17 nov Grand Analog går sammen med Posdnuos om oldschool hiphop-single
Foto: Matt Warfield
Fair nok, hvis du ikke kender navnet Posdnuos, men så er hans samarbejde med Grand Analog – som du til gengæld bør kende til – den perfekte måde at stifte bekendtskab med rapperen på. Sammen har de to acts udgivet singlen “Mutations”.
På årets Reeperbahn Festival i Hamborg var vi rigtig glade for koncerten med Grand Analog. Faktisk så glade, at den endte på vores top 10 over de bedste koncerter ved den tyske festival. Den canadiske hiphop-gruppe har med deres seneste udspil fået en hjælpende hånd (og stemme) fra rapper og producer Kelvin Mercer, aka Posdnuos (eller bare Pos), som er en del af hiphop-trioen De La Soul.
I modsætningen til nogle af Grand Analogs tidligere udgivelser, som er meget energiske og frembrusende på den fede måde, er “Mutations” heeelt tilbagelænet – men også på den fede måde. Der er cool vibes at hente med den her single, som placerer sig rigtig godt i den tunge, oldschool hiphop/rap-genre med masser af 90’er-referencer. Forsanger Odario Williams har et vanvittigt godt flow; han lægger sig overlegent ind i lydbilledet og matcher perfekt med det dovne, uafbrudte beat.
Som ved så meget andet oldschool hiphop er der brug for noget anderledes, noget finesse, noget der skaber en særegenhed ved nummeret. På “Mutations” er det særligt en tynd fløjtelyd i baggrunden af lydbilledet, som giver nummeret dets særlige udtryk.
Men hvad er det egentlig, der bliver spillet på fløjten? I versene er fløjtens lyse toner meget udstikkende, og det lyder lidt som én, der står og øver sig. Men når omkvædet så lander, finder fløjtelyden sig mere til rette i beatet med gentagne, melodiske fraseringer – og endda et par solo-stykker i mellemspillene.
Derudover bliver vi i omkvædet også præsenteret for en behagelig, John Legend-agtig vokal, som lækkert soul’et og med masser af rumklang fraserer over ordene “these days”. På den måde fuldendes den ellers rimelig simple, men stadig super cool, hiphop-produktion, som du kan høre lige her: