21 maj #TGE17, dag 3: Rag’n’Bone Man, MAMMÚT, Lowly, Ryan De La Cruz, Pom Poko

Foto: Ryan De La Cruz // Sean Carpenter

Den britiske festival The Great Escape er kendt for at præsentere et væld af navne i tre dages rus, hvor man som gæst ping ponger fra det ene sted til det andet med håbet om at finde cremen af ny musik. Bands of Tomorrow er taget en tur til Brighton med netop dét mål. Følg med her og se, hvordan det går os.
Èn by, tre dage, 450 kunstnere og 3000 branchefolk. Sådan kan man kort opsumere The Great Escape. En festival med enormt mange lag, hvor disciplinen er at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og grovsortere i et heftigt program af upcoming musik fra Europa.
Vi har nået festivalens tredje og sidste dag, og er blevet inviteret ned til presseområdet til morgenmad, hvilket vi selvfølgelig lystigt tager til.
Her viser der sig at vente en overraskelse til os: Rag’n’Bone Man akkompagneret af musikorganisationen AudioActive, der blandt andet arbejder med talentudvikling hos helt unge briter. Rag’n’Bone Man og de medvirkende unge står på en bitte scene, hvor de skiftevis fremfører pumpende, ærlige rap-vers. Niveauet er overraskende højt, og det er en forfriskende måde at starte dagen på.
Desværre får vi ikke noget fra Rag’n’Bone Man’s eget repetoire at høre, men dette er nærmest bedre. Publikum er vilde med tiltaget og i en rus af networking og business, ser vi egentlig noget humant og knapt så branche-agtigt. Mere af det, tak.
Senere på dagen rammer vi Sallis Benney Theatre, hvor det amerikanske pladeselskab Bella Union holder showcase. Her skal islandske, anmelderroste og Roskilde-aktuelle MAMMÚT åbne ballet. Med det seneste album Momdu Til Mín Svartar Systir vandt gruppen i 2013 en Icelandic Music Award for bedste album, mens musikmagasinerne ligeledes har været glade for at give bandet anerkendende ord med på vejen. Forsanger Katrína Mogensen er en karakter for sig, og med en helt særlig indlevelse er hun ekstremt fascinerende at kigge på. Vokalen er hæs og sexet, og lydsiden hård og udfordrende. Mammút er uden tvivl hypen værd. Generelt er der noget med islandske artister for tiden, og det gør sig altså også gældende her.
Efterfølgende er danske Lowly på programmet. Jeg tager mig selv i at stå ved siden af Bella Union-ejer Robin Guthrie, der tydeligvis føler sig fanget af bandets behagelige, rytmiske produktioner. Og selv kan jeg kun følge trop, for Lowly kan virkelig noget, og jeg glæder meget til at se, hvilke scener, de spiller på om et par år. Potentialet er i hvert fald til større.
Rigtig mange musikalske oplevelser er blevet absorberet på ganske få dage, og jeg begynder at finde mig selv ret mæt. Livet på branchefestivaller som disse er hårde, men vigtige. Som et af årets sidste acts tager vi til britiske Ryan De La Cruz i Wagner Hall, hvor Vevo forsat kuraterer. I The Great Escape’s app bliver han blandt andet sammenlignet med Frank Ocean og Craig David, hvilket jo næsten kun kan skuffe. Men der må jo være noget om det, tænker man. De La Cruz agerer på scenen, som lavede han ikke andet, og iført hvidt denim-outfit og solbriller er han en stilet, talentfuld charmør. What’s not to like. Eneste udgivet single “Know About Me” giver mig referencer til London-basserede Kano og jeg vil anbefalde dig at holde et vågent øje, for det her kunne godt blive til noget stort.
Men det er bestemt ikke første gang, jeg har haft det sådan denne weekend. Heller ikke til næste koncert, hvor norske Pom Poko spiller natten ind på Komedia Studio. Det er fire, unge venner, hvis ambitionsniveau er tårnhøjt, og de har heldigvis rigtig meget at have det i.
Til dagligt læser tre af medlemmerne til jazzmusikere, men til trods for det, er vi i aften vidende til en kill ass koncert med genren, de selv vælger at beskrive som ‘lyden af en fest med din nabo tilsat en seriøs mængde konfetti’. Kan du se det for dig? Frygt ej. De kommer på årets Roskilde Festival, og jeg vil gerne garantere, konfetti eller ej, at det vil være din tid værd at tage derhen.
The Great Escape lakker mod enden, og det har været mig en fornøjelse at være med. Der er i særdeleshed talentmasse, andre får svært at hamle op med, og at navne som Adele og Ed Sheeran har stået på disse bitte scener år tilbage, understreger, at festivalens evne til at være first movers i branchen er meget
misundelsesværdig. Jeg håber, jeg bliver inviteret med igen næste år. For det dér, det kan man ikke få nok af.
Tak for i år.
Læs vores reportager fra dag 1 og 2.