning, der er noget om snakken, men også når han tager musikken fra studiet til spillestedet. I det nye år står den blandt andet på showcases på den hollandske musikbranchefestival Eurosonic Nooderslag og til VEGAs New Crush, men først er der dog en debut-EP, der skal se dagens lys. Den er netop udkommet i dag, og det er i den anledning, at vi har taget en snak med manden bag.

Det var som producer for Liss, at projektet Vera blev skabt. Da Liss på et tidspunkt var på tour i England, var William med, og her brugte han tiden i tour-bussen på at lave instrumentaler på sin computer. Lidt for at få tiden til at gå, lidt fordi han ikke kunne lade være.

Med de nye produktioner planlagde han studie-sessions med forskellige sangskrivere, for det er sådan, William arbejder bedst: Jeg har ikke lavet et eneste Vera-nummer alene, fortæller han og forklarer, at det er i samarbejde med andre folk, at han lærer allermest.

En dag i løbet af disse studie-sessions skulle han i studiet med Jacob Bellens, men William var løbet tør for instrumentaler – troede han. Det viste sig heldigvis, at der var et beat gemt på computeren, som var skrevet under en festival. Her havde William gemt sig med sin computer i en bil og lavet beats omgivet af støjende folk, der »løb rundt på stoffer, helt blæste,«, som han mindes.

Beatet var det, der skulle vise sig at blive beatet til Veras første single “In and Out of Love”, og Jacob Bellens var vild med det. Den danske I Got You On Tape-sangers vokal var dog for rusten til Vera-projektet, og Williams ven tog over.

Vennen vil ikke ud med sit navn, men selvom ingen kender navnet bag stemmen, brænder den sig fast i ens hukommelse: En androgyn, computer-lignende stemme skabt på en helt speciel måde:

– Ham min ven, der var med, kunne ikke synge det så højt, som Jacob havde sunget det, så vi var nødt til at sætte det en tone ned. Så indspillede han det, og så satte vi det en tone op igen, og så lød det bare… Helt vildt.

William fortæller desuden med begejstring, hvordan han på den måde fik sammensat sin kærlighed og inspiration fra 80’er-sangerinden Sade til sit nye projekt:

– Jeg har altid lyttet vildt meget til Sade, siden jeg var helt lille. Det er sådan noget, mine forældre har hørt rigtig meget, og hun har bare betydet meget for mig. Så var det vildt! Pludselig lød min bedste gamle barndomsven som hende på sådan en underlig computer-agtig måde. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Denne metode og dette udtryk gav noget helt særligt til Williams projekt, som hverken var for regelret, for forudsigeligt eller for pænt:

– Man kan lave meget musik som ligesom passer ind, men her følte jeg virkelig, jeg havde lavet noget, som ikke passede ind nogle steder, og som også var sådan rimelig nasty på en eller anden måde, fordi det havde sådan nogle lidt klamme referencer. Sådan noget man ikke rigtig havde hørt i lang tid, og som jeg heller ikke rigtig selv vidste, hvad var for noget.

Fornemmelsen var der dog; en fornemmelse om noget helt rigtigt, og en forestilling om en anden tid som specifik inspiration:

– Her var det helt konkret, at jeg forestillede mig sådan nogle reklamemænd, der sad på Café Sommersko eller Café Victor i midt 90’erne og hørte det her musik, samtidig med de sad og udviklede reklamer, fortæller William og opsummerer: Det var noget musik, man skal kunne høre inde på de steder her.

William begyndte altså at skrive musik om og til de folk, der følte, at de var hippe i 90’erne. Folk som havde store planer, og som var fast besluttede på, at de nok skulle nå langt. Titlen på Veras debut-EP Good Job No Conversation stammer ligeledes fra denne forestilling:

– Jeg har virkelig grint over Thomas Blachman og de folk, der spillede jazz i slut 90’erne i København: De har gået rundt her og drømt store ting og drømt om New York og måske forestillet sig, de var meget tæt forbundet til jazzmiljøet i New York og sådan noget. Men i virkeligheden løb de bare rundt her i København, og det var kun folk i København, der syntes, de var særlig smarte.

Denne forestilling sneg sig sågar ind i Williams drømme, og en nat drømte han noget helt specielt, som endte med at give ham titlen til sin EP:

”Jeg havde en drøm, hvor en af mine bedste venner kom hen til mig og sagde: ‘fuck, jeg ved hvad din EP skal hedde: Good Job – No Conversation’, og så var jeg bare sådan: “Wow det er en nice titel”. Jeg blev misundelig på ham over, at han havde fundet på det. Det kunne så meget være sådan en Blachman-titel: Sådan en, der ikke rigtig giver mening og lyder sygt smart og en lille smule hiphop-agtig, men også meget jazz-agtig, sådan ordentligt.”

