fbpx

Koncertaktuelle Albin Lee Meldau udgiver ny single “Same Boat”

Foto: Fredrik Skogkvist

I august måned i år blev det en realitet, at den svenske, upcoming stjerne Albin Lee Meldau kommer til Danmark den 25. oktober med sit eget headliner-show. Nu er det allerede om små to ugers tid, og uanset om du har billet eller ej, kan du glæde dig over at han i dag er ude med sin helt nye single “Same Boat”.

Den svenske sanger og sangskriver har efterhånden været under vores søgelys i et stykke tid nu, og det er da også kun gået den rigtige vej for Albin Lee Meldau, siden han udgav sin allerførste single “Lou Lou” i starten af sidste år. Herefter fulgte en anmelderrost EP, en sejr til Reeperbahns Anchor Award 2016, en pladekontrakt med Astralwerk (en del af Universal Music), en nominering som “Best Newcomer” til den svenske Grammy Award og en optræden til verdens største musikbranchefestival South by South West (SXSW).

I april i år vandt han desuden Bands of Tomorrow Awards “Årets internationale navn”, og vi kan simpelthen ikke få nok af den dygtige sangskriver.

Albin Lee Meldau stammer fra en højst musikalsk familie i Göteborg i Sverige med en jazzsangerinde som mor og en britisk punk-rocker som far. Denne alternative blanding af musikgenrer fra en tidlig alder kan være grunden til, at Meldau virkelig mestrer sangskriverkunsten.

Hans debutalbum er sat til at komme næste år, og hvis alt går som det tidligere har gjort for Meldau, skal det nok gå rigtig godt.

Albins musik er nærværende, rørende og utrolig dragende. Han blander både singer/songwriter, jazz, soul og pop-elementer, og hans musik tiltalter enhver smag og er for alle musikelskere. Hans nye single “Same Boat” er en simpel og fin sang, som genremæssigt lægger sig langt tættere op ad Albins mors musikkarriere end hans fars: Sangen er fyldt med bluesfraseringer i både guitar, klaver og vokal og et storslået, gospel-lignende kor. Temaerne i sangen er solidaritet og frygten for at miste dem man elsker, og gennem nummeret får Meldau flot demonstreret sin stemmes rækkevide.

Hør “Same Boat” her:

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com