Alma: »Du skal have en klar idé om, hvad du vil, så folk ikke kan presse dig«

Foto: PR

Finnerne har et larmende fravær på den nordiske popscene, men det er sangerinden og sangskriveren Alma måske igang med at ændre. Vi har fanget hende til en snak om sin karriere, Finland og Instagram.
Mens Sverige har sat sig tungt på popindustrien, og Danmark og Norge er godt på vej efter, er Finland bemærkelsesværdig fraværende, når det kommer til det punkt. Spørg enhver dansker om finsk musik, og de vil have svært ved at nævne nogen som helst popmusikere. Men det er måske ved at ændre sig. På den norske festival by:Larm, fangede vi finnen Alma, som er godt på vej til at introducere resten af verden for det finske popøre. Med syregrønt hår og en unik stemme har hun fanget popindustriens interesse.
Det er lidt af en kliche, men musikken har bare altid været der, fortæller hun, da jeg møder hende i centrum af Oslo. Da jeg var yngre, ville jeg aldrig synge for nogen, men jeg sang for mig selv, når jeg var vred eller bange eller glad. Det har bare altid været der, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg synger hele tiden. Jeg elsker at synge, det får mig til at have det bedre, og det at skrive får mig til at have det bedre. Da jeg var yngre sang jeg en masse af kunstnere som Amy Winehouse og Jackson 5, men da jeg var omkring 15 år begyndte jeg at skrive mit eget.
I modsætning til mange sangere i popbranchen, har Alma en stemme, der nægter at stå i baggrunden. Hendes dybe, kraftfulde stemme har en hæshed over sig, der ikke ville lyde malplaceret i jazz eller R’n’B. En kvalitet som er kommet helt af sig selv.
Da jeg var 15 år prøvede min mor at få mig til at gå til sangtimer, og jeg tror, jeg tog et par. Men for mig har det altid været sådan, at når nogen prøver at presse mig til at gøre noget, har jeg ikke lyst til at gøre det. Og jeg havde aldrig lyst til at synge i musiktimer i skolen og sådan, for det føles ikke ægte for mig. Jeg har brug for at have frihed, når jeg synger. Jeg har brug for at kunne synge, hvad end jeg vil, hvordan jeg vil. Her, når jeg turnerer, har jeg taget et par timer igen for at passe på min stemme, men jeg tror, det var godt, at jeg var en rebel og sagde til min mor, at det ville jeg ikke. Det er derfor, jeg bare har lyttet til musik og trænet mig selv. Det føltes bare ikke rigtigt. Der var for meget pres, og jeg har i øvrigt heller aldrig været god til at gå i skole.
Netop friheden og kontrollen er vigtig for Alma – især i studiet.
Selvom jeg ikke producerer, siger jeg til produceren, hvordan jeg vil have det, og hvordan jeg ikke vil have det. Jeg har en meget klar vision om, hvad jeg vil synge, og om hvordan lyden skal være, så jeg skal have kontrollen.

