06 jul The Japanese House: »Du kan lære alt, hvis det er noget, du virkelig går op i«

Foto: PR

Hun har ikke udgivet et fuldlængde album endnu, men afslører, at hun arbejder på det. Indtil vi får glæden af en hel plade, må vi glæde os over de mange EP’er britiske The Japanese House kaster efter os. Den 30. juni udkom endnu en i rækken med titlen Saw You in a Dream, og den er lysere og mere opløftende end tidligere, selvom melankolien er bevaret intakt.
Bag kunstnernavnet The Japanese House gemmer sig den unge britiske sangskriver, producer og sangerinde Amber Bain, som jeg mødte backstage til en snak nogle få timer inden hendes seneste koncert i VEGA i København.
Sidst The Japanese House var i København, var det som opvarmning for bandet The 1975, som hun desuden deler pladeselskab med (Dirty Hit Records) og tidligere har produceret sammen med.
Dengang The Japanese House første gang kom frem i 2015 med EP’en Pools To Bathe In, var det vigtigt for Amber Bain at kunne gemme sig mest muligt bag sit musikalske alias. Det specielle kunstnernavn afslørede intet af den unge musikers identitet, og hendes dybe stemme var så præget af harmonier, at flere ifølge mediet Davids Myth faktisk troede, at The Japanese House var et nyt, hemmeligt sideprojekt fra The 1975-forsanger Matt Healy.

Nu ved de fleste bedre, og Amber har heller ikke et helt lige så stort behov for at gemme sig som tidligere. Dermed ikke sagt, at hun er sprunget ud i rampelyset. Langt fra. Det har aldrig været med et ønske om at blive berømt, at Bain er gået ind i musikken, og generelt har hun det stadig lidt svært med alt det dér med at skulle komme helt tæt på en musiker og musikerens personlighed. I et interview, Bain tidligere har lavet med The Radical, nævner hun, hvordan det lader til at være mere intenst, når det handler om musikere frem for eksempelvis virkelig kendte fotografer.
– Ja, det er skørt ikke? siger hun og kigger undrende på mig, da jeg spørger hende ind til det.
– Jeg har prøvet en gang selv at være helt vildt interesseret i en musikers person. Det var, da jeg var yngre, og det var meget mærkeligt, afslører hun. – Der er denne her musiker, der hedder Eliot Sumner. Hun er fra et band, der hedder I Blame Coco. Jeg var omkring 14 år, meget drenget, gik i Dr. Martens og havde slasket langt hår, og så havde jeg en virkelig dyb sangstemme. Jeg lyttede meget til hendes musik og var sådan: ‘hun ligner også en dreng og lyder også som en dreng ligesom mig’, og så blev jeg en smule fangirl.
Hendes Eliot Sumner-fangirl-periode har dog aldrig været til en ekstrem, som nogle ellers tager det til.
– Det kan blive virkelig mærkeligt og super creepy.

