fbpx

Toplines er min yndlingshobby!: Stort interview med Roskilde-aktuelle Sigrid

Foto: PR

Torsdag den 29. juni lidt over middag går den norske popkomet Sigrid på scenen på dette års Roskilde Festival – klar til at vise det musikhungrende publikum, hvorfor hun er en af de mest ombejlede, skandinaviske artister for tiden. Vi har taget en snak med den fremadstormende sangerinde, så du kan lære hende bedre at kende inden koncerten på Roskilde – eller efter at du har oplevet hende og bare må vide mere.

Hvorfor Sigrid er en af de mest hypede, skandinaviske artister for tiden er kun noget, hun skal overbevise de af publikum, der ikke allerede kender hende, om. Alle os, der så det norske stjerneskud på SPOT Festival, eller bare har lyttet til singler som kæmpehittet, og debutsinglen, “Don’t Kill My Vibe” eller “Plot Twist”, ved med sikkerhed, hvad begejstringen går ud på. Hendes nyligt udgivne EP Don’t Kill My Vibe – EP præsenterer virkelig solid og velproduceret popmusik med det ene catchy melodistykke efter det andet, toppet med Sigrids vokal, som hun balancerer perfekt mellem blottet sårbarhed og uigennemtrængelig slagkraft. Live formår Sigrid at skyde endnu en portion ekstra liv i numrene med en så overbevisende selvsikkerhed og energi, at det er en ren fornøjelse at se, og ikke mindst, høre på. Der var med andre ord al god grund til at tage en snak med Sigrid og lære hende bedre at kende, da vi fik muligheden for det.

Sigrid er født og opvokset i den smukke, norske by Ålesund, der er en af de mest populære turistattraktioner i Norge. Hvis man laver en hurtig Google-søgning på byen, forstår man hvorfor, og det er heller ikke uden grund, at Geirangerfjorden ved Ålesund er at finde på UNESCO’s verdensarvliste. Byen er et paradis for vandre- og skiglade naturmennesker:

Jeg elsker Ålesund. Det er min yndlingsby. Der er virkelig smukt, og hvis du kan lide at vandre og stå på ski, er den helt perfekt. Jeg plejede at stå på ski hele tiden, fortæller Sigrid Solbakk Raabe aka Sigrid, da vi mødtes lørdag morgen på SPOT Festival til en kop kaffe og en snak. Senere samme dag gav hun en af de mest anmelderroste koncerter på festivalen. Og det er fristende at lade sig indbilde, at den friske luft fra det norske fjeld har sat sine spor i den 20-årige sangerinde, der i den grad er et friskt pust på den skandinaviske popscene.

Selv beskriver Sigrid sin musik som “left winged pop”, men stadig kommercielt:

Jeg har en ting for storladne omkvæd, siger hun og smiler. Og med Sigrids beskrivelse som “left winged pop” in mente giver det egentligt rigtig god mening, at hun er signet på det anerkendte Island Records, der både huser kommercielle popartister som Ariana Grande og Jessie J og mere alternative kunstnere som Florence + The Machine og PJ Harvey.

Sangskriver-sessions er som blind dating


Vi har fundet et bord i hjørnet af Radisson baren, som under SPOT Festival mest af alt fungerer som mødested for en stor del af de artister, og branchefolk, der besøger festivalen. Vores samtale spores hurtigt ind på essensen af det hele: tilblivelsen af den musik, der er skyld i, at Sigrid overhovedet befinder sig på en udenlandsk showcase-festival.

Det er vigtigt for mig, at alle sange, jeg skriver, kan fungere med kun klaver og vokal, fortæller hun. Det er en ambition, der blandt andet kommer til udtryk på nummeret “Dynamite”, der på EP’en er indspillet i en smuk, akustisk udgave med kun Sigrids sikre vokal og så klaverspil. Et nummer, der til hendes koncert om aftenen endte med at stå ud som et af vores anmelders absolutte højdepunkter.

– Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var syv år. Jeg husker, at jeg prøvede at snyde min klaverlærer til at tro, at jeg kunne læse noder. Jeg spurgte ham, om han kunne spille det, jeg skulle lære, og så lærte jeg det selv ved gehør, men lod som om, at det var ved hjælp af noderne. Sådan snød jeg ham i nogle år, indtil han regnede den ud og prøvede at lære mig det rigtigt.

Selvom ingen af Sigrids forældre selv er musikere, har de altid gjort meget ud af, at hun i folkeskolen skulle have lov til at prøve alt af, inklusivt musikken:

Jeg har en ældre søster og bror, som foreslog, at jeg skulle prøve med klaver, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde i stedet for violin for eksempel. Jeg tror ikke, at jeg ville have begivet mig ud i sangskrivning, hvis jeg spillede violin.