Det finske popidol


Alma startede sin karriere i den finske udgave af realityserien Idol. Jeg er nysgerrig på, om kulturen i Finland er den samme som i Danmark, hvor deltagerne er væk så snart fjernsynet slukkes. Hun afslører, at hun ikke egentlig er den store fan af den slags konkurrencer.
Dem der vinder er væk i løbet af et par år. Så det var helt fint, at jeg ikke vandt, for jeg er den slags person, der bare kæmper endnu hårdere, når jeg fejler. Så jeg begyndte at arbejde hårdt bagefter. Jeg turnerede i to år med en kvindelig finsk rapper, og jeg begyndte rigtigt at arbejde på mine egne numre. Men jeg ville ikke være her uden konkurrencen, i hvert fald ikke endnu.
Jeg vil kun anbefale konkurrencen, hvis du har en meget klar ide om, hvad du laver, og du bare bruger konkurrencen til at få din egen musik ud. Men hvis du bare kan lide at synge, og du ikke er sikker på, hvad din lyd er, og hvem du er, så nej. For det er underholdningsindustrien, det er ikke en rigtig musikkarriere, du begynder på. Så du skal have en klar idé om, hvad du vil, så folk ikke kan presse dig til at være en anden, end du er.
Ifølge Alma skal kulturen omkring konkurrencer som Idol og X-Factor ændres, hvis deltagerne skal blive til noget.
Folk forstår ikke, at selv efter du har vundet, eller tabt, så skal man arbejde hårdt. Det er der, det rigtige arbejde begynder. Og det er ikke nemt. Man skal arbejde på sin karriere 24 timer i døgnet, og holde den ved lige. Man bliver ikke en stjerne for livet af at vinde en enkelt konkurrence. De burde bare fortælle det, som det er, at hvis du vinder, bliver der mange andre ting, du skal vinde igen. Så jeg er ikke en fan af den slags konkurrencer, og det har jeg aldrig været. Men jeg gjorde det, og det var godt, at jeg gjorde det.
Udover tv-konkurrencer, har Finland faktisk en velfungerende popindustri, fortæller Alma, den er bare ikke nået ud til resten af Europa.
Alle synger på finsk. Jeg tror jeg er den eneste, der laver noget internationalt lige nu. Jeg tror, vi er et par år efter alle andre. Danmark har nogle ting på vej, og Sverige har det hele. Vi har bare brug for et par år til at arbejde på det. Der er helt klart talent, men jeg tror folk er lidt generte. Finland er lidt isoleret fra resten af verden. Den er stor og skræmmende, og jeg tror, at folk er lidt bange for at prøve.
Almas egne sange er på engelsk, primært fordi hun altid har lyttet til musik på engelsk gennem internettet. Men hun har aldrig haft en stor ambition om at blive den første finske internationale popstjerne.
I Finland drømmer vi slet ikke om den slags, for vi har ingen, der har gjort det før. Folk tænker på det, og at det kunne være fedt, men folk er bange for at drømme om det og for at sige det højt. Vi har haft et par stykker, der har lavet noget i udlandet, men så kommer de hjem og laver et album på finsk. Så jeg har aldrig sagt det højt, at jeg vil lave internationale ting. Men så mødte jeg folk fra udlandet, der sagde til mig, at det kunne jeg godt. Og efter at have hørt den slags kommentarer begyndte jeg at finde selvtilliden til at tro på, at jeg kan gøre det her.

Instagram killed the video star


Alma har tidligere udtalt, at instagram nu er, hvad musikvideoerne plejede at være.
Jeg kan huske, at da jeg var yngre prøvede jeg at lære dansen fra Ciaras ”Like A Boy” video, fortæller hun mig og fortsætter: Og man så, hvad hun havde på, og hvem der var med, og alle sad og så de her videoer på MTV. Nu om dage, når jeg hører en ny kunstner, tjekker jeg altid deres instagram for at se, hvordan hun tænker, hvad hun støtter, hvad hun protesterer imod, hvad hun har på, og hvem hun hænger ud med, siger sangerinden, der selv har en kulørt og personlig Instagram profil.
For mig er musikvideoer meget vigtige. Men hvis du ser på YouTube, har videoerne fra 90’erne vanvittig mange views, men de nye videoer når ikke så langt ud. Det er ligesom, at selvom album ikke sælger så meget mere, bliver de stadig lavet. Og jeg elsker musikvideoer, jeg ser stadig musikvideoer, men det er bare ikke ligeså vigtigt mere.
Selvom album ikke sælger lige så godt, som de har gjort, afslører Alma, at der et album på vej.
Jeg arbejder meget hårdt på det i øjeblikket, og i morgen skal jeg til L.A. for at skrive sammen med Charli XCX og mange andre cool folk. Jeg kender ikke datoerne endnu, overhovedet, men jeg arbejder på at få det ud så hurtigt, som muligt. Jeg vil have, at det er perfekt.

Amanda Olsen
amandaolsen@bandsoftomorrow.com