28 aug Albin Lee Meldau annoncerer første danske headliner-koncert
Foto: Fredrik Skogkvist
Den svenske sanger og sangskriver, som tidligere i år løb med prisen som ‘Årets Internationale Navn’ til Bands of Tomorrow Music Awards, giver sit første, danske headliner-show den 25. oktober i DR Koncerthuset.
Vi har været solgt til Albin Lee Meldau, lige siden han i starten af sidste år udgav sin debutsingle “Lou Lou”. EP’en Lovers, der fulgte efter, gav endnu en stærk indikator af, at Meldau var en kunstner at holde øje med, og det bekræftede en række events siden: I september sidste år vandt han den første ANCHOR Award nogensinde på Reeperbahn Festival, i december signede han med Astralwerks (en del af Universal Music, som også huser artister som Halsey, Kings of Convenience og The Kooks), og så var han nomineret til den svenske Grammis 2017 som ‘Best Newcomer’.
Selv hyldede vi den talentfulde musiker til vores award show i april, hvor Albin Lee Meldau løb med prisen som ‘Årets Internationale Navn’. En pris vi indstillede ham til på baggrund af hans smukke udgivelser og den fortryllende showcase, han i maj 2016 spillede i Lille VEGA til VEGA’s New Crush.
Med andre ord: Der er ret god grund til at glæde sig over Albin Lee Meldaus kommende visit i København. Hans musik er en tidløs blanding af velskrevne og fængede melodier, et lydunivers, der appellerer til både de jazz, pop, folk- og rockelskende og en soulful vokal, der bliver en lige så stor del af historiefortællingen, som hans inderlige og ærlige tekster.
Efter den førnævnte koncert i Lille VEGA skrev vi blandt andet:
– Hans koncert var en fuldendt performance med en ekstrem indlevelse, der gjorde, at man til tider kunne føle sig som tilskuer til et dybtfølt teaterstykke om smertelig, ulykkelig kærlighed. Det var måden han brugte sin krop på helt ud til fingerspidserne, det var blikket i hans ellers halvlukkede øjne, det var grimasserne i hans ansigt, og det var den fuldstændigt perfekte kontrol over dynamikken i hans stemme, der gjorde, at publikum under sidste nummer “Let Me Go” måtte protestere med et inderligt “NO!”
Koncerten finder sted den 25. oktober i DR Koncerthuset, og du kan varme op med denne live session, som Albin Lee Meldau sidste år optog på Christiania:
Vi fangede i maj sidste år Albin Lee Meldau til en snak på The Great Escape Festival i England, og interviewet finder du lige her.