Sigrid skriver for det meste sine sange ved klaveret, men hun har generelt en meget åben tilgang til sangskrivningen, som dog primært foregår i sangskriver-sessions:

Det smukke ved sangskriver-sessions er, at det aldrig er det samme. Jeg har aldrig en følelse af, at jeg tager på arbejde til ‘endnu en dag i studiet’. Det er altid forskelligt, fordi man har forskellig kemi med de forskellige mennesker, man arbejder med, og jeg elsker at tilpasse mig til mine co-writeres arbejdsvaner.

Således er det egentligt lige meget for Sigrid, om hendes arbejdsmakker ønsker at starte med produktionen, eller sætter sig over ved et klaver som det første: Du ved aldrig, hvad du skal forvente dig. Det er ligesom blind dating, griner hun. Selvom Sigrid for det meste er åben over for alt, hvad en
sangskriver-session har at byde på, når hun møder ind til den, er der alligevel en opskrift på “blind daten”, der plejer at være en sikker vinder:

Jeg elsker at starte med bare at tale over en kop kaffe. Jeg vil gerne kunne se tilbage på alle mine sange og tænke, ‘yeah, det var den sessions, hvor vi talte om dét og dét’. Jeg vil gerne have alle sessions til at være så gode, at jeg har lyst til at komme tilbage igen, og at dem, jeg har arbejdet med, har lyst til at komme tilbage og skrive med mig, forklarer Sigrid og konkretiserer sin opskrift:

Så først: start med samtale og kaffe. Næste skridt: gå hen til klaveret og begyndt at spil et eller andet. Enten starter jeg selv med nogle akkorder, eller også gør ham, jeg arbejder med. Det er ofte mænd, jeg skriver med. Af en eller anden grund er der bare flere mandlige producere end kvindelige. Det er ærgerligt, at der ikke er flere kvinder, siger hun undrende, men skynder sig at slå en streg under, at hun altså er rigtig glad for at have arbejdet med de mandlige producere, hun har.

Klaveret, mener Sigrid, er et fantastisk redskab i en sangskriver-session, fordi man hurtigt kan lave et skift fra klaveret til produktion og for eksempel lege med klaverstemmen på en synth eller lignende. Selv er hun dog mest oppe at køre over vocal hooks:

– Ofte, mens min co-writer sidder ved klaveret, løber jeg rundt i studiet og leger med toplines, det er min yndligshobby!”

Det skal være ægte


Hvad skriver du så om, når du når til lyrikken?, spørger jeg Sigrid, efter vores snak om det instrumentale afsæt:

‘Me, myself and I,’ svarer hun med det samme og griner. Sigrid var blot 16 år gammel, da hun tilbage i 2014 blev udvalgt til “Ukas Urørt” på det norske P3, og det blev startskuddet til hendes karriere. Det var nummeret “Sun”, der fangede radiokanalens opmærksomhed, og det er den første sang, Sigrid nogensinde har skrevet:

Den handlede om ikke at blive optaget på et internationalt college. Det var det første store nederlag i mit liv, fortæller hun. Hendes ældre søskende var begge kommet ind. Hendes bror læste i Wales, mens hendes søster tog til Italien. Selv ønskede Sigrid at komme til enten Canada eller Indien:

Hvorfor ikke, tænkte jeg, det ville være cool! Min drøm var at studere jura, jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg er interesseret i hele systemet bag politik og regeringen. Jeg tror gerne, jeg ville arbejde i den kulturelle sektor i Norge. Anyways… jeg kom ikke ind.

Og selvom det var meget sjældent, at man overhovedet optog flere end to søskende, var det en kæmpe mavepuster for Sigrid.

Jeg var sikkert bare ikke god nok, men kender du det, når man ikke har en god forklaring på, hvorfor der er noget, man ikke får eller opnår, som man gerne vil have? Det er virkelig svært at indrømme, at man nok bare ikke var god nok. That’s it. Man behøver ikke sige mere, men man forsøger sig med alle mulige forklaringer. Måske dit, måske dat. Men måske var jeg bare ikke god nok, og det er også helt okay.

Og det er netop oplevelser som disse, der inspirerer Sigrid mest, forklarer hun.

Jeg synes det er svært at skrive om glade ting. For eksempel hvis man har et eller andet godt kørende med en fyr. Det føles bare forkert at skrive om. Jeg kan for det meste meget bedre lide at grine end at smile. Det er også de billeder, hvor jeg griner, jeg bedst kan lide. Der ved jeg, at det er ægte.

