21 okt Anna of the North: Jeg ville ønske, at jeg kunne opleve musikken på ny, som var det for første gang

Foto: Jonathan Vivaas Kise

Fredag i sidste uge spillede Anna of the North koncert på Ideal Bar i København, og i den forbindelse tog vi et en snak med den ene halvdel af duoen, frontfiguren Anna Lotterud. Læs med her, hvor hun blandt andet fortæller, at hun nok ikke havde været venner med Brady Daniell-Smith (den anden halvdel af duoen), hvis ikke det havde været for musikken.
Anna of the North er som sagt en duo, Anna og Brady, som sammen blandt andet har skrevet og produceret albummet Lovers, som er udkommet i år. De er lige nu på turné rundt i Nordeuropa og landede i København fredag aften, hvor de gav en stemningsfyldt koncert på Ideal Bar. Før koncerten mødtes jeg med bandet backstage og havde en snak med Anna. Hun gav udtryk for, at det var rigtig fedt og spændende at være på tour, men at hun også glædede sig til at komme igang med at skrive igen. Hun er sikker på, at der er noget større på vej, og at Lovers ikke er et peak i bandets karriere. Hun har lært meget i løbet af de seneste tre år og glæder sig til at bruge sin erfaring, når hun og Brady skal begynde at skrive og producere igen.
– Jeg har meget lyst til at begynde at skrive igen. Jeg tror ikke, at det her er dét album, på en måde, jeg tror, at det her er starten. Jeg glæder mig bare til at bruge det, jeg har lært, og bare bygge på og bygge på.
Det er første gang, at bandet er på tour, og især dét faktum, at alle mennesker til koncerten rent faktisk er kommet for at lytte til dem, gør det lidt mere specielt, samtidig med at det kræver lidt mere af bandet:
– Vi har kun spillet til festivaler, og der kommer jo folk, som skal tjekke det ud, og nogle er fans, nogle kan ikke lide det, og andre venter bare. Men det er cool, at når man spiller selv, så kommer alle folk, fordi de kan lide musikken. Som headliner, så er det på en måde vigtigt at have en god energi.
Det handler om at skabe en forbindelse mellem bandet og publikum, og Anna har før koncerten selv en rimelig klar idé om, hvad det er, publikum kan forvente af hende, og hvad det er, hun og resten af gruppen har at byde på. Deres musik skal gerne give publikum en følelse, som de kan bevare og tage med hjem:
– Det, de kan forvente af mig, det er lidt triste toner, lidt glade toner, og en god blanding, en god energi også. Og så håber jeg, at det kan være en fin oplevelse for alle, uanset hvad de måtte gå ind til det med – at noget kan give dem en følelse, give dem noget de kan tage med hjem, noget de husker.

Lovers

Ja, for der er for Anna nemlig en idé bag musikken og det øjeblik, den skrives i, den høres i, den udtrykkes i. Både hende og Brady ville gerne skrive et konceptalbum. Men det var i høj grad bare noget, der skete i processen og arbejdet med Lovers, og ikke noget, de kunne planlægge forud for produktionen:
– Man må ikke tvinge konceptet frem, hvis det på en måde ikke er der. Men jeg tror, at der er mange kunstnere, der bare har tænkt et eller andet med det, og så sker det da. Jeg tror, at det sker på grund af den følelse, du har inden i dig på lige præcis det tidspunkt. Det moment, du lever i, som du aldrig får igen, men så har du sangen. Jeg plejer at sige, at musikken er det eneste, der på en måde kan stoppe tiden.
Hun snakker om hele aspektet bag det moment, som musik opleves i, fordi der i det øjeblik skabes en forbindelse imellem musikken og kroppens sanser. Du har måske selv oplevet at lytte til en bestemt sang, og i den sang ligger der et minde. Et minde, som måske fremkalder duften af ens kæreste eller følelsen af at være glad eller ked af det over noget i forbindelse med at have hørt sangen på et særligt tidspunkt.
Det samme kan gøre sig gældende for musikerne, når de skriver deres musik. Det udtryk, der gives i Lovers, er meget bundet til, hvordan Anna og Brady havde det i deres skriveprocesser, og det er derfor meget naturligt blevet et konceptuelt album:
– Brady og jeg var enige om, at det skulle være et følsomt album, lidt trist på en måde, men også mere positivt – det skulle være håbefult. Et håbefuldt album.
Ud fra de vidtrækkende reaktioner (“Der har været alt”), som de har fået efter udgivelsen, påpeger Anna, at den slags musik, som de skriver, nok enten er noget, man slet ikke kan lide, eller noget af det bedste, man nogensinde har hørt. Det er meget ensformigt i outputtet, og det er de godt klar over, så for nogen bliver det kedeligt, men for andre er det helt fantastisk:
– Hvis du ikke kan lide sounden, så kan du ikke lide noget, og så bliver det kedeligt, det er jeg klar over, men hvis du kan lide sounden, så er det det bedste album, du har hørt.
Hun runder albumsnakken af med at forklare, at Lovers er en rejse i kærlighedens veje, og især i relationerne mellem mennesker og kærligheden til andre. Anna og Brady finder inspiration i hinanden og i venner og familie, og især i deres relationer til de mennesker, der er omkring dem.
80’er-vibes
Derudover er de begge musikalsk set meget inspirerede af 80’ernes musik og hele “80’s-viben”, som også kan høres hos mange nutidige kunstnere.
– Vi er vældig glade for at dele (red.: lytte sammen til) Hôn, Wet, vældig glade for oldschool 80’s, Phil Collins. Jeg elsker Celine Dion, jeg tror, jeg trækker ham lidt med på den. Vi er vældig glade for den vibe.
Den her 80’er-vibe skinner klart igennem på deres album, og Anna forsøger også selv at definere deres musik: Jeg tror, at det er et landskab – der er ligesom en 80’s vibe over det hele. Så tror jeg, det er ganske behageligt musik, det er ikke sådan hits på hits på hits, men et album, du kan lytte helt igennem.”
“…som om at jeg aldrig havde hørt den før.
Selvom Anna finder det vanskeligt at sætte ord på sin egen musik, er den ovenstående formulering efter min mening meget passende. Hun kunne dog godt tænke sig at opleve musikken udefra. For når hun selv har været med igennem hele produktionen og kender alle detaljer og ændringer på numrene, så har hun ikke mulighed for at danne sit eget udefrastående indtryk af, hvad det egentlig er for noget musik. Hele den oplevelse, som hun og Brady giver andre med deres musik og optræden, kommer hun ikke til at kunne mærke på egen krop.
– Én ting, jeg ønsker, er at opleve musikken på ny, udefra, som om at jeg aldrig havde hørt den før.
Hun synes, at det kunne være fedt at mærke, netop hvad musikken gør ved hende, og – i forlængelse af ovenstående afsnit om musik som tidsstoppende – hvilke følelsesregistre hun knytter til den ved det første møde. Hvad der ville ske for hende i det allerførste og umiddelbare moment, som hun altid vil kunne genkalde med musikken, og som altid vil være bundet til, hvordan hun havde det inde i sig selv netop dér.

