14 apr Loyle Carner: »Alt, hvad jeg elsker at skrive om, er derhjemme«

Foto: Charlie Cummings

Han stormer frem på den internationale scene med sin oldschool-inspirerede hiphop, hudløst ærlige tekster og alt andet end frembrusende persona. Mød familiemennesket og ordsmeden Loyle Carner i et interview, vi lavede med ham, i forbindelse med hans visit i København.
Det var et propfyldt og udsolgt Ideal Bar, der en fredag i marts var mere end klar til at tage imod rapperen Loyle Carner og numrene fra hans 2017-debutalbum Yesterday’s Gone. Briten har på kort tid fået skabt sig en anseelig fanskare i både hjem- og udland og spås af mange som et af Storbritanniens helt store, nye hiphop-håb. Der var med andre ord ganske god grund til at mødes med Carner selv, da han var i landet, og det blev til en snak om hans musik, musikvideoer, hjemstavn og kærlighed for madlavning.
Og for lige at få det hele på plads: Loyle Carner er ikke den London-fødte rappers rigtige navn, men derimod resultatet af, hvordan han som barn plejede at stave sit borgerlige navn, Benjamin Coyle-Larner, forkert.
Jeg mødtes med den fremadstormende rapper, der især er kendt for sine ærlige tekster, på VEGA nogle få timer inden hans koncert. Jeg var en ud af to journalister, Loyle Carner skulle tale med i Danmark, og da han ikke tidligere har givet interviews her, synes jeg, at det var på sin plads lige at lægge ud med en kort introduktion.
– Jeg er Loyle Carner. En rapper fra Sydlondon. Jeg er kok, hundelufter, fodboldspiller og laver bare hiphop. Ærlig, old school hiphop, siger han kort og godt og fortsætter: – Jeg lytter til massere af hiphop. Jeg opvoksede på en måde med det, så jeg lytter til kunstnere som Mos Def, Common, Talib Kweli og alle de dér. Jeg har altid lyttet til en masse UK-ting, men jeg tror, at min mor og far har været mine største inspirationskilder musikalsk, da jeg voksede op.
Loyle Carner er, som han selv nævner, fra Sydlondon, og nærmere bestemt fra bydelen Croydon. Her er han vokset op med med sin mor, yngre bror og sin stedfar, som desværre gik bort for nogle år siden.
Hjemmet og familien har altid haft en stor plads i rapperens hjerte, og hjemmet er stadig det sted, hvor Loyle Carner trives bedst. At den britiske rapper skulle vise sig at være en formidabel ordsmed, kan spores helt tilbage til skoletiden, hvor Loyle Carner primært var optaget af de kreative skrivefag.
– Jeg plejede at elske poesi, og fik også god feedback fra mine lærere. Det plejede de at tale om – nogle af dem, langt fra alle, for vi havde ikke særligt meget poesi. Men når vi havde det, plejede jeg at gøre det godt. Og det tror jeg, at mine lærere kunne se små glimt af.
Tekster og lyrik er helt sikkert Loyle Carners allerstørste force, men efterhånden har han erkendt, at han nok også har et ønske om at blive bedre til det dér med produktionerne. Det kan dog være liiidt svært at tage sig sammen, når ens venner er langt bedre til det, end én selv.
– Jeg er på vej. Jeg prøver at blive bedre til at producere mine egne ting. Jeg er ikke særligt god til det, men produktioner og beats er meget vigtige for mig. Men jeg har venner, som er langt bedre til det, end jeg er, så det har altid været sådan… ikke ‘hvad er pointen’, men jeg har aldrig rigtigt lyst til at lave det, fordi jeg kan skrive, og mine venner kan lave beats. Og deres beats er meget smukkere, end jeg nogensinde kan lave dem. Men forhåbentligt bliver jeg bedre. Jeg prøver at matche mine venner, men…
Selvom Loyle Carner gerne vil forbedre sine evner indenfor produktionen, tror han godt, at man kan klare sig som rapper uden at være ferm til produktionen, hvis man har gode venner, der er. Det er dog anderledes, den anden vej rundt.
– Lad mig sige, hvad jeg tror: alle mine yndlingsproducere kan også rappe. Så jeg tror, at det er rigtig vigtigt for producere også at kunne rappe, eller i hvert fald vide, hvordan man gør, sådan at de forstår, at der skal være plads til ord, når de laver deres instrumentals eller beats.

“Når jeg laver musikken, kan jeg også se, hvordan videoen skal ende med at se ud.”