Netop ‘det ægte’ og ‘oprigtighed’ er nøgleord, når det kommer til Sigrids lyriske output, og det er derfor, hun så overbevisende kunne svare, at hendes tekster handler om “me, myself and I”.

Det er vigtigt for mig, at jeg selv kan relatere til alt, hvad jeg synger om. Nogle gange, når jeg arbejder med nye sangskrivere, bliver jeg nødt til at sige, at der er noget, jeg ikke kan synge om, fordi jeg ikke selv har oplevet det. Det kan være svært at gøre, hvis der er et eller andet fedt tekststykke om noget, jeg ikke har oplevet, men det er vigtigt for mig, at jeg kan stå inde for det, forklarer hun og fortsætter: Jeg vil ikke lave det her i et år, og så tænke ‘ups’. Jeg vil lave det her resten af mit liv, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg ved, at alle sangene er nogle, jeg kan stå inde for.

Lige så vigtigt, det er for Sigrid, at hun selv kan relatere til sine tekster, lige så vigtigt er det, at hendes lyttere også kan. Derfor bruger Sigrid og hendes co-writere meget tid på at skrive så åbne og generelle tekster, som muligt. På nummeret “Dynamite” synger Sigrid eksempelvis: “Oh, I wish we had a common view / You see my red as blue,” hvilket beskriver en følelse, jeg formoder, de fleste
af os har stået med, lige meget hvem, det end måtte handle om.

Men også hitsinglen “Don’t Kill My Vibe” er et godt eksempel på Sigrids ønske om at skabe kunst, andre kan relatere til. Nummeret, som Sigrid har skrevet sammen med sangskriveren Martin Sjølie, er inspireret af en tidligere sangskriver-session, hun har været i. Med linjer som “You think you’re so important to me, don’t you” og “You love to tear me down, you pick me apart / Then build me up like I depend on you” skal der dog ikke meget til, før associationer til eksempelvis en tidligere ex-kæreste (eller en anden det måske er fristende at give fingeren engang imellem) ruller, og det er netop hele pointen.

Vi ville gerne have, at den (“Don’t Kill My Vibe”, red.) var så generel som muligt, så folk kunne relatere til den på deres egen måde. Og det er virkelig cool, når folk kommer op til mig og siger: ‘Denne her sang handler om MIT forhold til min tidligere ex!’, så har jeg det sådan: ‘YES!

10 % talent og 90% hårdt arbejde


But I throw myself from heights that used to scare me / Guess you’re surprised I’m the puzzle you can’t figure out,” synger Sigrid i “Don’t Kill My Vibe”. De ord passer egentligt rigtig godt på det billede, jeg efterhånden får af Sigrid under vores samtale. Der er især et svar på mine spørgsmål, der overrasker mig. Jeg spørger Sigrid, hvornår hun fandt ud af, at det er musik, hun ønsker at lave resten af sit liv.

Det er ikke særligt lang tid siden, at jeg besluttede mig for det, siger hun og fortsætter: Jeg tror for alvor, det var, da jeg signede med min manager. Du ved… der er rigtig mange artister, som jeg har læst om i interviews, som siger: ‘Det her er den eneste ting, jeg nogensinde har lavet og drømt om at lave, og det har jeg vidst, siden jeg begyndte at synge som to-årig’ – den slags ting. Jeg var ikke den type. Jeg sang ikke godt. Jeg sang forfærdeligt, forklarer hun og kigger på mig med et helt håbløst ansigtsudtryk, der overbeviser mig om, at hun, til min store overraskelse, rent faktisk mener seriøst, at hun ikke altid har kunne synge, og ikke altid har vidst, at hun skulle lave musik.

Vi var tit i mine bedsteforældres sommerhus, og jeg husker, at alle børnene i familien afholdt sådan nogle sommerfestivaler, hvor vi optrådte. Jeg kan huske, at vi kaldte det et cirkus, og det var første gang, jeg nogensinde har optrådt, siger hun og bryder ud i grin over det, hun skal til at fortælle.

Der er en video derfra, hvor jeg synger en norsk sang. Min far filmer, og alle på videoen er bare sådan: ‘Det her er slemt’. Faktisk er der en af de ældre piger, en af de seje børn, som bare tænkte: ‘shit, jeg bliver nødt til at gå’, og du kan se det på filmen. Folk begynder at flygte, fordi jeg var så dårlig en sanger.

Nu er det virkelig svært at forestille sig folk flygte fra en Sigrid-koncert. På SPOT Festival valfartede publikum til Voxhall for at se hende optræde, og når man hører det akustiske nummer “Dynamite”, tror man næppe på Sigrids ord. Men den er altså god nok.

