25 mar Aphyxion – Atlas
Foto: Sebastian Dammark
Venue: Atlas
Dato: Fredag den 24. marts 2017
Aphyxion viste endnu engang, hvorfor netop de bliver hyldet som det nye håb for melodisk dødsmetal. Aftenens koncert var en koncert i verdensklasse, som endnu engang beviste over for publikum, netop hvorfor det er, vi overhovedet tager til koncerter.
[rwp_box id=”0″]
Klokken havde slået 22.15, den 24. marts på Atlas i Aarhus, da det ripensiske band Aphyxion indtog scenen. Forud for koncerten havde Eigengrau, Northern Blues og Møl spillet op til dans, hvor især Møl formåede at sætte løjerne bedst i gang. Det var dog intet i nærheden af den kontakt og energi, som Aphyxion fik skabt, og det blev hurtig vist, hvem det var, publikum var kommet for at se.
Udover at være den sidste koncert på denne tour, så var det også den sidste koncert for den kære guitarist Bertil Rytter. En person der var med til at starte Aphyxion i sine spæde dage, så det var, udover at være en fantastisk koncert, også en smule vemodigt. Koncerten startede ud med åbningsnummeret “Dark Stains on Ivory” fra deres seneste plade Aftermath, hårdt efterfulgt af “Same Kind of Different” og ”Consumer Consumed”. Selvom touren, Aphyxion netop har afsluttet, var i forbindelse med Aftermath, så var der også plads til musik fra deres bagkatalog, som frontmand Michael Vahl proklamerede halvvejs igennem settet: ”… vi har jo også musik i vores bagkatalog, helt tilbage fra 2014!” , hvorefter “The New Breed” blev spillet. (Men hr. Michael Vahl. I har jo musik, der er ældre endnu – som blandt andet en af mine guilty pleasures, “Carnage Rising”, men nok om det).
Allerede fra starten af koncerten blev der skabt en mosh-pit på forreste række, der skulle fortsætte koncerten ud. Hvor de tre førhenspillende bands fik skabt et par headbangers blandt publikum, så var det først under Aphyxion, at energien, varmen og publikum gik op i en højere enhed. Det kræver en enorm kunnen for at kunne forvandle et smådødt spillested til en hvirvelvind af energi under bare én sang. Det her er grunden til, at vi tager til koncerter: Nærværet og energi mellem publikum og band. At man kan skråle med på sange med mennesker, der er ligesindet, for efter at kunne lave armslynge fem mand og lave synkron-headbanging. Det er derfor, koncerter er sjove.
Det var svært ikke at blive smittet af energien, der var til stede under koncerten. Selv da Michael Vahl fortalte publikum om de sørgmodige nyheder om Bertil Rytters udgang af bandet, ville publikum ikke lade det slå humøret og energien ihjel – tværtimod. Dette gjorde bare, at vi, publikummet, gav den en ekstra skalle som en salut til den afskedende soldat. Man kunne da også se, at der blev trukket på smilebåndet, og at det var en lidt følelsesladet koncert for bandet, da Atlas begynde at råbe ”Bertil! Bertil! Bertil!” for at hylde ham.
De fleste danske metalmedier har allerede råbt højt om, hvor god en frontmand Michael Vahl er, samt hvor god energi og kammeratskab, der er blandt bandet i det hele taget. Så jeg vil ikke nævne så meget andet her, end hvis du ikke har fået oplevet Aphyxion endnu, så få det gjort. Og Bertil: På vegne af alle de mennesker I, og du, har underholdt igennem de sidste 10 år, siger vi tak for de mange gode koncerter.