Uden for kategori

Amber Bain er ikke meget for at skulle beskrive og dermed kategorisere sin musik.
– Jeg tror, det en form for ‘guitary, synthy’, alternativ pop med massere af harmonier. Det er et soloprojekte, men live har jeg et band med, og det, tror jeg, er alt, jeg har at sige om det.
Det er også fair nok, at der ikke er mere at sige. Genrer og kategorier har immervæk altid været en mærkelig størrelse, og selv har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til dem. Lige så gode genrer kan være til at få os til at lytte til ny musik, lige så meget kan de afholde os fra det. Den tankegang kan Bain godt følge.
– Jeg tror, at folk putter en genre på dig, fordi de vil have, at folk skal lytte til din musik. Så de siger: ‘du vil kunne lide det her, hvis du kan lide denne her type musik’. Og folk, der så lytter til den type musik, vil sige: ‘oh! hvis det passer ind i denne her genre, så kan jeg sikkert godt lide det’.
Selv er hun dog ligeglad med, hvad folk kalder hende, men hun har svært ved selv at putte en genre på sin musik, og det er heller ikke noget, hun tænker over i processen.
– Jeg tror, at alle prøver at lave musik, der ikke passer specifikt ind i en genre. Det synes jeg i hvert fald er en god ting at gøre.
Når alt kommer til alt, ved Bain egentligt ikke rigtigt, hvilke kategorier, folk sætter hendes musik i. Hun er helt stoppet med at læse, hvad der skrives om hende, og twitter er hun også gået væk fra (Tip: tjek dog hende instagram ud. Hun tager nogle virkelig flotte billeder).
Det kan dog synes som en skam, at Bain aldrig læser, hvad der bliver skrevet om The Japanese House, for det er ellers lutter roser, jeg har fundet. Selv satte vi tilbage ved årsskiftet The Japanese på vores liste over 17 navne du skal holde øje med i 2017, og BBC har ligeledes spået det unge talent et godt år på deres BBC Sound of 2017-liste, hvor The Japanese House står side om side med navne som Rag’n’Bone Man, Anderson .Paak og Maggie Rogers.
– Når andre musikere siger søde ting omkring mig, er det altid virkelig dejligt (bl.a. CHVRCHES er vild med The Japanese House, red.). Og så når min far siger rosende ting – begge mine forældre, fortæller Bain.
– Det betyder selvfølgelig også meget for mig, når jeg får ros fra medier osv. men jeg tror, det er en god ting ikke at lade sig tynge for meget af, hvad folk siger. Det er helt sikkert vigtigt, men jeg ved ikke helt… mest af alt tror jeg, det er vigtigt, at du selv kan lide musikken. Ellers er det rimelig meningsløst. Jeg har skrevet sange, som jeg egentligt ikke kunne lide – jeg kommer ikke til at fortælle dig, hvilket det er – siger Amber Bain og griner – men der er en sang ude i dag (“Saw You in a Dream”, red.), som jeg virkelig godt kan lide.

Alt-muligt-kvinden Bain

Melankoli, nostalgi, vokalharmonier, drømmende akkordrundgange, storladenhed og minimalisme, groovy bas, legesygt guitarspil, solskinsdage og silende regn, feriestemning og sene nattetimer. På en eller anden måde har Amber Bain formået at udforske et lydunivers, der omfavner en overvældende mængde af følelser og stemninger, uden at det på noget tidspunkt bliver rodet. Og hun har skabt det hele selv med hjælp af en ukuelig lyst til at udforske og prøve sig frem – og så en trofast mavefornemmelse og høresans, der fortæller hende, hvornår noget lyder godt.
– Jeg lærte mig selv at producere i Logic. Jeg tror bare det handler om smag. Hvis jeg for eksempel lytter til et mix af mine demoer, kan jeg høre, hvilke frekvenser, der skal stå ud. Jeg ved intet om alt det nørdede. Hvis jeg EQ’er (equalizing, red.) et eller andet, har jeg ingen idé om, hvad fuck, det er, jeg laver. Men jeg kan bare høre, hvad der lyder godt.
Og Bain laver vitterligt alt selv.
– Det har jeg altid gjort. Jeg elskede at indspille ting, da jeg var yngre, altså, jeg var helt besat af at indspille sange. Nu er jeg så blevet bedre, tror jeg. Jeg har indspillet sange, siden jeg var 10 år, så nu har jeg haft 11 års øvelse med produktion. Men jeg tror, at du kan lære alt, hvis det er noget, du virkelig går op i.
Selvom Bain ene kvinde har haft fingrene dybt nede i alt, hvad du hører på hendes EP’er, så har hun klart områder, hun elsker mere end andre.
– Jeg er helt sikkert bedre til at skrive sange og producere, end jeg er til at synge. Jeg bryder mig egentligt ikke så meget om at synge, det er ikke noget, jeg virkelig nyder. Når jeg indspiller laver jeg tit bare et par vokal-takes til demoen og tuner dem. Så er det eneste andet tidspunkt, jeg synger, når jeg indspiller det rigtigt, og så når jeg spiller live. Så det tager mig ret lang tid at træne min stemme, fordi jeg ikke øver mig, afslører Bain og sammenligner det at synge med at spille guitar eller klaver.
– Du bliver nødt til at øve dig, ellers er du lort til det. Og jeg øver mig ikke, så…, siger Bain. Men okay. Nu skal hun heller ikke være så hård ved sig selv, siger hun og griner – Jeg er tydeligvis o.k. til at synge. Jeg er ikke dårlig til at synge, bekræfter hun, med rette vil jeg mene.
Jeg har stadig lidt tid tilbage, inden min tid løber ud, og Bain skal til at gøre sig klar – først til et telefoninterview, derefter til sit første headline show i Danmark.
Hvad er det vigtigste for dig, når du producerer, spørger jeg Bain, når nu det er produktionen, der interesserer hende mest.
– Det ændrer sig egentligt i hver sang, fordi jeg får forskellige vibes fra sang til sang. Men jeg kan godt lide, når lyden er helt ren. Hvis der er mærkelige lyde i min musik, kan jeg godt lide at have dem meget isoleret. Jeg er ikke en stor fan af rodede lydbilleder proppet med reverb (reverberation, red.). Mine sange har sikkert en masse reverb, men det er meget adskilt og separeret fra resten, og det kan jeg bedre lide end bare larm. Der er så mange bands, som jeg elsker, som har fantastiske sange, der er støjende, men jeg tror, dybt inde i mig, at jeg ville ønske, at de var indspillet lidt mere rent, forklarer Bain.
Men når det så er sagt…
– Et band som Beach House de kan gøre, hvad de vil. Det lyder SÅ godt. Og jeg tør vædde på, at det tager sindssygt lang tid at få den lyd perfekt. Det lyder på en måde rodet, men stadig så godt.

