17 jul Interview med Amanda Delara: »Folk kan ikke lide at høre for meget om vores problemer«

Foto: Herrmann Stenerud

Hendes debut-EP Rebel er netop udkommet, og til oktober venter en dansk koncert. Læs vores interview med den fremadstormende, norske kunstner med meget på hjerte.
Hun blæste os bagover i marts på den årlige by:Larm Festival i Oslo. Hun brillerede på andensinglen “Dirhamz”, der udkom kort tid efter. Hun imponerede os igen, da hun gæstede SPOT Festival i maj, og nu glæder vi os over debut-EP’en Rebel, som udkom fredag den 14. juli.
Hvis jeg skal give dig ét godt råd lige nu, så er det at holde et vågent øje med den unge, norsk-iranske urban pop-sanger og sangskriver Amanda Delara, som efterhånden har etableret sig på den norske musikscene og er godt på vej til at gøre det samme herhjemme.

Jeg mødte 19-årige Amanda Delara på hendes hotelværelse i Aarhus nogle få timer inden hendes koncert på SPOT Festival – en koncert vores anmelder efterfølgende kvitterede med 4,5 ud af 5 stjerner.
På vej ind ad døren til hotellet krydsede jeg tilfældigvis veje med den hypede, finske popsangerinde ALMA, som også skulle spille på festivalen. Jeg konstaterede for mig selv, at det er nogle ret seje sangerinder, vi har på den skandinaviske musikscene for tiden.
For ‘sej’ er netop et ord, jeg mange gange har brugt om Amanda Delara, når jeg ihærdisk har præsenteret mine venner for hende. Sangerindens to første singler “Paper Paper” og “Dirhamz” var politiske kommentarer til samfundets besættelse af penge, og med lyrics som “Sayin; ‘Money buys you time ’// granting you eternal life // but who wants to live forever” og “Don’t get attached to the dawn in the eve // Freedom ain’t cheap, but it’s tasting so sweet,” lægger Delara ikke låg på, at hun forholder sig reflekteret til den verden, der omgiver hende. Det er sejt. Basta.
“Hvem er Amanda Delara?,” spørger jeg lidt naivt, da vi har sat os til rette i nogle sofaer i hotellobbyen. Man må jo starte et sted, og med kun to singler ude på det tidspunkt, var der endnu ikke så forfærdeligt mange artikler derude, man kunne læse for at lære hende at bedre at kende.
– Amanda Delara er en 19 gammel pige fra Norge, som har forældre fra Iran og bare godt kan lide… siger hun og bryder ud i latter: Jeg taler om mig selv i tredjeperson!, griner hun og fortsætter; jeg kan godt lide at skrive sange og lave musik. Det er det, jeg vil lave resten af mit liv.
Delara har drømt om at lave musik, lige siden hun var barn. Hun mindes at have ligge øverst i en køjeseng med sin bror og drømme om at stå på en stor scene og synge foran et kæmpe publikum.
– Men det var aldrig noget, jeg tænkte ville ske. Det var bare en drøm.
Men to år inde i ‘videregående’, som er den norske pendant til gymnasiet, skete der noget. Delara havde uploadet videoer med sin musik til forskellige sociale medier, og det, alle spirende musikere går og håber på vil ske, skete. Hun blev opdaget af musikselskabet GR:OW, som hun signede en management-deal med, og fra da af vidste hun, at hun skulle forfølge den drøm, som ellers altid “bare” havde været en drøm.
Hjemmebane-triumf på by:Larm Festival
Det var som nævnt i indledningen under den norske musikbranchefestival by:Larm i Oslo, at vi første gang stiftede bekendtskab med Amanda Delara. Jeg skrev i min opsamlende artikel fra festivalen om hendes koncert: “Der er ikke noget federe end at tage til koncert med en kunstner, man intet aner om, og gå derfra med følelsen af lige at have set sit største idol.” – og det var virkelig den følelse, jeg gik derfra med. Jeg har efterfølgende læst på mange andre medier, at vi ikke var de eneste, der havde en “blæst bagover”-oplevelse af koncerten, som for mig lignede en klar milepæl for den unge sangerinde.
“Var det en lige så vild oplevelse for dig, som det lignede udefra?,” spørger jeg Delara for at få hendes eget perspektiv på den aften.
– Ja totalt!, udbryder hun; jeg er så glad for at høre, at du havde det på den måde med koncerten, for det var virkelig stort for mig. by:Larm er en stor ting for artister i begyndelsen af deres proces. Jeg tænkte på koncerten et helt år forud, og var sådan: ‘by:Larm, by:Larm!
Da vi dengang i Oslo kom ud fra spillestedet Sentrum Scene, bemærkede min kollega en masse postyr. Det var en gruppe af Amanda Delaras venner, der råbte af deres lungers fulde kraft: “AMANDA DELARA! AMANDA DELARA!,” mens de løftede deres overrumplede veninde op i vejret, som var hun “player of the match” til en Champions League-finale.
Hun bryder ud i grin, da jeg fortæller hende, at vi så det.
– Ja! De var helt vilde! De kastede mig op i luften! De var en smule fulde. Men de er mine venner…, siger hun og smiler stort.