Man kan, hvad man vil, og hvis det er at være international popsanger, så må man kæmpe for det og kaste sig ud fra højder, man normalt er bange for.

Min søster er en fantastisk sangerinde, og hun lærte mig, hvordan jeg skulle bruge min stemme. Hun er klassisk trænet, begyndte så at synge opera og gik senere over til jazz. Nu er hun featured på flere house tracks. Hun er den bedste sanger i familien, og hun gav mig en masse tips. Så begyndte jeg hos en sanglærer senere, som jeg gik hos i flere år.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle Sigrid, hvor befriende jeg synes, det er, for engang skyld at møde en kunstner, der ikke “bare” er født med sit talent:

‘Åh det kom bare til mig’, er der mange, der siger. NO! Man skal arbejde for det, og det er godt. Jeg tror på, hvad de siger om kendte malere: Det er 10% talent og 90% hårdt arbejde, og det kan jeg godt lide. Jeg har helt sikkert arbejdet for det, men det har også været godt for mig at blive skubbet lidt. Jeg er virkelig taknemmelig for mit management. Uden dem ville jeg have brugt to måneder på at skrive hver sang. Jeg er virkelig langsom.

»Jeg har altid lyst til at tale mere om katte«


Min tid med Sigrid er ved at løbe ud, for jeg er langt fra den eneste, der har været interesseret i et møde med den populære nordmand. Jeg har dog svoret på, at jeg vil nå kort at tale med Sigrid om Bergen, hvor en kæmpe portion af min yndlingsmusik fra Norge kommer fra (Röyksopp, Kings of Convenience, Chain Wallet, KAKKMADDAFAKKA, komponisten Edvard Grieg osv. osv.) Jeg var derfor ikke overrasket, da jeg læste mig frem til, at Sigrid som 18-årig valgte at flytte dertil. Såøøh, hvad sker der lige for Bergen?

Det var et virkelig nemt valg for mig at flytte til Bergen. Jeg voksede op i Ålesund, som ikke er så langt fra Bergen. Vi kalder det et miniature Bergen. Bergen er en virkelig afslappet by. Og musikmiljøet er virkelig stærkt og støttende – især omkring MADE, mit management (MADE huser også artister som dePresno, Aurora, Sondre Lerche og Blood Command, red.). De har et studie, hvor vi laver alting. Det er der, vi laver live tracks og shows, hvor vi producerer, hvor vi skriver, og hvis man har brug for noget, så kan man altid tage derhen. Det er virkelig et fedt sted bare at hænge ud. Musikken der er fantastisk, og det er en af mine yndlingsting ved Bergen.

Jeg må tage dertil en dag og opleve magien selv, erkender jeg, og spørger til sidst, om Sigrid selv har noget, hun gerne vil tale om, inden vi takker af for i dag.

Jeg har altid lyst til at tale mere om katte. Jeg elsker katte. De er så selvstændige. Så sassy. Man skal virkelig arbejde for deres kærlighed, og det elsker jeg ved dem. Det er tough love. I min nye lejlighed har vi en nabokat, som altid løber op til os ad brandtrappen, når vinduet står åbent. Så kommer den op og ind i vores lejlighed sådan: ‘Yo!’. Og det er virkelig svært at komme ind på hjertet af den kat, men vi nærmer os langsomt. Det er det mest fantastiske ved katte; når man rent faktisk når det punkt, hvor man stoler på hinanden. Vi havde en kat i 15 år, og hun kunne ikke lide mig i 10 ud af de 15 år. Alle dyr elsker min bror til gengæld. Min nabokat kan også allerede lide ham, så jeg er sådan ‘fuck mand, jeg er den, der har mest behov for en kat’. Jeg ved ikke, hvad det er, han gør. Måske skal jeg begynde at spille hard to get. Det vil jeg prøve.

Jeg laver et lyseslukker-move og erkender over for Sigrid, at jeg faktisk er allergisk over for katte, og derfor aldrig har været specielt vild med dem. Det har nu alligevel været et godt møde med en ekstremt passioneret ung musiker, der ved, hvad hun vil, og ved, at kaffe og en god samtale er vejen dertil. Hvis det var sådan, hendes første singler blev skrevet, så tyder det i hvert fald på at være den gyldne nøgle til kunsten at blind date/indgå i en velfungerende sangskriver-session.

Du kan opleve Sigrid live på Roskilde Festival torsdag den 29. juni, hvor hun spiller klokken 12.30 på APOLLO.

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com