Et album i vente

Jeg har inden mit møde med The Japanese House læst mig frem til, at der muligvis er et album på vej, og det er jeg selvfølgelig interesseret i at høre mere om. Da vi mødtes, var Bain stadig i gang med at færdiggøre sin fjerde EP, som udkom den 30. juni. Men ja, hun arbejder også på en fuldlængder.
– Jeg stræber efter at få det færdigt i slutningen af året, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske, fordi jeg er så meget på turné.
The Japanese House’ mange singler og fire EP’er følger rimelig godt den tendens, der er for tiden, hvor flere og flere udsender separate numre og EP’er frem for gammeldags album. Og selvom Bain egentligt nok er enig med dem, der spår, at albummet er en døende størrelse, så har hun aldrig været i tvivl om, at hun selv skulle udgive et.
– Jeg har altid ønsket at lave et album. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg føler omkring det. For jeg kan virkelig godt lide små EP’er, og jeg kan ret godt lide at lytte til individuelle sange. Men på den anden side… Det er måske fordi folk ikke laver fantastiske albums for tiden. Well, det gør de. Men jeg synes folk er mere forhastede med det. Der er en lavere procentdel gode albums ud af et højere antal folk, der laver albums. Kan du følge mig?, spørger hun og uddyber: Der er et højere antal af folk, der laver albums, men jeg synes færre af dem er virkelig gode. Måske er vi bare løbet tør for gode sange at lave?
Den frygt kan jeg faktisk godt følge Bain i. Der er meget – undskyld mig sprog – lort derude, men samtidigt er jeg glad for at høre, at Bain stadig holder fast i at lave et album. Jeg ville hade, hvis det format skulle udgå (det tror jeg nu heller ikke, at det gør). Bain har dog fundet en fin måde at balancere sit ønske om at lave et album med sin kærlighed for individuelle sange og små EP’er.
– Jeg tror ikke, at sangene kommer til at passe sammen helt sirligt. På mine EP’er er der ikke nogen sammenhæng mellem de ting, sangene handler om – der er ikke noget i det, der giver mening sammen – men lydmæssigt er der. Og sådan vil jeg gerne have, at mit album skal være. Jeg er ligeglad med, om temaerne passer sammen, men lyden skal. Og så går jeg op i, at vokalen skal være virkelig høj, siger hun med begejstring i stemmen – ekstremt høj! sådan, Drake-høj.
Og med det sagt, slukker jeg min optager. Mine 20 minutter i VEGA’s backstage-lokale er slut, og jeg er blevet en hel del klogere på den før så anonyme The Japanese House, som elsker at skrive musik, elsker en høj vokal, selvom hun ikke bryder sig så meget om at synge, og som laver alt selv på baggrund af et godt øre og 11 års leg med produktion, indspilning og sangskrivning.
Saw You in a Dream – EP er ude nu, og vi glæder os til, at vi en dag kan sige det samme om et album.