10 mar CHINAH – Hints
Foto: PR
Label: No3
Udgivelsesdato: den 10.marts 2017
I dag er den danske poptrio CHINAH ude med deres anden EP Hints. Det er lykkedes trioen endnu engang at skabe en sammenstøbt og flot udgivelse med masser af potentiale, dog uden de store overraskelser.
[rwp_box id=”0″]CHINAHs anden EP Hints starter ud med det næsten fuldstændigt instrumentale nummer “The Space Another Made”. Et væld af sirener, synths og insisterende trommer strømmer ud, og man bæres sikkert ind i trioens elektroniske univers. Nummeret afsluttes med introduktionen af forsanger Fine Glindvads smukke vokal, der starter på en sang, der er fyldt med potentiale og spændende lyrik, men som lytteren desværre kun får en kort smagsprøve på.
EP’en fortsætter over i nummeret “All Your Words”. Et stilsikkert og velkendt lydende nummer for fans af CHINAH-universet med masser af synthstabs, guitar og eksperimenterende trommebeats.Fines følsomme vokal udfolder sangens historie på flotteste vis, og nummeret ender ud i et langt og insisterende instrumentalstykke, med Fines konkluderende ord “I should have known from the start” som afslutning, inden sangen glider videre over i radiohittet “Can’t Remember How It Feels”. Sangen var førstesinglen fra EP’en og har gået sin sejersgang på P3. Den viser trioens stilsikre, lyse og ultrapoppede side frem, og fortsætter ud i et langt og skramlet interlude, der fungerer som både outro og intro til EP’ens næste par numre, der rammer en mørkere afkrog af CHINAH-universet.
“If I Stay” viser en tungere og mørkere side af den ellers så poppede lyd fra EP’ens tidligere numre, og leder tankerne hen på nogle af deres første udgivelser som hittet “Away From Me” fra deres EP fra sidste år. Sangens omkvæd har en super poppet melodi, og der bygges konstant op til et stort forløsende omkvæd, som lytteren desværre aldrig får at høre. “If I Stay” er et af EP’ens mere interessante indslag, der – som lytter – giver mig lyst til at høre videre, og se hvad resten af EP’en gemmer på.
Efter introduktionen af de mere mørke sider af lyden på “If I Stay” fortsætter CHINAH i samme univers på nummeret “Young”, der indledes med en lang, tung intro. Trioen kører endnu engang deres tilbageholdende og langsomme vibe helt ud, og heller ikke dette nummer får lov til at være den store forløsning, som man stadig venter på. Fines følelsesladede stemme synger “turn of the lights if you wanna run away“, mens der spilles catchy guitarriffs i baggrunden og sangen bygges mere og mere op, desværre kun til en lang og mere afdæmpet outro.
Trioens anden EP afsluttes af endnu et radiohit, nemlig singlen “Even Love”, der også har fået æren af bandets første musikvideo.Forløsningen kommer endelig, og vi er tilbage i det lyse og fine lydunivers igen. “Even Love” er et skudssikkert radiohit med et super catchy omkvæd, og placeringen af dette nummer til sidst på EP’en fungerer rigtig godt, og man bliver ført tilbage til den genkendelige CHINAH-lyd igen.
Det er lykkedes CHINAH at finde en parallel mellem deres eget unikke univers og den så kendte og radiovenlige hit-formel, der skaber nogle catchy og unikke numre. Tekstuniverset et velskrevet og præsenteres gang på gang både tydeligt, sikkert og smukt af Fines fantastiske vokal. Jeg er personligt vild med trioens unikke lyd, men håber at de tør tage flere chancer på deres næste udgivelse. Det er en sikker udgivelse med nogle gode og stærke numre, men tempoet er meget det samme hele vejen igennem, og jeg sidder tilbage med en underlig og lidt uforløst følelse.
Til slut vil jeg dog sige, at CHINAH for mig har fundet deres helt egen og sikre plads i den danske musikbranche, og at de kommer med en ny lyd. Nu skal de bare i fremtiden turde at tage chancer og videreudvikle deres lyd.