16 feb Maggie Rogers – Now That The Light Is Fading

Foto: Fraser Jones
Udgivelsesdato: 16. februar 2017
Label: Capitol Records

Maggie Rogers fik sit gennembrud, da videoen, hvor en ovenud begejstret Pharrell Williams ikke har en finger at sætte på hendes skitse til førstesinglen “Alaska”, gik viralt. Pharrel udbryder både “Wauw” og “Amazing”, imens en ydmyg Maggie Rogers sidder og rocker med. Ved midnat amerikansk tid udkom Maggie Rogers’ debut-EP Now That The Light Is Fading.
[rwp_box id=”0″]
EP’en indledes med det nye korte nummer “Color Song”, der fremhæver Maggie Rogers‘ dragende, luftige vokal i en a capella fremførelse. Nummerets musikalske udtryk understreger Rogers’ folkede visioner, hvilket ses i den enkle komposition, og det rytmisk upræcise flerstemmige kor, som skaber en følelse af fællessang ala ældre folk- og protestsange. Reallyde som fuglefløjt og udefinerbart baggrundsstøj foruden de lyriske naturbeskrivelser er også med til at skabe denne ide om Rogers som “i kontakt med naturen og rødderne” på bedste folk-vis.
Følelsen tages med videre, når EP’ens andet nummer, førstesinglen “Alaska”, afspilles. Her blander Maggie Rogers elektroniske virkemidler som drumpad, synthbas og syrede keyboardlyde med folkelementer som tamburin og knips, der tilsammen skaber en naturlig, ‘blød’ lyd.
“Alaska” og de to andre allerede udgivet singler “On + Off” og “Dog Years”, som begge er mere poppet, indrammes på pladen af to nye numre. Den splinternye “Better” runder EP’en af, men lever ikke rigtig op til mine forvetninger. Når tre ud af fem sange er hørt før, forventede jeg at få en ‘wow effekt’, da de to resterende numre blev afsløret. Det lovede godt med “Color Song”, men “Better” er efter min smag lidt ensformig. Til gengæld indeholder nummeret en ro, der er gennemgående på alle numrene, og som blandt andet kommer til udtryk i Maggie Rogers’ autoritetsrige vokal og får lytteren til at føle sig tryg. Det er rart.
Og netop vokalen skal Rogers roses for. Den er tilpas sløv og tilbagelænet, hvilket klæder den musikalske stil, hun har fundet sig tilpas i. Selv det mest elektroniske popnummer, “On + Off”, der har referencer til dubstep og dancemusic, falder ikke udenfor, fordi vokalen, også på dette nummer, slæber sig afsted henover det mere rytmisk-tight akkompagnementet.
EP’en er i det hele taget meget rytmisk baseret, og Rogers er eksperimenterende med, hvordan forskellige lyde kan have en perkussiv funktion igennem alle numrene, hvilket er interessant at lytte til. Dog står “Color Song” lidt for sig selv. Selvom ideen om Maggie Rogers som folksangerinde videre accepteres på “Alaska”, drukner den lidt i nutidens forventninger til et radiohit, hvilket er synd.
Now That The Light is Fading er samlet set en smaddergod EP og spændende lytning. Den førnævnte ro, ‘bløde’ lyd, rytmiske ekperimenteren og den lækre vokal fungerer rigtigt godt. Man kunne have ønsket, at Maggie Rogers havde taget endnu flere chancer og havde udfordret lytteren på de to nye numre. Det forsøges med “Color Song”, som alligevel ender med at stikke lidt ud i forhold til resten af EP’en.
Maggie Rogers passer perfekt ind i ‘X Factor-konceptet’, hvor almindelige mennesker, i øjenhøjde med publikum, kan bære rundt på et unikt talent, som bare skal opdages af de rigtige mennesker… Som for eksempel Pharrell Williams… I denne forbindelse kan valget af åbningsnummer tænkes at være et forsøg på at fastholde en form for ‘autenticitet’ omkring Rogers musikalske persona, og jeg køber den langt hen ad vejen. Lige ind til det lidt for poppede omkvæd i “Dog Years” og et lidt kedeligt afslutningsnummer.