Mød Katrine Ravn, endnu en ung ildsjæl i den danske musikbranche

Foto: PR

Her er, hvad du skal vide om en af de seje, unge mennesker, der gør et rigtig godt stykke arbejde bag musikscenen.
På Bands of Tomorrow forsøger vi ind imellem at sætte fokus på folkene bag den musik, som vi alle nyder så godt af. Her er det især de unge ildsjæle, vi holder øje med – mest fordi de bare er mega cool og gør det godt i en svær branche.
Vi har talt med Katrine Ravn, som tidligere har gået på musikbrancheforløbet Innovative Music Management, og som, kan man vist roligt sige, nu har gang i lidt af hvert.

Hvad arbejder du som?


– Som en del af ‘det nye kuld’ har jeg været i fuld gang med at udforske de muligheder, branchen har at byde på. I efteråret 2016 var jeg kursist på Innovative Music Management, der var startskuddet til seks intensive måneder, hvor jeg blandt andet har arbejdet som Head of Booking på Skvulp Festival, været med som produktionsassistent på P3 Scenen til Grøn Koncert (Næstved & København) og hjulpet til med afviklingen af forskellige arrangementer. Nu er jeg endelig ved at finde fodfæstet og dér, hvor jeg har mine styrker. Til dagligt arbejder jeg som Manager for gruppen Rainbrother. Vi mødtes I forbindelse med Skvulp Festival og fandt hurtigt ud af, at et samarbejde kunne være til gavn for gensidig udvikling. Vi sparrer godt sammen både strategisk og kreativt. Jeg har en BA i International Kommunikation og Virksomhedsstudier, hvilket er en hjælp i forhold til at løfte administrative, kommunikative og organisatoriske opgaver i jobbet som Manager. Sideløbende har jeg fornøjelsen af at følge Line Grønning og har været med som produktionsassistent på blandt andet CLEMENS – Regnskabets Time. Det er uden tvivl dér, hvor jeg suger mest viden til mig, og jeg betragter Line både som en mentor og sparringspartner for mine andre projekter.

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for dig?


– Det afhænger meget af, hvilket projekt der optager min tid. Fællesnævneren for dem alle er dog en konstant tankekraft på Rainbrother, møder og en masse mails. I rollen som Manager er der et hav af administrative opgaver, som skal løftes. Jeg er i løbende dialog med Bjarke (forsanger i Rainbrother) omkring den strategiske retning for projektet, både i forhold til SoMe, det visuelle som pressefotos, coverart og video, men også overvejelserne i forbindelse med udgivelsen af nye albums, koncerter, merchandise og så videre.
Mit job er generelt at skabe vej og synlighed for de fem ”regnbrødre”, og jeg er derfor i jævnlig kontakt med diverse medier, radiostationer, bureauer og spillesteder både i indland og udland. Når man er ung og grøn er det dog en kaotisk branche at finde rundt i, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at søge råd og vejledning hos dem, jeg kender. Det er fedt at mærke, at ens netværk glædeligt hjælper til med vejledning og ideer.

Hvad har du gjort for at få en fod indenfor i branchen?


– Siden jeg var helt lille, har jeg været interesseret i – og spillet – en masse musik. Efter jeg færdiggjorde gymnasiet, tog jeg et ophold på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor jeg gik på sanglinjen. I forbindelse med min bachelor var jeg så heldig at komme seks måneder i praktik på musikstedet Gimle i Roskilde som PR og marketingspraktikant. Her arbejdede jeg med intern og ekstern kommunikation, grafisk materiale, projekt planlægning og organisering. Efter færdiggørelsen af min BA vidste jeg for alvor, at det er processerne bag (live) musikken, jeg er særligt interesseret i. Derfor søgte jeg ind på Innovative Music Management, hvor jeg mødte Laurits Heegaard Rasmussen, som jeg sidenhen lavede Skvulp Festival med. Her fik jeg lov til at arbejde med lige netop de processer og det at definere den musikalske profil, men særligt afviklingen fangede min interesse. Ellers har jeg sørget for altid at have en positiv tilgang til de opgaver, jeg bliver stillet og opsøge nye muligheder. Det har betydet, at jeg har skulle have mange bolde I luften på én gang, men det har også budt på kæmpe mængder af hands-on læring!

Hvad er du indtil videre mest stolt af at have udrettet i løbet af din karriere?


– I løbet af 2017 er det gået rigtig stærkt. Jeg må dog fremhæve tjansen som Head of Booking på Skvulp Festival, som havde 25.000 besøgende, som et af de største højdepunkter. Her fik jeg for alvor blod på tanden. Både i form af min rolle som Booker men i særdeleshed også afviklingen af et sådan arrangement. Jeg fungerede som Stagemanager på scenen for upcoming artister, der blandt andet husede Noréll, Aksglæde og Barselona. Her fik min kærlighed for livemusikken frit spil. Men nok så vigtigt var, at jeg lærte at indgå i et tæt samarbejde med blandt andet projektlederen på musikken, Laurits. Det har været vigtigt for mig, at finde en sparringspartner, der kan udfordre mig. På den måde formåede vi sammen at skabe de fedeste rammer for alle koncerterne.
Netop den kærlighed til livemusikken er grunden til, at jeg nu er Manager for Rainbrother, men også årsag til de kommende projekter, der venter rundt om hjørnet. Vigtigst må det være, at Laurits og jeg har valgt at indgå i et nyt samarbejde, og snart slår vi dørene op for vores fælles projekt PRE:PRODUCTION. Det er vores mission er at udfordre livemusikken og vores passion at nytænke mulighederne for den enkelte artist inden for booking og management. Det bliver en spændende periode, vi går i møde!

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com