fbpx

The Dillinger Escape Plan – Copenhell 2017

Foto: Morten Skovgaard
Scene: Hades
Dato: Fredag den 23. juni kl. 18.15

Så blev det tid til det amerikanske math-core bands sidste koncert i Danmark, før de stopper med det energiske, mastodonte og helt igennem vanvittige band, der er The Dillinger Escape Plan.

The Dillinger Escape Plan – Copenhell 2017
5 / 5 Anmeldelse

Klokken havde slået 18.20 før bandet tog deres entré ind på Hades. Selvom der typisk er en konferrenciers, der introducerer det kommende band, så var der ikke tilfældet her. Måske fordi, at det ikke er første gang, at The Dillinger Escape Plan er i Danmark, og de derfor har skabt et navn for dem selv. De var i samme åndedræt i Danmark tidligere på året, hvor de spillede på henholdsvis Voxhall i Aarhus og Pumpehuset i København. Man troede dengang, at bandet ikke ville kigge forbi Danmark, og hver koncert af de førnævnte føltes som var det deres sidste.

Mange bands snakker om, at de vil ødelægge et sted. Hatebreed er blandt andet kendt for deres ‘Destroy Everything’-mentalitet, men et band som The Dillinger Escape Plan er et af de få bands, der kan leve op til at ødelægge alt – og mere til. Under koncerten fik vi flere ødelagte mikrofoner, en guitar der blev total smadret og akrobatiske manøvre fra alle stående bandmedlemmer. Hele bandet var veloplagt fra starten, og forsanger Greg Puciato virkede mere aggressiv, end hvad før er set. Alligevel var der samtidig en klar følelse af kammeratskab blandt bandmedlemmerne, som kun gjorde det en større fornøjelse at overvære showet.

Koncertens massive aggressivitet, der gennemsyrede hele seancen, kom primært fra forsanger Greg Puciato og guitarist Ben Weinman. Under aftenens tredje nummer, den klassiske “Panasonic Youth” måtte Ben Weinmans guitar lade livet. I et forsøg på at kaste med sin guitar blev topstykket af guitaren flækket, så der fløj stemmeskruer til højre og venstre. Det gik tydelig Ben Weinman på, da han derefter tog guitaren og smadrede den ned i jorden med al sin styrke, så der til sidst kun var et halvt fretboard tilbage. Resten af bandet spillede dog videre som ingenting, og det blev et element, der styrkede koncerten som var en perfekt afsked med dette vanvittige band. Ikke lang tid efter, under “Happiness is just a smile”, måtte den trådløse mikrofon lade livet. Det gik ligeledes Greg Puciato på, da et stort højt f*ck kunne høres ud over scenen – trods den nu manglende mikrofon.

Koncerter som disse er, hvad der gør det så, undskyld udtrykket, f*cking sjovt at tage til metal-fester. At få et adrenalin spark ind i hovedet, mens man glemmer, at man står og danser i en vandpyt. Man kan kun være glad for, at Copenhell fik Dillinger på årets spilleplan. De gav, per absolut, en af de mest aggressive, energiske og generelt vanvittige koncerter på dette års Copenhell.

Kenneth Tygesen
kennethtygesen@bandsoftomorrow.com