Det handler om at være stolt af sine kulturelle rødder og turde udtrykke det

Det var egentligt en lidt random måde, vi dengang endte til by:Larm-koncerten på. Vi havde et hul i skemaet og tjekkede det ret omfattende program ud for at konstatere, at Amanda Delara havde så sejt et pressebillede, at vi måtte tjekke koncerten ud. På billedet sidder
Delara med bare tæer på et persisk tæppe foran en dromedar. Da vi kom ind til koncerten stod hun på scenen iført haremsbukser, mavebluse og en smukt dekoreret lang kappe. Bag hende på scenen hang et stort tæppe lig det fra billedet, og vi blev hurtigt enige om, at Amanda Delara var en “hel pakke” med et virkelig gennemført, æstetisk udtryk.
– Jeg håber, at I fik en form for mellemøstisk vibe, svarer Delara, da jeg spørger ind til, hvad tanken er bag sammenhængen mellem det visuelle og musikalske udtryk.
– At jeg har det persiske tæppe, dromedaren og så min samfundskritiske musik er et statement for mig. Jeg kunne gøre det her på den nemme måde og pakke mig selv ind i den vestlige kultur og synge cheesy kærlighedssange, forklarer Delara.
Det har hun imidlertid ikke lyst til, slår hun en fed streg under. Hun vil omfavne sine iranske rødder, som er en vigtig del af hende.
– Da jeg var barn, så jeg ikke piger som mig selv på TV, som med ord og handling viste, at det er sejt at omfavne sin kultur, og at den er noget, man skal være stolt af. Det er det, jeg vil med min musik, forklarer en virkelig velovervejet Amanda Delara.
Teksterne i hendes musik afslører også hurtigt hendes mission om ikke bare at skrive “cheesy kærlighedssange”, men sætte ord på, hvordan hun opfatter den verden, der hun lever i. Den seneste singleudgivelse “New Generation” har et stærkt budskab om den nye generation, Delara tror på har lysten til at råbe op og kæmpe for, at verden kan blive et bedre sted i dag, end den var i går.
Teksten tager udgangspunkt i fortællingen om hendes mors opvækst i Iran: “My momma would hear bombs drop // Two blocks away from her rooftop // Waiting for the day to change”. Med benhård attitude spørger Delara i nummeret “Which way are we willing to leave our trace,” og fortsætter med det klare og opløftende budskab: “We the new generation // We be running this nation”.
– Jeg kan også godt skrive sange om kærlighed, men for nu er de mere samfundskritiske, for det er det, jeg er inspireret af, forklarer hun. Alle teksterne handler om samfundet, men jeg prøver samtidigt at pakke dem ind i forskellige udtryk, så det hele ikke lyder ens. Nogle gange bemærker folk ikke, at jeg synger om samfundet, og det er også fint. Folk kan ikke lide at høre for meget om vores problemer, så jeg prøver at balancere det, siger hun afklaret.

Og ofte kommer teksterne bare til hende, som noget, der vokser inden i for til sidst at bryde ud.
– Det var det, der skete med “New Generation”. Det var en sang, hvor jeg bare fik et beat og så skrev den virkelig hurtigt. Det var som om, at teksterne var inde i mig og bare ventede på det rigtigt track til at springe ud.

Om inspirationskilder og kommende københavnsk koncert

Selvom Bob Marley er en af favoritterne hos Delara, så er det især hiphop, der inspirerer hende, når det kommer til musikken.
– Jeg elsker altid Kanye West! Han er nummer ét. Men jeg har også lyttet til dansk rap på det seneste. Norsk rap er godt, men dansk rap… de har mere rytme, siger hun og fortsætter, apropos rytme, er jeg også inspireret af dancehall.
Lyrisk, og hvad angår Delaras indstilling til livet generelt, er der også andet end samfundet, der inspirerer hende.
– Min mor er en kæmpe inspiration. Ikke bare i musikken – jeg skriver tit de ting ned, hun fortæller mig – men også i forhold til at lave det, jeg elsker, forklarer hun.
– Hun er så glad, og jeg spørger hende: ‘Mor, hvorfor er du så glad?’. ‘Fordi jeg elsker mit job, og det skal du også,’ siger hun. Så hun er en stor inspiration. Men mine venner inspirerer mig også meget. De er alle sammen så åbensindede og gode mennesker.
Min tid med Amanda Delara løb ud. Hun havde jo en koncert at spille nogle timer efter. Men koncerten på SPOT Festival var heldigvis ikke den eneste danske koncert i rækken. I april annoncerede hun til vores store begejstring, at hun den 26. oktober spiller sin første danske headliner på VEGAs Ideal Bar i København. Jeg spørger Delara, om hun kan afsløre, hvad vi har i vente af koncerten.
– Jeg er meget interesseret i visuals og lys og at gøre det til en fuldendt oplevelse, som ikke kun handler om musikken. Jeg elsker, når kunstnere har et fedt setup. Og så er det vigtigt for mig, at der er god lyd!, fortæller hun og afslører, at hun også har været aktiv i et meget spændende samarbejde.
– Jeg har været i studiet med The Dream. Han har produceret for kunstnere som Kanye West, Rihanna og Justin Bieber. Vi har lavet nogle sange sammen, så I kan måske forvente jer at høre nogle af dem til koncerten. Men det må I selv komme og finde ud af, siger hun og smiler stort.
Jeg slukker min optager, takker for snakken, og glæder mig til aftenens koncert. Den gik jo som sagt rigtig godt, så nu er der ikke andet for end at vente til, at det bliver oktober, så jeg igen kan få mit Amanda Delara-fix. Jeg tør godt glæde mig til at høre numrene fra debut-EP’en Rebel, og så må jeg vente og se, om vi også får et skud The Dream med i herligheden. Vi ses på Ideal Bar!