William vågnede med drømmen i frisk erindring, skrev titlen ned på sin telefon, og lige siden er det det, EP’en har heddet.

Nasty Café-musik

I musikken kommer forestillingen om de nordiske, smarte folk, der dyrker det sydlige caféliv til udtryk i brugen af elementer som spansk guitar og saxofon. Det gør, at musikken tit betegnes som “varm” og “eksotisk”, men til det siger William:

– Det var vigtigt, det ikke blev for varmt og for naturligt eller sådan pænt. Det skulle være nasty og ikke særlig sympatisk på en eller anden måde.

Den “varme” lyd, som mange lyttere og Vera-fans især er betaget af, er egentlig bare Williams idé om den tidligere nævnte Café-musik:

– Jeg har absolut ikke haft noget behov for eller nogen drøm om at lave ”eksotisk” musik, siger han og tilføjer:

– Jeg er heller ikke interesseret i at lave “feel-good” musik. Jeg tror, grunden til, de her elementer, som spansk guitar og saxofon, er med, er fordi jeg har haft denne her idé om café-musik i de nordiske lande. Der var ligesom hele denne her bølge af sådan fransk bistro-stil, hvor man drak cappuccino og fik croissanter, cæsar-salat og croque-madame og alt sådan noget. Så kom alle de her smarte danskere, og så sidder de og har det sydeuropæisk, fordi der kører sådan noget lounge-musik med panfløjter og saxofon og guitar. De indtager de der ting fra cafékulturen i Sydeuropa, men de sidder ligesom heroppe nordpå og har det super dekadent.

Jeg hører med det samme en helt tydelig ironi i Williams beskrivelse af de her mennesker og en afstandtagen til den tid og det miljø, han har bygget lyden af Vera over. Han er dog påpasselig, da jeg spørger ind til det.

– Er det lidt en ironisk kommentar?

– Altså på en måde, indleder han.

– Der er en lille bitte snert af ironi i det, men det er netop ikke for sjov. Det er ikke en vittighed, jeg mener det, og jeg synes, det er vildt fedt. Men jeg tror også bare, at jeg bedst kan lide, når der er noget musik, hvor man lige får en snert af, at man synes, det er klamt eller kikset. Jeg tror også bare, det er fordi, at jeg ikke orker musik, der er for ordentligt eller for dygtigt.

Musik skal som sagt helst for William udvise en form for udbrydertrang, eller et behov for at gøre noget nyt, som han forklarer:

– For eksempel Anderson.Paak, som der er så mange, der elsker, synes jeg er det mest røvsyge musik i hele verden, og Kendrick Lamar bryder jeg mig heller ikke om; det er så stuerent. Til gengæld elsker jeg Kanye West, fordi han er helt forkert altid, og han gør det forkerte hele tiden – når ting bliver for rigtige, så gør man jo heller ikke noget nyt.

Nyskabelse er generelt i rigtig høj kurs hos Williams, og for ham kan dette sagtens kombineres med ironi: Ved at gøre noget, andre ikke gør, udfordrer man de gængse grænser og skaber noget nyt. I Williams projekt er det blevet til at tage noget, der ikke er helt ”ordentligt”, og så formidle det på en seriøs måde til noget, han kan lide, og som folk kan forstå. De ”varme”, Café del Mar-agtige elementer, som William kalder dem, er både en del af nyskabelsen og ironien, og han opsummerer:

– Jeg kunne aldrig finde på at lave noget, der bare var sådan pastiche over et eller andet sjovt lounge, det skal være vigtigt, det jeg gør selvfølgelig. Men jo, det er da helt klart en lille smule ironisk, en lille bitte smule. Men det burde alle være, når de laver musik. Ellers så bliver det simpelthen for kedeligt.

Vera

Williams glæde ved at rykke lidt ved folks grænser og gøre noget, andre ikke gør, kommer også til udtryk i hans kunstnernavn – Vera.

Jeg spørger ind til, hvordan det kan være, at han har valgt at kalde sit projekt for et kvindeligt navn, og til det svarer han, at han havde behov for et modstykke til de mange mandlige producere med “gamer-agtige navne”. William havde med sine producer-kollegaer lyst til at lede folks tanker hen på noget andet end den stereotyp, de selv så, og han forklarer:

– Vi havde lyst til, at den musik, vi lavede, ligesom skulle forbindes med noget blidt og ikke så mandet. Jeg har altid syntes, at Vera er et sygt flot navn, og så synes jeg bare, det passede meget godt. Der var ikke rigtig andre på det tidspunkt, der kaldte sig kvindelige navne.

