fbpx

Frank Carter & the Rattlesnakes – Copenhell 2017

Foto: Morten Skovgaard
Scene: Pandæmonium
Dato: Torsdag den 22. juni kl. 17.30

Når man skal kigge efter, hvad der betegner sig som et mønster, plejer man gerne at sige ‘… to er et tilfælde, tre er et mønster’. Dette kan hermed siges om Frank Carter & The Rattlesnakes og deres forrygende koncerter. De er hermed sat i verdensklasse.

Frank Carter & the Rattlesnakes – Copenhell 2017
4.5 / 5 Anmeldelse

Klokken havde ramt 17.30 da Anders Bøtter introducerede det unge band, Frank Carter & The Rattlesnakes. Det er ikke første gang, de rammer Danmark. Denne koncert var deres fjerde i Danmark på blot to år.

Jeg har selv, som anmelder, overværet to af de forhenværende – henholdsvis introductionskoncerten på Roskilde i ’15 og på Atlas (med blot 23 publikummer) i 2016. Alle koncerter har været forrygende, men bandet har heller ikke ligget på den lade side. Frank Carter & The Rattlesnakes har turneret verden rundt – både som headliner, samt som support for Biffy Clyro og Papa Roach.

Koncerten lagde ud med den dominante og fandenivoldske “Juggernaut” fra debutpladen Blossom. Publikummet havde fyldt Pandæmonium-scenen – hvilket flere var overraskede over. Især når grind- og dødsmetalpionerene Carcass spillede på samme tid.

Den 40 minutters (korte) koncert var en lektion i overskud og publikumskontakt for alle bands. Frank Carter er nok en af de mest interessante, spændende og dygtige frontfigurer, der er kommet frem på den nye punk-scene. Med pink hår og iført en guld/sort stribet silkeskjorte var Frank Carter ude og stå på publikum – bogstavligt talt: Op på hænderne af hjælpelige publikummer, mens han skreg sine lunger ud. Efterfølgende stod han på hoved ovenpå publikum som en anden cirkusakrobat.

Koncerten bød på, hvad man ellers er begyndt at forvente af en Frank Carter-koncert: En cirkelpit der løb rundt om lydteltet, og en massiv sit-down. Især den store cirkelpit bliver man nød til at nævne, eftersom det tog hele tre forsøg at få pitten i størrelse til Frank Carters ønsker. Det gjorde ikke noget, da det bare betød, vi fik “Jackals” to og en halv gang – og med en længde på et halvandet minut gjorde det slet intet. Det eneste tidspunkt koncerten mistede lidt momentum var under “Paradise” , hvor (hvad der føles som) alle kvinder kom op og crowdsurfe. Det i sig selv var kun til at hæve niveauet af engagement fra publikum, men af uvisse grunde, blev Frank Carter mere sagte i sin sang. Råberiet udeblev ved de essentielle områder i sangen, og det virkede som, at Frank Carter blev en smule mere aggressiv i sin optræden efter denne sang. Ikke desto mindre var denne koncert, som mange gange før, en koncert i verdensklasse. Det var et fornøjeligt gensyn med Frank Carter & The Rattlesnakes, der kun er blevet bedre med tiden.

Kenneth Tygesen
kennethtygesen@bandsoftomorrow.com