03 mar Nothern Blues – Splitmind

Foto: PR
Label: Prime Collective
Udgivelsesdato: 3. marts 2017

Det københavnske hardcore-band, Northern Blues, har udgivet deres debutplade Splitmind, som er et flot udspil fra et ungt band, der indeholder både høje højdepunkter men også sin egen andel af lavpunkter.

[rwp_box id=”0″]

Northern Blues har formået at skabe et af de mest universskabende og melankolske plader, jeg som musikanmelder længe har hørt. Tekstuniverset kombineret med melankolske, men dog catchy riffs, ovenpå frontmandens skrigende stemme indsølet i fortvivlelse, skaber de perfekte konnotationer i disse kolde vintermåneder.

Pladen starter ud med numrene “Skin”, “A Friend of Mine” og “Four Hundred”. Her er det tydeligt, at bandet har taget inspiration fra ere af de hardcore og metalcore bands, der domineret på hardcore-scenen det seneste stykke tid. Det fleste sange kan desværre virke formulariske, især når pladen bliver hørt som en helhed: Fed intro, skrigeri, ren vokal og så forfra. Pladen ender derfor ud i at være al for lidt varierende, og numrene flyder hurtigt ind i hinanden.

Det skal dog derfor ikke forstås som, at pladen ikke har noget at tilbyde. Når Northern Blues er fede, så er de rigtig fede, og det er på numre som “Dive”, “Vanity”, “Faded”, “Dust” og “When The Lights Hits Low”, at Northern Blues får lov til at skinne igennem. Der er dog også numre, som førnævnte “Skin” og “Through Me”, der ikke falder på plads i den gode kolde jord. Den rene vokal, der er at finde i omkvædene, virker malplaceret, og den massive kræft, som er blevet opbygget i versene, falder til jorden i overgangen fra vers til omkvæd.

Tager man et nummer som “Dust”, som klart er min favorit, kan man mærke den konstante hardcore-punk energi emme ud af alle tonerne fra hvert musikalske instrument. Hovedet gynger frem og tilbage på bedste headbanger-facon, og man ville ønske, at hele pladen kunne opretholde denne energi hele vejen igennem på Splitmind. De rene vokaliserede omkvæd ender med at blive for ensformige. Det, der dog er konstant og gør pladen lyttet værd, er måden Northern Blues håndterer deres introer. De mørke melankolske riffs og deres fandenivoldske frontfigur, som forstår at transportere dig ind i et råbende, fortvivlet og mørkt tekstunivers. Dette kan kun beskrives som imponerende.

Pladen føles dog som en underlig kop te. De første 4-5 sange er fine nok. Typisk melankolsk harcore i mine øre. Den anden halvdel indeholder dog fede breakdowns, færre rene vokaler, fede og fængende riffs og en konstant lyst til at headbange. Leadguitaren har taget over i større stil, i stedet for den rene vokal, og det er her, bandet kommer op på et internationalt niveau. Jeg skal i hvert fald nok følge dem fra nu af.