Vera-projektet har nu udmundet sig i EP’en Good Job No Conversation, der er på gaden i dag. Planen var egentlig ikke at udgive en EP, og William forklarer:

– Hele tingen startede med, at jeg faktisk bare gerne ville udgive singler udelukkende. Så bliver tingene ligesom ved med at være friske, og man kan lave et nummer og sende det ud, og man skal ikke vente på, at man har en hel samling af sange og så udgive et stort værk. Men så har jeg alligevel lavet så mange numre, at, hvis jeg ligesom blev ved med at sidde på dem og vente og bare udgav en af gangen, så ville der også være en masse sange, der ville blive gamle.

Singlerne blev dermed til en EP, som, udover at være en samling af sange, betyder noget helt særligt for William og for projektet Vera:

– Der er nogle få, der ligger og venter, som skal ud som singler her i starten af det nye år, men ellers er der sådan rimelig rent bord, og det føles bare vildt godt – så det er også lige så meget for min egen skyld, at man ligesom kommer videre i sin lyd, altså at sige: ‘Okay, det her var et kapitel, så skal vi se det næste’.

Derudover fortæller William, hvordan hele Spotify-gamet, med dets fokus på at nå det højeste antal afspilninger som muligt, kan være enormt hårdt. En EP har stadig mere betydning end enkelte singler for William, også selvom det så betyder, at hver sang ikke nødvendigvis får lige så mange afspilninger, som de kunne have fået som singler.

Det blev altså til en EP frem for singler, men hvorfor så ikke et album frem for en EP?:

– Man skal kun lave en plade, hvis der kreativt er grund til det. Og det har jeg ikke endnu, siger han.

– Så vil jeg hellere bare samle det med de her syv sange, der kommer ud og så sige: ‘Det er ligesom den samling’, og så er et album noget andet for mig.

Til næste kapitel har William noget helt andet i tankerne: En ny lyd, der ikke er lige så inspireret af Buena Vista Social Club, Sade eller Lars H.U.G., men derimod af navne som Avril Lavigne og The Cardigans. Retningen bliver dermed mere rocket, og William fortæller desuden, at han også tilføjer en dimension af noget nordisk mytologi.

Han er godt klar over, at det er en radikalt anderledes retning, han bevæger sig hen mod, og han siger:

– Altså det skal stadig være Vera, det skal stadig være den samme energi, men jeg tror godt, det kan komme til at virke helt anderledes. Men altså, det er stadig mig, der laver det, så det vil stadig hænge sammen, håber jeg.

Soloprojekt og samarbejdspartnere

William fungerer stadig som producer for andre kunstneres projekter, og for nylig har du kunnet høre flere af hans produktioner på en stor stjernes udgivelse: Nemlig Mø’s aktuelle EP When I Was Young.

Samarbejder som disse er med til at holde Williams produktionslyst kørende, og det fungerer som en god vekselvirkning:

– Det er fedt at have begge universer, fordi, du ved, det sidste halve år har jeg fokuseret meget på Vera, og nu har jeg vildt stort behov for at prøve at komme ud og producere for nogle andre. Og så hvis jeg har gjort det for længe, så får jeg det vildt sådan: ‘shit nu orker jeg ikke at lytte til alle mulige folks holdninger, og nu er der ingen, der må bestemme, nu vil jeg bare gerne prøve at lave mit eget selv’.

Én ting er dog sikkert i Williams arbejdsproces: Han skriver altid sine sange sammen med andre. I Vera er det sammen med sine faste partnere Mads på guitar og Malte på saxofon og så sin ”bedste gamle barndomsven” på vokal, og i andre sammenhænge er det med så forskellige kunstnere som Jacob Bellens, Liss og MØ.

Disse samarbejder giver William nye perspektiver i sit arbejde, og på den måde rykker han sig hele tiden.

– Jeg tror aldrig, jeg har lært så meget om musik nogensinde, som da jeg arbejdede med dem. De lærte mig helt vildt meget,siger William for eksempel om Liss, og det er klart, at det er en arbejdsmetode, William vil blive ved med at have i fremtiden.

Vera-projektet står over for afslutningen på ét kapitel, men samtidig også starten på det næste.

Lige nu skal udgivelsen af Good Job No Conversation-EP’en nydes, og William har bare en bøn til sine lyttere:

– Jeg håber bare, at de vil høre på alle numrene, siger han og uddyber: Jeg håber, folk også har lyst til at høre dem, der tager lidt mere tid at få ind under huden.