02 feb The Dillinger Escape Plan – Voxhall
Foto: Kim Song Sternkopf/ HeartMatter Artworks
Spillested: Voxhall
Dato: Onsdag den 1. februar 2017
Det skete i de dage i februar engang, at The Dillinger Escape Plan satte galskaben i gang. Skulle du ikke have været tilstede, og har brugt tiden andet steds den dag, så læn dig tilbage, læs anmeldelsen og forstå, hvad du gik glip af.
[rwp_box id=”0″]
The Dillinger Escape Plan. “Bandet der aldrig har solgt ud”, som et publikum beskrev dem, kiggede forbi Voxhall i Aarhus for at vise, og lære, publikummet, hvorfor de netop er kongerne af den nærmest ubeskrivelige genre Mathcore. The Dillinger Escape Plan er på deres afskedstour, og grunden dertil ligger muligvis i, at ere medlemmer har gang i forskellige sideprojekter med andre bandmedlemmer fra bands som Mastodon og Alice in Chains. Men The Dillinger Escape Plan er et unikum. En ekstraordinær tour de force, som du ikke finder andre steder.
De har haft mange muligheder for at ‘sælge ud’, men The Dillinger Escape Plan laver, selv på deres nyligste plade, musik som de vil. Det er altid forfriskende, når bands – uanset størrelse, kan komme med noget nyt, der adskiller sig fra masserne, og som ikke er blevet manipuleret med, så det lettere kan komme i radioen.
The Dillinger Escape Plan er kendt for deres energiske, næsten voldlige shows. Med en progressiv musik, der blandt andet har rødder i fusions-jazz, kan det være svært at headbange i takt. Så der er ikke meget andet at gøre en at tage en tur i moshpitten. Og jeg var ikke den eneste, der havde den tanke. Vi skulle kun to numre ind i deres 80 minutters sæt, før frontgulvet blev ryddet og en konstant moshpit var sat i gang.
Igennem koncerten fik vi gamle kendinger som “Panasonic Youth”, “One of Us is the Killer” og “Farewell, Mona Lisa”. Det var under klassikerne som disse, at koncerten (og temperaturen i lokalet) var på sit højeste. Vi var også så heldige at få sangen “Happiness is a Smile”, som de proklamerede kun var anden gang, at netop denne sang overhovedet er blevet spillet på deres ellers lange og fyldestgørende afskedstour. Mit teenage-jeg ville helt klart have givet koncerten fuld karakter. Men eftersom jeg er musikanmelder, og mit arbejde er at analysere koncerter som helhed, og ikke kun for mig selv, så er der nogle få ting at sætte en finger på. Man kunne have håbet på lidt mere ‘jeg-gir’-ikke-en- fuck’-attitude fra frontmanden (som lead-guitaristen havde. Holy f*ck et bæst!).
Til tider virkede bandet som om, de kørte den for meget på rutinen, og det er måske grunden til, at festen var begrænset mest til mosh-området helt oppe foran, hvor publikum nok vågnede op med en øm nakke og skulder til morgen. Havde gruppen kravlet rundt på publikum og crowdsurfet (som de er kendt for), så havde alle helt nede bagved nok følt de samme smerter. Dermed ikke sagt, at koncerten ikke var, som mit teenage-jeg ville sige det, sindssygt fed! Det var en fysisk oplevelse. The Dillinger Escape Plan er en entitet i sig selv, som spreder energi, bedre end 10 dåsers Redbull ville kunne gøre det. Det et specielt band, der gav os en speciel aften.