»…kan vi ikke bare sige det, som det er?«

Anna og Brady har et tæt samarbejde og en rigtig god relation til hinanden, som i særdeleshed er etableret igennem musikken. Det er rart for dem, at de kan være fælles om at sætte sig og lytte til musik, uden at den ene hader det, den anden har sat på. For hvis ikke de havde musikken til fælles, så tror Anna slet ikke, at de havde haft det samme, tætte venskab, som de har i dag:
– Vi er vældig forskellige. Jeg tror ikke, vi havde fundet hinanden uden musikken. Hvis vi havde gået på samme skole, tror jeg ikke, vi havde hængt ud. Når det kommer til musik, er vi utrolig lige og enige. Det er rigtig fedt, for han er måske den eneste i verden, jeg har mødt, som har så ligelig musiksmag med mig.
Brady og Anna skriver som sagt musikken sammen, og de trækker i sangskrivningen på forskellige kvaliteter: Brady er jo udlært, han har gået på musikskole, han kan en masse. Men jeg tror, der er en god balance mellem os to, for så er der jo mig, som er uvidende og bare skyder løs med idéer, for jeg ved ikke, at man ’skal’ gøre sådan og sådan. Jeg har ikke nogen regler for, hvordan man skal skrive som sangskriver, så jeg kaster bare ud. Det er lidt cool, at man ikke altid må følge sådan en regel.
Det virker som om, at de to sangskrivere matcher hinanden rigtig godt, og at der kommer nogle rigtig gode resultater ud af deres samarbejde – også selvom de ikke nødvendigvis har den samme indstilling til tekstskrivning:
– Han er vældig metaforisk og kan lide at skrive metaforer og lidt mere dybt, og jeg er mere sådan; kan vi ikke bare sige det lige ud, kan vi ikke bare sige det, som det er?

Anna fra Norden

På nuværende tidspunkt er Anna og Brady begge bosat i Norge, hvilket gør det nemmere for dem at skrive sange sammen og øve til koncerter. Men det hele startede egentligt, da norske Anna var i Australien for at studere og mødte new zealandske Brady, som havde en af sine sange i støbeskeen til at blive produceret og indspillet. Som en sjov idé bad han Anna om at indspille sangen, og hun fik i den forbindelse tilnavnet “Anna fra Norden”. Begge musikere var godt tilfredse med resultatet af indspilningen, og det blev faktisk den egentlige start på deres samarbejde og det fælles projekt Anna of the North.
Fun fact: Det hele foregik over Skype.
– Egentlig var der ikke nogen plan om, at vi skulle skrive musik. For sjov lavede han en sang, som jeg indspillede, og så lagde han den på Soundcloud, og da jeg så vågnede, var han sådan: ’Now you’re Anna of the North’. Så det første år skulle det egentlig bare være mig, men så gik det godt, og vi havde lyst til at fortsætte med at arbejde sammen.
På trods af det velsmurte samarbejde, er det i høj grad Anna, der må siges at være frontfiguren, og primært hende, man forbinder med artistnavnet Anna of the North. Det var jo oprindeligt også tanken, at det skulle være et soloprojekt (selvom navnet er Bradys påfund). Men selvom hun måske er ansigtet udadtil, kan det godt være svært at være repræsentant for hele projektet, og hun er rigtig glad for at have den dygtige musiker fra New Zealand med sig. Det var vist lidt skæbnen, at de to skulle arbejde sammen, og det er vi glade for:
– Det er selvfølgelig en vanskelig ting, men samtidig er jeg ganske glad for, at det er sådan nu. Brady er som sagt rigtig god til at skrive, og har et anderledes job end jeg har, for hans job er jo at skrive musik. Jeg tror at det blev sådan, fordi det skulle være sådan.