Udover stærk lyrik og vennernes fede beats og produktioner, har Loyle Carner også haft fokus på sine musikvideoer, som han har udsendt en del af. Numre som “Florence”, “Ain’t Nothing Changed”, “No CD” og “Isle of Arran” er alle akkompagneret af gennemarbejdede og forskelligartede videoer, som fremstår som en stor del af Loyle Carners måde at udtrykke sig på.
– Ja det er det helt sikkert! Jeg synes, det er en vigtig ting at lave også. Jeg mener, jeg forstår godt, hvorfor nogle musikere ikke laver videoer, fordi de måske ikke har tid til det, eller noget andet forhindrer det. Men jeg har tiden, og nu har jeg også en lille smule penge til det, så hvorfor ikke? For mig er det på en måde en naturlig udvikling, når jeg laver musik. Når jeg laver musikken, kan jeg også se, hvordan videoen skal ende med at se ud, så hvorfor ikke lave den, fortæller han. Og billedet af, hvordan musikvideoerne skal se ud, kommer faktisk ligeså naturligt til rapperen, som lyrikken gør.
– Ja! Men det er fordi, at det at lave musik faktisk ikke kommer super naturligt til mig. Eller, at skrive sange kommer naturligt, men det tager lang tid for mig. Det er ikke nemt, og jeg skriver ikke et hav af sange. Jeg skriver nu og da, og når jeg gør, så kredser jeg omkring det i lang tid. Og tit er det noget, jeg så er virkelig stolt af, men det er det samme med musikvideoer. Det er ikke fordi, at jeg har en masse idéer til forskellige videoer hele tiden. Jeg har bare en sang, og efter sådan seks måneder har jeg det sådan: ‘Dér er den. Dét er videoen’. Og når det sker, ved jeg, hvad jeg vil, og så er det det, forklarer Loyle Carner, der har ét råd til dig, der også ønsker at lave videoer til din musik, men måske ikke helt ved, hvordan du skal gå igang:
– Bare få dine idéer skrevet ned på papir så udtrykkeligt som muligt. Fuldstændig som du ser dem i dit hoved. Tegn dem. For nok så meget, at folk kan sige: ‘Ja, jeg er enig, jeg ved, hvad du prøver at sige’, så ser alle det altid forskelligt, og så kan du nå til et punkt, hvor du har optaget din video, og du ser den og tænker: ‘Det var ikke sådan, jeg ville have, at den skulle ende’. Så du bliver nødt til at give den alt, hvad du kan for at være sikker på, at folk forstår det rigtigt. Du ved, gå ud fra, at folk er dumme, også selvom de ikke er det.

Sydlondon: hvor ingen historie er den samme

Størstedelen af Loyle Carners videoer er filmet omkring hjemmet i Sydlondon, og flere gange har han hevet sin mor med i optagelserne. Det er endnu et led i rapperens hudløst ærlige fortællinger om sig selv og sin familie, som han elsker så højt. Det er imidlertid svært at komme uden om, at Sydlondon er en del af mangefremstormende musikeres personlige historier. Beaty Heart, King Krule, Jamie Isaac, Jake Isaac, Cosmo Pyke, Kwes og et hav af andre musikere kan kalde Sydlondon deres hjemstavn, så man fristes til at spørge indfødte Loyle Carner, hvad hemmeligheden er bag den magiske bydel.
– Jeg ved det ikke, det er underligt. Der er en bred følelse af fællesskab i Sydlondon. Mange af mine venner fra Sydlondon er musikere. Jeg har blandt andet hængt meget ud med Tom Misch, som er guitarist, sanger, pianist og helt genial. Rebel Kleff, min DJ (som også stod for opvarmningen til Loyle Carners koncert på Ideal Bar, red.), er også fra Sydlondon, så ja… Der er en stor diversitet, og ingen historie er den samme i Sydlondon. Det er fedt. Det er et godt sted, fortæller Loyle Carner, som bestemt tror på, at han kan blive i Sydlondon og forblive inspireret:
– Jeg vil gerne flytte rundt, hvis jeg kan, men jeg ved ikke rigtigt… Der er så meget, der inspirerer mig i Sydlondon, så jeg tror, at jeg kan blive der forevigt. Alt, hvad jeg elsker at skrive om, er derhjemme. Du ved, min mor er der, min bror, min hund, alt, hvad jeg elsker, er derhjemme. Og vi rejser meget nu, så jeg tror, at jeg kan fortsætte med at føle mig inspireret i Sydlondon for evigt.
Det er dog ikke alt, hvad der rører sig i nabolaget, Loyle Carner føler sig som en lige stor del af:
– Der foregår en masse ting der, og en masse ting, jeg ikke gider være en del af, så som alle festerne og sådan noget. Der er en masse folk, der taler om alt muligt , men ikke laver noget. Jeg har altid befundet mig på den anden side af det. Jeg kan godt lide bare at lave ting, og ikke tale så meget om det, så nogle gange, kan jeg godt have lyst til at flytte et andet sted hen. Jeg gad godt flytte til et sted, der er lidt mere stille. Hvor der er færre mennesker, der taler, så jeg bare kan slappe af.
Det er umuligt ikke at bemærke Loyle Carners rolige persona og store ydmyghed, når man sidder med ham på ene hånd. Det er ikke Loyle Carner, der råber højest op om Loyle Carner, og det gider han som sagt heller ikke bruge sin tid på. Det er der til gengæld en hob af andre folk, der gerne vil. Medier, musikkritikere, andre musikere, hiphop-fans. Der bliver ikke holdt igen med roserne, når det handler om den britiske rapper. Og selvom Loyle Carner godt ved, at hans talent efterhånden værdsættes af mange, er det egentligt kun til koncerterne, at roserne for alvor siver ind.
– Det er når jeg spiller shows, at det er vigtigst for mig, fordi jeg får muligheden for at have samtaler med mine fans. Forhåbentligt kan jeg gå hen til merchandise-boden efter mit show i aften og bare tale med folk, og høre, hvad de synes. Det er den kommunikation, der betyder mest for mig. Hvis nogle har haft en hård tid og fortæller mig, at jeg har hjulpet dem på en eller anden måde, så føler jeg, at jeg har gjort en god ting. Det, der kommer online fra folk, jeg aldrig kan se, betyder ikke…, fortsætter han og stopper sig selv: –… det betyder noget for mig, men det betyder ikke lige så meget, for jeg tror ikke på det. Jeg kan ikke føle det, hvis du forstår. Ansigt til ansigt er dér, jeg virkelig tror på det, de siger.

Madlavning som meditation

Har du researchet bare en lille smule på Loyle Carner, har du helt sikkert bemærket hans store passion for madlavning, og hele videoen til nummeret “Florence” foregår også, hvor rapperen føler sig allermest afslappet – i køkkenet:
– Jeg voksede op med ADHD og hele mit liv, har jeg kæmpet med en masse ting. Men jeg kæmpede aldrig med madlavning. Det var den ene ting, jeg altid kunne tage mig til, og det har altid beroliget mig. Sidenhen har jeg læst, at en masse mennesker i Sydkorea og Tibet og munkene dér tror på, at madlavning er det tætteste, man kan komme på meditation, hvis man ikke mediterer. Og jeg har ikke tid til at mediere, så jeg laver mad,” fortæller Loyle Carner om den store passion.
Og glæden ved madlavning, har den unge brite valgt at dele videre i initiativet Chili Con Carner, som han har startet sammen med den sociale organisation Goma Collective, hvor han underviser børn med ADHD i madlavning.
Som udgangspunkt kokkererer rapperen alt, hvad folk har lyst til at spise, og hvad han lige er sulten efter. Men efter at han er begyndt at bruge mere og mere tid på at turnere, har han erkendt, at han nok må omlægge sine madlavningsvaner en smule.
– Jeg prøver at lave en masse sund mad i disse dage. Jeg har altid spist sundt, men nu vil spise virkelig sundt. Jeg bliver nødt til at passe på mig selv, når nu jeg er så meget væk hjemmefra, hvor det er nemt at ende med fast food.
Og hvis Loyle Carner en dag ikke længere skal kaste rim af sig og dele sine historier, så ved han, hvad han skal lave.
– Jeg håber, at jeg ville være en kok, hvis ikke jeg skulle lave musik. Måske ender jeg stadig som kok en dag. Det er min plan til et vist punkt. Hvis folk pludselig stopper med at købe min musik, så bliver jeg nødt til det.
Der er nu absolut intet, der tyder på, at folk stopper med at købe Loyle Carners musik lige foreløbigt. Hypen holder, fanskaren vokser, og efterspørgslen stiger. Inden vi må takke af for denne gang, spørger jeg Loyle Carner, om der er et spørgsmål, han gerne vil have, jeg stiller ham.
– Hvad er mit yndlings stykke af Shakespeare?, siger han eftertænksomt, hvorefter jeg spørger ham, hvad hans yndlings stykke af Shakespeare er.
– Godt spørgsmål…, svarer han.
– Tak, siger jeg: – Jeg har også tænkt over det længe.
– Ja, det kunne jeg godt høre, siger Loyle Carner jokende og fortsætter: – Ved du hvad, det, der er sjovt ved det spørgsmål, er, at jeg ikke ved, hvad jeg ville svare. Pinligt nok, tror jeg, at det ville være “Romeo Og Julie”, bare fordi…. jeg ved det ikke. Der er tre: “Romeo og Julie”, “A Midsummer Night’s Dream”, fordi den er virkelig sjov. At være sjov er en meget svær ting, og at skrive noget tidløst, der var sjovt dengang, og som er sjovt nu, virkelig sjovt, det er imponerende. Og så er der “Othello”, bare fordi hovedpersonen er sort, kommer han frem til.
Ellers er der kun én ting mere, det ærlige, rappende, madlavningselskende familiemenneske vil nå at have sagt, inden han om få timer skal på scenen på et udsolgt Ideal Bar:
– Skud ud til min mor, det er alt.
Koncerten og interviewet fandt sted fredag den 10. marts 2017.